Viby 2-Randers 2 3½-4½
Det var topholdet i B-rækken der kom på besøg tirsdag aften. Det første møde mod Randers var endt med en stor øretæve til os, så det kunne næsten kun gå bedre denne gang – og det gjorde det også.
Det så dog bestemt ikke godt ud fra kampens start. Undertegnede var gået op i salen for at lave undervisning og opstarte vores nye alternative turnering og da jeg kom ned i cafeen igen lidt efter kl. 20 var Søren L. allerede færdig. Jeg hørte at han havde tabt en bonde ret hurtigt, men den slags plejer jo at kaldes en gambit på den tid af aftenen. Men noget måtte være gået alvorligt galt. 0-1
Mogens kom vist egentlig ok ud af åbningen, men spillede så alt for hurtigt og alt for dårligt og tabte også allerede indenfor de to første timer. Dermed en skidt start for holdet, hurtigt nede med 0-2.
På bræt 1 fik Søren Gam også en ukarakteristisk dårlig stilling, hvor modstanderen fik en dækket fribonde. Søren prøvede dog med et remistilbud og den slags belønnes nogle gange. ½-1½
Remis blev det også på bræt 2. Her var det dog Randers der skulle være ganske tilfredse med at Brian K. lod deres mand slippe af krogen. Brian havde en positionelt meget overlegen stilling, hvor alle modstanderens brikker stod passivt og dækkede en tilbagestående bonde. Den kunne så ikke angribes mere og måske var det derfor at Brian ikke sad med en klar plan for at komme videre. Men nogle gange skal man bare lave ingenting i et stykke tid, når modstanderen ikke har en plan. 1-3
Michael mistede en officer i forbindelse med en spark afvikling af nogle brikker, hvor hans springer i sidste ende stod uden dækning. Der blev kæmpet videre helt til sidste bonde blev forsøgt ofret. Havde modstanderen taget den havde der været pat (remis), men han valgte i stedet at sætte mat. 1-4
Herfra begyndte det at se lidt bedre ud på brætterne. Hans Jørn (billedet) havde tidligt vundet en bonde og det blev siden til to bønder, inden modstanderen i desperation ofrede sin springer og forsøgte at angribe på kongefløjen. Det blev dog omhyggeligt afværget og til sidst gik angrebet endda den anden vej. Et meget sikkert – og tiltrængt – point til os. 2-4
Torben spillede længe et ret lige parti med mange brikker på brættet. De to spillere kom dog aldrig rigtig i nærkontakt og efter meget manøvren rundt blev de enige om remis. 2½-4½.
Remis lignede også et sandsynligt udfald af aftenens sidste slutspil, hvor Eskild spillede med tårn og fire bønder mod to springere og tre bønder. Eskild fandt dog en vej til at vinde en af modstanderens bønder og muligvis i befippelse over det blev en springer så sat rent i slag og så kom der prompte en opgivelse. Dermed sluttede det hele 3½-4½.