2. runde

2. runde

Vi havde igen en runde med en del afbud. Så indtil videre er alt stadig åbent i turneringen. I mesterklassen har Jens Fogh dog allerede sat det forventede fodaftryk med to sejre. Det har dog ikke været helt stilrent indtil videre. Også i 2. runde stod Jens på et tidspunkt næstbedst. Søren Gam spillede faktisk et fint parti, indtil han pludselig ikke gjorde det længere… Skak er også en udholdelsesdisciplin. Billedet foroven er taget under vores hurtigskakturnering, hvor Jens og Søren mødtes med modsatte farver.

Partiet var det eneste ordinære 2. runde-parti denne aften. Søren C. og Per fik dog spillet deres parti fra 1. runde og det blev en begivenhedsfattig sag, hvor Søren stod lidt bedre, men var meget tilfreds med remis. Per ledte efter chancer, men det var svært at foretage noget aktivt uden at forværre stillingen. Så remis. I sidste uge spillede Søren ligeledes remis, da han og Brian S. spillede 2. runde forud. Et parti der fik lidt det samme forløb. Søren stod godt, men var tilfreds med remis.

I 1. klasse var der en art topopgør, da Claus og Torben begge vandt i 1. runde. Claus ofrede atter en bonde i åbningen, men fik tilsyneladende vundet den igen da Torben fik lidt problemer med en springer i centrum. Stillingen blev kompliceret og efter en sekvens, hvor Torben først fik en officer for et par bønder, endte man ud i en stilling, hvor Claus havde tårn mod springer og løber. Tårnet var dog aktivt og i et forsøg på at redde en bonde endte Torben i stedet med at tabe springeren. Så i sidste ende løb Claus med hele pointet i et parti der nok var mere spændende end velspillet.
Mogens og Kurt havde spillet deres 2. runde parti forud i sidste uge og efter lidt forvirring omkring nogle afbytninger i centrum, endte Kurt med at tabe afgørende materiale i en stilling, som i forvejen så svær ud.

I 2. klasse havde vi tre vindere i første runde. Jonas fulgte op i denne runde med en sejr over Jan Henrik. Jonas fik plantet en generende springer i centrum, som ikke rigtig kunne jages væk. Jan Henrik forsøgte alligevel og det kom hans kongestilling til at lide under. Reelt var den store fejl dog, at han ikke bare slog tilbage, da Jonas spillede cxd5. Bonden fik lov at slå videre på både c6 og b7. Det så mærkeligt ud.
De to andre vindere fra runde 1, Mads (billedet) og Michael, spillede et rigtig tjubang parti, hvor Michael spillede lidt for sorgløst og Mads fik anledning til at ofre sin springer på h6 foran den sorte kongestilling. En computer havde måske kunnet forsvare den sorte stilling, men i praksis var det tæt på umuligt og Mads vandt i flot stil. En lovende start på turneringen fra Mads!

Ruben kom også godt i gang med turneringen med en sejr over Hans Ewald i denne runde. Ruben vandt tidligt en bonde på f7 og det lignede ikke at der blev uddelt nogen chancer derefter.
Kristoffer fik indledt sin turnering med noget der lignede en korrekt remis imod Henrik. I slutstillingen havde begge spillere en enlig dronning oppe i modstanderens kongestilling og det var logisk at det skulle ende med evigskak.

I 3. klasse har to spillere nu maksimum. Kim spillede tilsyneladende et ret fint parti mod Salomon. Kim fik afværget Salomons offensive planer og vandt samtidig et par bønder. Det endte ud i tårnslutspil, som Kim kørte sikkert hjem.

Partiet mellem Bastian og Roberto var spændende til det sidste. Begge konger var udsatte i noget der ellers lignede et slutspil, med dronning og tårn til hver. Præcision var nødvendigt og Roberto havde en god chance for at trække det længste strå. Men der skulle kun et enkelt fejltrin til for at Bastian pludselig kunne lave et overfald og sætte mat. Dermed maksimum 2 af 2 til Bastian efter to partier der faktisk lige så godt kunne være blevet tabt. Men det handler jo om ikke at lave den sidste fejl i partiet!

Vi fik også besøg af en ny spiller, Bertram, som fik spillet et (ja faktisk flere) spændende parti mod April, hvor sidstnævnte i sidste ende trak det længste strå. Vi må se, om han vælger at være med fremadrettet. Vi har jo faktisk en ledig plads i denne gruppe.

Skriv din kommentar her

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *