Træk fra Viby Skakklubs historie (5)

Her fortsætter så beretningen om klubbens liv og levned, hvor vores mangeårige formand Henning Samuelsen slap den:

Generalforsamlingen i 1987 kom ikke til at gå helt efter planen. Samuelsen havde valgt at trække sig som formand efter 18 succesfyldte år, og bestyrelsen havde også udset en naturlig afløser, nemlig Berno Hansen (billede tv. fra 2005), som var et ungt medlem med en masse ideer og gå-på mod. Berno var på det tidspunkt allerede kasserer og turneringsleder i klubben og han skulle også senere blive den første webmaster for hjemmesiden. Berno var dog også en lidt svær størrelse. Han kunne skrive lange og glødende indlæg i klubbladet, men samtidig kunne han også være svær at slå et ord af, hvis man forsøgte at få en samtale. Introvert hedder sådan noget vist på nudansk.

Jeg ved ikke præcis, hvad indholdet af samtalen mellem Samuelsen og Berno havde indeholdt, da man aftalte formandsskiftet, men på selve generalforsamlingen valgte Berno i hvert fald at sige nej til kandidaturet! Det stillede selvfølgelig bestyrelsen i en svær situation. Pludselig blev der peget på mig, og jeg nåede vist aldrig at tænke tanken rigtigt igennem, før klapsalverne lød. Jeg var blevet valgt ind i bestyrelsen som 20-årig, tre år tidligere, og blandt den siddende bestyrelse var jeg nok den eneste reelle kandidat, når Berno sprang fra. (Top-billedet af mig er ikke i ret god kvalitet, men taget den samme sæson).

Måden jeg blev valgt på, gjorde nok faktisk at opbakningen til mig blev noget større. Bent Jensen og Børge Hansen var bestyrelsens arbejdsheste, og de blev i hvert fald uvurderlige støtter for mig. Berno sad stadig i bestyrelsen og det gav nogle gnidninger, især mellem ham og Samuelsen. Derfor var det ikke så overraskende, at Berno året efter valgte at trække sig fra alle sine hverv. Jeg synes dog at jeg selv havde et godt forhold til Berno, og langsomt – i de følgende år – blev Berno, helt uden pres, atter et stort organisatorisk aktiv for klubben – udenfor bestyrelsen. Berno blev initiativtager til og webmaster på vores første hjemmeside. Derudover var han mangeårig turneringsleder og også altid en af dem der gav en hånd med i noget praktisk arbejde. F.eks. i forbindelse med vores festugeturnering. Berno døde desværre alt for tidligt, som 55-årig, i 2010.

Bent Jensen (billede fra 2001) blev i 1988 i stedet valgt som kasserer, og han var også et kæmpe aktiv for klubben i den funktion. Meget apropos billedet og kasserer, så var det også i 1988 at vores nuværende kasserer Lars G. Hougaard, som ses ved siden af Bent, kom ind i bestyrelsen, og han har så vidt jeg husker siddet der lige siden! Så Samuelsens rekord med 33 år i bestyrelsen står sikkert for fald inden så længe.

Min første handling på generalforsamlingen i 1988 var i øvrigt at lave en opfølgning på forsamlingen året før, ved at få uddelt den tak til Samuelsen, som han åbenlyst fortjente, men som blev glemt i forvirringen. Samuelsen fik store klapsalver, en god flaske og et æresmedlemskab oveni.

Som en alternativ beskrivelse af den klub jeg overtog formandsskabet af i 1987, har jeg fundet en artikel, som blev bragt i klubbladet i 2004, men som faktisk er en gengivelse af en artikel fra Jyllands Posten fra efteråret 1987. Journalisten, der har begået denne artikel var en af klubbens mest trofaste medlemmer, Poul Erik Andersen, for hvem det her er lykkedes at tegne et levende billede af en aften i en skakklub anno 1987:

Stille ved skakbrættet

Sæson for slagsmål på skakbrættet

Af Poul Erik Andersen

“Adel og Borger Præster og Bønder”.

De er der alle sammen med konger, dronninger, løbere, springere og tårne stillet korrekt op. Skaksæsonen er netop begyndt. Her er det ikke titler, men skakbrikkernes barske, logiske tale, som afgør stands anseelse.

Kom og vær med til en klubaften i en lille skakklub i provinsen med mottoet: “Skal vi tage et parti eller to?”. Vi er i Viby Skakklub ved Århus. De ca. 55 medlemmer har en gennemsnitsalder på 40 år. Den unge himmelstormer kommer hæsblæsende fra sportstræningen, og den midaldrende advokat er som sædvanligt for sent på færde. En hurtig hakkebøf med pommes frites og bearnaise på en nærliggende bodega er nødvendig for ham – om så modstanderen får et kvarter foræret på uret.

