Viby 1 – Silkeborg 2: 5½ – 2½
Førsteholdet tørstede efter en sejr i holdturneringen. Den kom i dag mod Silkeborgs 2. hold. Dermed forlader vi heldigvis den grimme næstsidsteplads, og går forbi Silkeborg og Syddjurs i tabellen.
Inden vi så os om havde vikaren Brian på 8. bræt vundet. Det var vist allerede i træk 8, at modstanderen begik en buk, der kostede Dronning for et Tårn. Det havde han ikke lyst til at spille videre på så hurtig 1-0 til os.
Ret tidligt tog Bjarne Jensen remis på sit 4. bræt uden at jeg fik set hvad der foregik.
Tredie mand færdig var så vidt jeg kunne se Lars på 2. bræt:
“Denne gang holdt jeg fast i mit point”, udtalte en godt tilfreds Lars Hougaard. Han spillede hvid mod en slags hollandsk forsvar, hvor han aldrig rigtig blev truet. Til gengæld fik han udnyttet en åben f-linje helt optimalt i slutningen og indkasserede et helt point til os.
Lars Hougaard – Peter R. Poulsen
Undertegnede Martin på 5. bræt kom skidt ud af åbningen og tillod i Nimzo et tidligt e4 træk, som gav modstanderen rigtigt behageligt spil. Jeg prøvede at ryste posen lidt ved at rokere langt, men det kostede dog en bonde. Men da modstanderen så ikke kunne stå for at snuppe endnu en bonde fremfor bare at lukke leddet og kvæle min løber, skete der imidlertid det, at jeg kom ind med noget angreb. Dette fik stillingen tilbage i balance og jeg tilbød remis efter 22 træk i en stilling, maskinen vurderer til -0.1 altså helt lige. Med kun 20 minutter til 18 træk var jeg godt nok tilfreds med det halve.
Jens Fogh vandt godt nok på tid, men havde en vundet stilling. Der var måske noget taktisk undervejs som modstanderen kunne have prøvet, men ingen af spillerne så det, så dermed beholdt Jens sin fordel og modstanderen lod til sidst i en tabt stilling uret løbe ud.
Lars Bøgedal – Jens Fogh
Søren Gam var kommet bagud med en kvalitet på sit 6. bræt. Men det gjorde faktisk ikke så meget alt den stund, at han havde fået pakket modstanderens ene tårn helt ind på h linjen på en måde så det kun kunne komme derfra ved at give kvaliteten tilbage. Så en ret fastlåst stilling, hvor Søren dog også omgående tog imod modstanderens remistilbud.
Mogens fik virkelig godt fat i åbningen og vandt dels en kvalitet men fik også modstanderes konge ud at spadsere midt på brættet. Det lykkedes dog ikke Mogens at sætte mat i denne ombæring, men han spillede solide træk og holdt godt fast i sin fordel. Til sidst fik han endda konverteret kvaliteten til at føre med et helt rent tårn, hvorefter modstanderen opgav! Endnu en super vikar vi havde med på dagen.
Tilbage sad Steen og kæmpede i tidnød for at holde en remis. Modstanderen havde fået etableret et kraftfuldt batteri med to tårne og dronning i en åben f-linje ned mod Steens kongestilling. Til gengæld tilbød han så Steen en springer. I tidnøden fik Steen så vidt vi kunne se taget springeren med den forkerte brik, nemlig Dronningen, hvor han nok skulle have taget den med sit tårn med gode chancer. Så vidt vi kunne se, men dog også med remiser og evig skakker lurende i luften. Men efter slaget med Dronningen satte modstanderen desværre omgående kniven ind og vandt partiet.
Opdatering af Steen: Jeg spillede et forfærdeligt parti, hvor min modstander skulle have vundet langt tidligere. I tidnøden kunne jeg have valgt at bytte dronninger og gå ind i et svært slutspil med en bonde mindre. Jeg valgte at undlade, fordi min modstander også var begyndt at komme i tidnød og med godt et minut tilbage på uret til hver opstod denne episode i træk 38.
Men samlet sejr på 5½-2½ til Viby gjorde nu godt. Vi scorede ca et point over holdets samlede forventede!
Rart at kunne gå til julefrokost med dette rygstød! Se kampen i tal her!