2. runde – nye spillere

Hele tre nye spillere kunne vi sige goddag til i aftenens 2. runde. I 3. klasse fik Bente Paulsen (topbilledet) sin debut i en skakklub. Der var mange ting at forholde sig til og det kan være lidt overvældende med både skakur og noteringsliste.Christian Bak var sød til at hjælpe med noget af det praktiske, men på brættet gjorde han kort proces og vandt.

Ligeledes i 3. klasse fik Malte Dam Thomsen (billede ovenfor) sin debut. Han kiggede indenfor i sidste uge og da Palle desværre måtte udgå af klassen, så fik Malte chancen for at træde ind. Og det gjorde han med maner, med en sejr over Roberto. Lidt usædvanligt valgte vi at spille 1. runde igen i denne klasse, da der nemlig var afbud fra Ruben og Hans Ewald, som ellers var de eneste der spillede i sidste uge. I næste uge spiller vi dog 3. runde og så må vi indhente 2. runde på et tidspunkt.

Sidste nye ansigt denne aften var Per Jensen (billede herunder), som har fået den gode beslutning at gøre comeback til skakken efter henved 30 års pause. Per var en ganske solid mesterspiller dengang og nu får han chance for at vise at han stadig kan, da han spiller med i vores mesterklasse. Og det så lovende ud i dette første parti. Per fik en klart bedre stilling mod solide Bjarne Jensen, men han overså et knockout-træk på et tidspunkt og til sidst fik uret nok også indflydelse på at Per takkede ja til remisen trods en bonde ekstra i et slutspil med tunge officerer.

I samme mesterklasse måtte Søren Larsen atter erkende at det er hårdt at være oprykker. Et hurtigt nederlag i 1. runde blev fulgt op af endnu et meget hurtigt nederlag, denne gang til Lars Hougaard. Formand Martin og Steen Andersen spillede et længere parti, men Martin fik rodet sig ud i en stilling med et meget farligt angreb på den stakkels konge. Mat blev undgået, men et løberoffer på stillingen kostede straks tre bønder og et tårn for løberen og så havde Martin set nok.

Jeg fik desværre ikke set så meget til de andre partier. Jeg troede Uffe Eriksen stod fint mod Brian Kristensen i 1. klasse, men pludselig kom der et forbavset udbrud fra Uffe og så stod det klart at Brian havde set længst i det parti. Mogens Engsig har fået en god start med 2 af 2 og denne gang var det Bennos skalp han fik. Bjarne Lysberg vandt vist ret smertefrit over Viggo Andersen. Claus Jensen har desværre været nødt til at melde afbud til hele turneringen.

I 2. klasse var der sejre til Jens Jørgensen og Torben Fogh, mens Tobias Sandbæk og Henrik Andersen fandt ud af at dele i porten.

Turneringen er for alvor i gang og i næste uge kan vi forhåbentlig få de sidste nye spillere at se ved brættet. John Hansen og Hans Jørgen Juel måtte begge starte turneringen med to afbud.