Hurtigturnering er godt i gang
2 ud af 3 hurtigskakaftner er nu afviklet i klubben. I alt 17 spillere har været i vælten hen over de to aftner. Dog er enkelte sprunget ind den ene af de to.
Det er en tilpasset monradturnering, der spilles, således at dem, der er sprunget ind har fået remiser i alle tre partier den aften de ikke har været der.
Masser af god træning er det blevet til, som en slags optakt til klubturneringen. Der spilles 3 partier med 25 min pr. spiller pr. parti. Ikke overraskende er den højest ratede spiller, Steen Andersen i spidsen med hele 5,5/6. Kun Søren G. Christensen har formået at nappe en halv fra ham. Søren har såmænd også selv haft en habil turnering med 4/6. Et pointtal, som Uffe Eriksen, Benny Lauridsen og undertegnede også ligger på inden 3. og sidste aften i turneringen. Der er dermed lagt op til om ikke andet så et spændende kapløb om at nå 2. pladsen. Lidt “heldigt” kan Steen ikke endnu læne sig helt tilbage og tage 3 remiser (gratis?), da en af dem på 4/6 i teorien med 3/3 på sidste aften kan nå op på siden af ham 😉 Så der skal stadig arbejdes lidt for at køre den helt i mål for Steen.
Selv om et par spillere har måttet kigge langt efter point, er der dog ikke nogen som kun har oplevet nederlag, hvilket også er fint nok!
Det er nogen gode aftner at lægge ud med i sensommeren, når skaksulten er gået hen og har overdøvet den lummervarme dvaskhed hos spillerne! Det er stadig okay at melde sig på den 3. og sidste aften. Det handler jo primært om at få noget god træning og komme igang! Så kom frisk.