Klubturneringens 1. runde
Efter vores tretrins-nyhedsraket med klar-parat-start på klubturneringen satte hele feltet for fuld firspring ud af startblokken, om end jeg dog ikke fik øje på nogen partier i lige netop firspringerspil-varianten…. Og så skal det også siges, at i Mesterklassen havde langt de fleste skakatleter meldt afbud, så der blev kun afviklet et enkelt parti!
Det var til gengæld et helt interessant parti mellem Bjarne Jensen og undertegnede, Martin Frøkjær…en kampremis, der virkeligt bølgede frem og tilbage, inden Bjarne med sit Sf6! mod slut redder den tabte kvalitet og endda har en ekstra bonde. Der er dog med uligefarvede løbere ikke udsigt til nogen gevinst for nogen af siderne.
Se partiet på linket her!
I 1. klasse var der en lille overraskelse i, at Jens Jørgensen snuppede hele pointet mod Sebastian Gråbæk. Sebastian kommenterer selv partiet sådan her:
“Jeg har de seneste år haft en god statistik imod Lf5-varianten i London-system med et hurtigt kongeangreb med g4 og h4. Her til aften gik det grueligt galt mod Jens. Han udnyttede hurtigt, at jeg ikke valgte at rokere, og jeg dermed fik en stilling med en lang række svagheder. En giftig springer på e4 og et aldeles aktivt tårn i h-linjen var afgørende. Til sidst faldt det hele sammen, da jeg valgte at stille et tårn direkte i slag, der tvang nogle afbytninger og yderligere en tabt officer. Fortjent sejr til Jens!”
Se dette parti på linket her!
Ellers var der fuld gevinst til Eskild Ebbesen over Kurt Videbæk, og til Søren Christensen mod Torben Fogh, som relativt tildigt ikke havde nok kompensation for sin manglende Dronning. Brian Kristensen filede længe på et slutspil mod Claus Jensen med en bonde mere, men med en løber til hver gav det til sidst ikke mening af forsøge at vride et helt point ud af det. Måske var det lidt svært at tage remisen når man havde ført med en hel officer, men måttet aflevere den tilbage igen…?!
2. klasse bød på et meriterende gevinstparti for vort nye medlem Dan Ejdesgaard mod den (indtil videre) højere ratede Viggo Andersen. Ligeledes Mads Mariegaard vandt sit parti mod Ove Kehlet, og Henrik Andersen fik også fuld gevinst mod Mogens Engsig Karup.
I 3. klasse havde vi også debut til et nyt medlem, Philip S. Nielsen, der nærmest ærgrede sig lidt over, at han gerådede ud i en kendt remisvariant. Han var da også ratingfavorit med de hvide mod Steen D. Sørensen, men anyway er det vel okay at komme på tavlen i sit første parti i en ny klub 🙂
Ruben W. Nilsen havde en del mere materiale på brættet miod Hans Ewald og vandt sit parti dog efter et langt spil. Vagn Jensen fik også fuld gevinst mod Svend Aage Jensen, ligesom Roberto Gonzales vandt over Palle Blem. Hans Rohde levede også op til sin favoritværdighed mod Steen Haubro Larsen.
Alt i alt en spændende aften, som nok også vil huskes på, at vi for alvor tog hul på den digitale tidsalder i vores egen hyggelige klubturnering. Der var så godt som ingen knas med de digitale ure, da først vi havde fået dem alle sat rigtigt igang … 😉 En fin aften i klubben!