Tønder - Viby 3 - 5

Af Kim E. Sørensen

Vi var endelig nået til sidste runde af en noget usædvanlig sæson med flytning af kampe i hidtil uset omfang. Vores rolle var realistisk set udspillet inden dagens kamp, da kampene mod Evans og Bov havde efterladt for stort et hul op til 2. pladsen, mens modstanderen, Tønder, skulle kæmpe for at undgå nedrykning. Vi var til sidste runde ramt af afbud fra Jesper og Torben, og det gav debut til Micha på 8. bræt og Søren. De 2 afbud til trods var vi stadig favoritter til kampen.

Micha gjorde debut på 8. bræt, og det så ganske lovende ud. Sort i en Sicilianer, og der virkede til at være kontrol over tingene. Desværre har Micha trods gode resultater i klubturnering m.m. stadig lidt problemer med tidsforbruget og således også i dag. I en lige stilling i et bondeslutspil, hvor Micha havde løberparret blev træk 40 ikke udført inden tidskontrollen, og dermed blev det ikke en debut, der vil blive husket med glæde. 0-1

Søren spillede f4 mod en Sicilianer på 7. bræt og på et tidspunkt valgte han at ofre en officer på f7. Jeg tør ikke sige, om det var korrekt, men det efterfølgende pres fik modstanderen så meget i tænkeboksen, at han til sidst fulgte Michas eksempel, så der blev udlignet til 1-1 i tab på tid. 1-0

Næste parti, der blev afsluttet, var mit eget på 4. bræt. Det er længe siden, at jeg har spillet Siciliansk med sort, men det blev prøvet, og jeg synes selv, at jeg var sluppet hæderligt fra åbningen, selvom jeg manglede lidt udvikling. Jeg overså desværre en ondskabsfuld springer, der ødelagde mit løberpar, og jeg måtte forsvare. Heldigvis var de fornødne ressourcer til stede, og da modstanderen byttede dronninger tilbød jeg remis, hvilket blev modtaget. ½-½ Med til historien hører, at Eivind, Kristian og Lars på dette tidspunkt stod godt, så det begyndte at ligne en sejr.

Kristian på 2. bræt blev færdig som den næste. Kristian fik med de sorte brikker et stærkt centrum, og jeg tror, at det var derfor modstanderen gav en officer for at få modspil. Det endte med et slutspil hvor Kristian havde dronning + springer mod 2 tårne (og 3 bønder hver). Modstanderen vandt springeren, men Kristian havde en farlig fribonde i a-linien, og i forsøget på at stoppe den, løb modstanderen ind i et par dronningskakker, der kostede det ene tårn. 1-0

Jakob havde på 1. bræt gang i angreb på den sorte kongestilling. Det så lovende ud, men jeg ved ikke, om det var tidnød eller en fejlslagen plan for pludselig virkede sorts trusler stærkere end de hvide. Modstanderen blev til gengæld selv grebet af tidnøden og da støvet havde lagt sig endte det med et slutspil med springer og 4 bønder på hver side. Efter yderligere lidt spil endte det med en fredspibe. ½-½

Eivind havde længe stået godt på 5. bræt, hvor en fribonde efterhånden fik sneget sig frem på 6. række, hvor den dels truede forvandling og samtidig understøttede Eivinds angreb. Tiden var igen ved at få afgørende indflydelse, da Eivind spillede nogle lidt for passive ventetræk inden tidkontrollen, og havde modstanderen slået til kunne pointet være gået til den anden side. Til gengæld spillede Eivind skarpt på det hele point, og afslutningen var da også førsteklasses, da den flygtende konge blev fanget i et mat-net af sine egne bønder efter et tårnoffer! 1-0

Lars så på 3. bræt ud til at have styr på tingene. Dublering af tårnene i den åbne linie og etablering af en farlig fribonde. Der skulle dog kæmpes en sej kamp, og et begyndende modangreb skulle dog også afværges inden sejren kom fortjent i hus. 1-0

Sidste mand var Benny på 6. bræt. I midtspillet blev han fanget i en binding, der kostede en bonde, og yderligere en bonde blev tabt, inden der blev afviklet til et springerslutspil. Her virkede modstanderen dog ikke helt sikker på benene, og da Benny først vandt den ene bonde tilbage, og siden fik skaffet en fribonde i a-linien, begyndte det at ligne en mulig pointdeling. Desværre var ekstra-bonden alligevel afgørende, da kapløbet ikke kunne vindes, og Benny måtte opgive. 0-1

En sejr på 5-3 var lidt over forventet, og kombineret med de øvrige resultater betød det at Tønder og Ribe begge endte på 6.-7. pladsen med 22½ point og 4 matchpoint(!) - og dermed skal i omkamp om nedrykning. Det allersidste parti, der blev færdigspillet, mellem Bov og Herning, afgjorde at Evans rykkede forbi Bov i den samlede stilling og indtog 2. pladsen på bedre matchpoint (10) end Bov (9), så der var gyser-afslutninger både i top og bund.