2. runde af foråret: Gaveregn og hyggeskak
2. runde af forårsturneringen indledtes med en hyldest af Nancee ovenpå hendes 3. danmarksmesterskab på kort tid. Udover klapsalver og en overlevering af en boggave fra Bjarne var der også milde gaver den anden vej, med chokolade til alle.
Om der ellers blev uddelt andre gaver i løbet af aftenen? Ja selvfølgelig! Ellers ville det jo ikke være den hyggelige klubaften som vi er vant til i Viby Skakklub.
I mesterklassen blev det godt nok til de forventede sejre til Jens, Jakob og Steen mod hhv. Henrik, Claus og Brian, men i mit parti skulle jeg da have en god håndfuld hjælp af en stor fejl fra Brian, før partiet tippede til min fordel.
1. klasse bød på to partier mellem mesterklassespillere fra efteråret. Børge nedkæmpede Benno og er allerede på vej tilbage mod den klasse han ikke har lyst til at spille i, mens Viggo og Søren gik godt til hinanden. Søren viste sig fra sin angrebslystne side, men afslutningen af partiet kunne være endt med hvad det skulle være. Der blev uddelt adskillige gaver:
Sebastian og Torben spillede et spændende og omskifteligt slutspil, hvor Torben først havde fordelen, men Sebastian derefter stod stærkt med en centralt placeret konge. Måske var der en form for ligevægt i stillingen, men Sebastian valgte at lave en foræring ved at lade kongen løbe efter en fjern fribonde, som Torben snedigt havde maskeret som en lækker lille gave. Også Kurt og Mogens valgte at spille et langt slutspil, begge med tre bønder hver og en let officer. Kurt havde visse chancer med muligheden for at skabe en fjern fribonde, men her blev der ikke givet ved dørene og remis var nok også det rigtige resultat.
Jeg nåede ikke at se så meget af hvad der skete i 2. klasse, men Eskild og Jens snuppede i hvert fald et point mere, mod hhv. Ruben og Roberto, og de har nu taget føringen i gruppen.
I 3. klasse fulgte Sten sejren i 1. runde over Nancee op med en sejr over Palle og dermed har han taget den tidlige føring i gruppen. Vores nye mand, Mads Mariegaard (billedet øverst) har også fået en fin start med 1½ point i de to første runder, så han er en af de få der stadig kan kalde sig ubesejret i skakklubben. I næste uge har vi, udover holdkampe, også udsatte partier og her træder det andet nye medlem Mathias så ind i turneringen efter at han har været forhindret her i januar.
Vi ser frem til flere gavmildheder i de kommende runder.