Træk fra Viby Skakklubs historie (4)

Her følger så den sidste del af Samuelsens beretning om klubben, skrevet tilbage i årene 1985-87. Artikelserien udsprang af trangen til at “gøre status” efter klubbens 50-års jubilæum i 1984. Jeg har tilladt mig at lave lidt om i rækkefølgen af Samuelsens artikler og slutte af med artiklen, hvor selve jubilæet bliver omtalt.

Det var selvfølgelig ikke nogen historisk artikel på det tidspunkt, hvilket også har gjort at Samuelsen ikke har berettet så meget om selve fejringen. Det blev dog beskrevet i en anden, selvstændig artikel fra 1984, hvorfra billederne i denne artikel stammer. På det grynede billede øverst kan vi blandt se Vagn Jensen og Ove Kehlet med fruer, samt i baggrunden vores mangeårige bestyrelsesmedlem, kasserer, festuge-motor, kaffebrygger, turneringsleder og æresmedlem, Bent Jensen. I forgrunden ses Per Hansen, som i de år var en af klubbens stærkeste spillere, og i alt blev han 5-dobbelt klubmester.

Som det kan fornemmes, blev jubilæet fejret med en fest for medlemmer – med påhæng – på Tranbjerg kro. I alt var der 55 deltagere, og med 10 års gode overskud i festugeturneringen var der råd til at invitere deltagerne kvit og frit. Arrangementet fik mange rosende ord, også blandt de specielt inviterede. Nordres formand Poul Frausing udtalte: “Det er ærgerligt, at vi lige har holdt vores jubilæum, ellers var opskriften jo lige her!” og flere af vores medlemmer gav udtryk for at vi godt kunne holde sådan en fest igen det næste år. Det skete dog ikke. Udover Frausing havde vi indbudt DSUs formand Steen Juul Mortensen, og de lokale organisationsfolk Viktor Juul Hansen, Gunner Søndergård, Erik Jørgensen og Svend Svendsen, som alle holdt taler og kom med gaver, blandt andet tre nye skakure.

På billedet, fra venstre: Svend Svendsen, Frausing med frue og Samuelsen med frue. 

Tre af vores trofaste medlemmer blev udnævnt til æresmedlemmer:

Willy Blond (billedet tv.), som havde været medlem siden 1949, mangeårig kasserer og efterfølgende mangeårig revisor. Indbegrebet af en hyggespiller, og en person som spredte godt humør omkring sig.
Mine egne minder om Blond knytter sig især til det ene turneringeparti jeg nåede at spille med ham, kort efter at jeg var startet i klubben. Jeg har nok været 15-16 år på det tidspunkt. Jeg husker at jeg fik en ret god stilling og at han derefter pulsede ret kraftigt i sin cigar! Det var helt sikkert ikke hans hensigt at genere mig, tiderne var bare nogle helt andre, og behovet for nikotin steg sikkert i takt med at stillingen blev mere presset. Men det var nok min første erfaring med at spille blindskak!

Det andet minde jeg har, er mere trist, for i min allerførste beretning som ny formand, måtte jeg udtale mindeord om Blond, som døde i sommeren 1987.

J. Almskov, som var formand af klubben i to perioder tilbage i 50′ – og 60’erne. Derudover var han også en af dem, som trak et stort læs i de første år af festugeturneringen. I 1981 tog han initiativ til at starte en veteranklub, som blev en slags klub i klubben, hvor omkring 15 pensionister mødtes og spillede skak en ugentlig eftermiddag i klubbens lokaler. Almskovs død i 1986 medførte dog at veteranklubben også lige så langsomt døde hen.

Hans Rasmussen (billedet th.), som har været medlem af klubben siden 1950, har også haft adskillige poster i klubbens bestyrelse. Om det var fordi de var de to helt gamle i gårde, skal jeg ikke kunne udtale mig om, men Hans Rasmussen og Willy Blond havde en stor rivalitet, og deres indbyrdes partier var altid turneringernes højdepunkter. De øvrige partier betød vist mindre. Desværre har vi ikke set noget til Hans i snart rigtig mange år, men han står stadig på listen, som et af klubbens to æresmedlemmer. Børge er den anden. Billedet her er taget omkring 1980.

Men her er den sidste del af Samuelsens beretning, “træk fra Viby Skakklubs 50 år”:

PIGER og skak har aldrig rigtig slået an – heller ikke i Viby Skakklub. Næsten lige så hurtigt der er kommet en pige inden for døren, er hun forsvundet igen. Men ingen regel uden undtagelse.

Nina Brandes, der startede i klubben sammen med sin far Georg Brandes (ikke den Brandes) ”overlevede” i kraft af sin lyst til spillet. I over 10 år mødte hun trofast i klubben næsten hver klubaften, og var hun ikke rejst til Horsens, havde vi sikkert stadig haft glæde af hendes medlemskab. Nina var ikke alene aktiv ved brættet, men bl.a. også når vi havde brug for hendes hjælp i køkkenet, og det var hende, der stod for køkkenregionerne de første år, fra vi startede Festugeturneringen i 1974.

