3. holdet imponerer

Tirsdag aften blev også D-rækken skudt i gang i årets holdturnering. På forhånd kunne det se lidt svært ud for vores hold, da vi er tilmeldt med den laveste gennemsnitsrating og at holdets 2. bræt, Ruben, tillige nu har valgt at flytte til Vejle.

Til kampen mod VRS var vi da også “seedet som nr. 2” på alle brætter. Men det var vi da ligeglade med og sendte VRS hjem med et 3½-½ nederlag!

Thomas Hansen var indkaldt som reserve og dermed stillede vi op med tre spillere, som fik deres debut i holdskak. Jeg havde været lidt efter Thomas for at han skulle bruge noget mere tid og bl.a. fortalt at der engang var en stormester der sad på sine hænder, når det var hans tur til at trække. Bare for at hive det impulsive ud af spillet, når vi nu har så god tid. Thomas spillede faktisk også en ret omhyggelig åbning. Modstanderen slog en bonde på g7, men den var nok lidt giftig, når han nu selv havde rokeret kort og dermed åbnede for en tårnlinje lige ned mod majestæten. Thomas fik angreb, vandt først en bonde og vekslede det så til en løber i overvægt. Derefter begyndte det at gå lidt for hurtigt, men modstanderen spillede heller ikke præcist og Thomas kunne hente det første point hjem til holdet efter en lille times spil. Stærkt! Et resultat der med et hug hentede det ratingtab Thomas havde i sin første koordinerede turnering i sommer.

Thomas med de sorte brikker.

Hurtigt derefter fulgte Salomon op med endnu en sejr til holdet. Hans modstander havde ellers spillet et fint parti frem til træk 19, men så virkede det til at han ikke var bekendt med en passant-reglen:



Salomon på bræt 2

Som den mest erfarne på holdet – og som holdlederen med det store overblik – valgte Kim kort efter at tilbyde remis. Ja, faktisk to gange indenfor det samme træk! Modstanderen gjorde ganske korrekt opmærksom på, at man skal udføre sit træk inden man tilbyder remis. Det gjorde Kim så og modstanderen tog imod! Dermed var matchsejren sikret. Kim havde tidligere i partiet (træk 16) en chance for at opnå en vindende fordel, men begge spillere overså det. I slutstillingen står Kim også en lille smule bedre:


Holdkaptajn Kim på bræt 4

Tilbage sad så Jonas på bræt 1 med en lidt vanskelig stilling. Reelt helt tabt, kvalitet og flere bønder nede. Men Jonas havde et angreb kørende og det var ikke helt enkelt at tilbagevise, når man ikke er en computer. Modstanderen brugte meget tid og i træk 38 og 40 kom så to store fejl, som først kostede den store fordel og siden resulterede i mat! Flot resultat af Jonas og af hele det undertippede hold!


Jonas på topbrættet.

Kampens tal kan ses her.