Hold 1: Åbyhøj-Viby 2½-5½

Vores 1. hold tog torsdag et stort skridt hen mod oprykning til 2. division med en 5½-2½ sejr i Åbyhøj. Dermed er vi pt. 5 point foran nr. 2, men der er to udsatte kampe i gruppen, så det realistiske er nok at vi har et sted mellem 2 og 4 points forspring inden vi sætter os til brætterne til sidste runde.

Efter Bjarnes sædvanlige (fristes man til at sige) hurtige remis, kom vi for alvor på tavlen med tre hurtige gevinster. Benno fik nogenlunde let spil på bræt 8, hvor Åbyhøj stillede med en reserve på 1000 i rating. Modstanderen ofrede (lidt for) frisk en officer på f7, men det havde Benno helt styr på. Martin fik også hurtigt en overvældende god stilling. Vandt en bonde og da modstanderen tillige lidt uprovokeret ofrede tårn for en springer, var det hurtigt slut.

Steen spillede en lidt passiv åbning. Modstanderen gik efter en positionel fordel ved at give mig et par dobbeltbønder. Det gav dog visse taktiske problemer for ham, såsom en konge der ikke kunne rokere i sikkerhed. En grov overseelse fra modstanderen gjorde så at jeg kunne vinde springer og to tårne for min dronning. Det kræver altid lidt omhu at spille med lette officerer mod dronningen, men modstanderen havde også selv et problem med  kongestillingen. Jeg fik lov at spille et sjovt træk til sidst i partiet:

Her spillede jeg 25. Sf3-d4!  Ikke hver dag at man kan sætte en brik sådan i slag, samtidig med at man tillader at modstanderen slår en bonde med skak. Problemet er selvfølgelig, at den sorte konge er fanget på 7.-8. række og bliver sat mat af de hvide tårne. Fra d4 truer springeren desuden løberen på c6 og overdækker c6-feltet, hvis løberen skulle finde på at flytte sig, så kongen heller ikke kan løbe ud den vej.. Sort tillod mig at sætte mat: 25…Dxe3+ 26.Kh2 Dxd4 27.Tf8+ Ke7 28.T1f7 mat.

Dermed en hurtig 3½-½ føring. Men resten af partierne så mere lige ud. På bræt 2 valgte Lars at tage imod remis i en stilling, hvor det vel kun var modstanderen der kunne stå lidt bedre. Dog absolut indenfor remisgrænsen og Lars valgte fornuftigt nok at undlade at overpresse stillingen. Lidt den samme historie kan siges om Hennings parti på bræt 4. Meget lige stilling, men modstanderen stod vel marginalt bedre, da han tilbød remis.

Også hos Benny på bræt 5 var det et meget lige parti det meste af vejen. Der blev byttet en masse brikker, men modstanderen stod nok marginalt bedre. Til sidst sad man med hver sin løber og springer og man var på vej til at bytte det sidste sæt bønder af i a-linjen, hvorefter det ville være enkelt remis. Her valgte Benny imidlertid den forkerte måde at lave denne afvikling på, og det kostede så pludselig en kostbar bonde og i sidste ende partiet. Surt!

Sidste mand færdig var Jens på 1. bræt. Jens lignede en, der lige skulle bruge et par timer på at vågne op. Kæmpe tidsforbrug, som modstanderen heldigvis langsomt fik tæt på udlignet. Efter 18-20 træk var Jens nede på under 5 minutter tilbage. Heldigvis får man jo 30 sekunder ekstra pr. træk og oveni havde Jens også fået fat i stillingen, så pludselig var der slet ingen panik. En springer trængte ind i modstanderens hjemland og Jens’ brikker stod pludselig bare klart bedst. Efter en række afviklinger sad Jens med et tårn ekstra og så gad modstanderen ikke længere. Dermed en solid sejr og en lille revanche for det triste 4-4 resultat i forrige runde.

Kampens data her.