En anden pige, der gjorde sig fordelagtig bemærket på de par år, vi havde glæde af hendes tilstedeværelse i klubben, var Pia
Heidtmann. Hendes skaklige evner var tilstede, men også andre interesser lagde beslag på hendes tid. Humøret fejlede ikke noget. Desværre kunne det ikke rigtig få lov til at udfolde sig, når vi andre mere satte var fordybet i vore kunstneriske udfoldelser ved brættet.

Viljen til at ”give en hånd” manglede heller ikke. Pia fik hurtigt sat gang i kaffemaskinen til glæde for de ædruelige. Bent Jensen påtog sig at supplere, når hun meldte afbud – og Bent har ikke opdaget, hun ikke kommer mere, for nu supplerer han hver gang.

Midt i forberedelserne til 50 års jubilæetsprang Pia ind i festudvalget og skrev en af sangene til festen på Hørning Kro. Den indeholder så mange navne og bemærkninger til disse, at sangen er et godt supplement til “klubbens historie”:

EN HYLDEST TIL OS! (6. oktober 1984)
Mel.: Marken er mejet…

Skakklubben Viby halvtredsåret runder,
ska’ vi si’ det selv, er det den bedste i vort land.
Kom, syng en vise i disse glade stunder,
om hver mand m/k, der stolt sig medlem kalde kan!
Hip, hip, hip hurra,
vi har fødselsdag.
Hver en gæst velkommen er i dette muntre lag.

Samuel er formand, et hverv han forsvarer
med prisværdig dygtighed, vi syn’s han er i top!
Klubbens finanser dem Berno jo klarer,
med computeren har sø’r for regnskabet går op.
Medlemsblad vi har,
den sku’ være klar,
kommunikationen har altid været klubbens “star”.

Tirsdag vi spiller til langt ud på natten,
bønder myrdes, damer byttes i evind’lighed
Pia får kaffe og overser matten,
Bent han sælger øl og vand – af skak han bli’r ej ked!
Engsig: “Er jeg mat?”
Per: “Næh, det blev pat!”
Først ved midnat bræt og brikker bli’r på hylden sat.

Når der er afbud, vi Bents kone kalder,
selv fra Lyngby Radio har staklen få’t besked!
Schrøder han ta’r en lakridspastil og falder
over sine brikker, for han har så mange med!
Groth mod Overgaard,
uh, det rejser hår:
mon med kongen nu på linje fem han atter slår?

Og skal vi stille med hold, sker der meget,
folk i sidste øjeblik har ringet afbud – oh.
Så i en fart får vi Vagn da shanghajet,
og han kommer først til konen hjem på slaget to!
Kammeratskab er
af utrolig værd,
derfor vi det sætter højt i klubben her!

Svend tog til Rusland at lære mer’ om skakken,
men han glemte rent at lær’ der no’ed, som hedder tid!
Så er der Ejnar, han er kakerlakken:
kan ej sidde stille, når han spiller sort mod hvid.
Usund slutspil-spurt,
livet det bli’r surt,
også når han spiller fransk-spansk åbningsspil mod Kurt!

Så’r der Elias, han jokker i gambitten,
Børge får lidt chokolade, før han bli’r sat mat.
Regnar ser stjerner, for Steen erobrer midten,
Kirk og Wurzel lander i en helt umulig pat!
Briller lånes ud, selv fra Børges tud:
Samuel har sine glemt, han derfor sender bud.

Skov ta’r et sug af cerutten og trækker
løberen tilbage – ak – hans stilling er ej rar.
Møller han finder i Høfts forsvar sprækker.
Blond han tænker meget længe, nyder sin cigar!
Vi får røg og damp
og en herlig kamp –
af og til der lyder dog et lille arrigt tramp!

Tiende år vi en dyst arrangerer,
der fra alle sider bliver rost med mange klap.
Festugen sker det, og Samuel med flere
(det vil sige Bent og Børge) gi’r et or’nligt nap.
Og med vand og brød
Almskov, når det lød,
altid villig til at hjælpe var i vores nød!

Med megen morskab og latter vi mangen
lille særhed har i visen taget under lup!
Nu er det tid til at afslutte sangen,
den sku’ vær en pris til alle OS og vores klub.
Rejs jer op på tå!
Skål nu alle på
Viby Skakklub endnu mange gode år må få!!!

Til et historisk tilbageblik hører vel også et parti skak ”fra dengang”. Hvis man gemmer sine partier, bliver det efterhånden til mange, og når jeg synes, stakken bliver for stor, bliver der ryddet ud i bunken. De partier, der ikke siger mig noget mere, bliver smidt ud.

Gert Iskov, der i sin tid hed Christiansen, har jeg tidligere omtalt som medlem i klubben. Det eneste af mine partier mod Gert, jeg har gemt, har jeg til gengæld en klar erindring om. Som I vil se, fik jeg en ublid behandling, hvilket kom bag på mig, for det er spillet, før han blev go’, men at han havde læst på lektien, fandt jeg efterhånden ud af.

Efter dette parti , var det let at se, han havde gjort noget ved studierne. Puh-ha!

Hermed slutter jeg Samuelsens beretning, men historien om Viby Skakklub fortsætter i flere kapitler.