Amtmanden og hans 13-årige talentfulde søn er der til tiden. Vi har studenten, buschaufføren, det tidligere byrådsmedlem, tømreren, journalisten, gymnasieeleven og de trofaste pensionister. De er der alle – den resultatorienterede spiller og hyggespilleren. Blandt de sidste er f.eks. den 71-årige fabrikant, hvis skakinteresse og brede skuldre ikke direkte afslører, at han har en solid bankbog i ryggen. Han går nu rimeligt tidligt hjem om aftenen, og i den anden ende kan den 13-årige Jens Groth godt ved 23-tiden skynde lidt på farmand, der er i gang med et interessant parti.

Unge Groth: “Jeg går ikke så meget i teori, men de almindelige åbninger og fornuftige regler tænker jeg da på. Jeg regner ikke med en stormester-karriere. Der er jo vigtigere ting her i livet”, konstaterer den spinkle, mørkkrøllede Jens Groth, der i hvid-grøn skjortebluse og spraglede modebukser tænker, flytter brikker og vinder over langt ældre modstandere. Samtidig med, at han med velbehag gumler chokoladeovertrukken sandkage i sig.

Faderen overhalet
“Ja, Jens fik i starten en dronning forud, når vi spillede hjemme, men de tider er forbi”, næsten sukker faderen, den 57-årige Leif Groth, der hver tirsdag i Omsorgscenterets lokaler i Viby slapper af med skak og åbentstående skjorte efter amtmandsjobbets forpligtelser med slips og jakkesæt. Han registrerer sønnens fremgang med lidt personlig ærgrelse, men afgjort med nogen større stolthed over Groth junior. Unge Jens overhalede i Århus Festuges skakturnering faderen i styrkemål. Jens Groth går i 8. klasse i Skåde og spiller skoleskak for Broagerskolen.

Han er nu begyndt at spise kage med de store, og en af klubbens mesterspillere, den 60-årige Børge Hansen, tager af og til et parti med den unge Groth. “Jeg tabte forleden. Jeg tog nok et par chancer for at se, hvad den unge mand kunne”, konstaterer tømrer Børge Hansen, om hvem det siges, at løbene på Jysk Væddeløbsbane ikke starter, før han har indfundet sig. Duerne bliver der også spillet på, og lokal-bingo har bl.a. indbragt TV og video i gevinst.

“Jeg er nok noget af en gambler”, siger han og hygger sig med sin uundværlige pibe. Venlige klubkammerater kan dog ikke tilslutte sig. “Han er blevet forsigtig. Han vover sig ikke ud over sjette række i siciliansk åbning”, hedder det i skakjargonen.

Anekdote-mester Børge Hansen var allerede et talent som 12-årig, og han kom meget hurtigt frem i forreste række. “Ja, den gang var det jo et særsyn, for skak var kun for de gamle “fipskægger”. Jeg glemmer aldrig, da jeg bad om at få udsat et parti, fordi jeg skulle spille stopper for Middelfart i en fodboldkamp. Det var uhørt i de kredse. Skak var noget nær helligt, og så en ung flab? Nej”, erindrer den farverige anekdote-mester, Børge Hansen, der i en lang årrække var med på 1. divisionsholdet i Nordre Skakklub i Århus. Nu hygger han sig i Viby, kommer med skærekage til klubaftenerne, og holder styr på den kasse øl og sodavand, som konsumeres i løbet af de ca. fire timer, som skakspillerne tilbringer ved brætterne.

Klubaftenen lakker mod enden. Endnu sidder f.eks. den 16-årige Bjarne Hansen, 2.g.-elev, matematisk forstås, og tæver i brikkerne med sin elskede dronningegambit-åbning. Det gør også den 63-årige typotekniker, Henning Samuelsen, der nu slapper af efter 30 år i bestyrelsen og en langvarig formandsperiode. “Anekdote-Børge” drager af med de tomme sodavands- og ølflasker. Endnu en klubaften ved et skakbræt i en lille klub i en by i provinsen er slut. Men spillerne vil med garanti være at finde ved brætterne næste tirsdag. De har med skakspillet som udgangspunkt erkendt sandheden i ordene fra Christopher Columbus:

“Det er et land, man vil attrå, og som man aldrig forlader, når man én gang har set det…”