Topopgør i 2. division

Søndag spiller 1. holdet topopgør i 2. division. Og set ud fra kolde styrketal, så er Viby favorit!

Selvfølgelig er det en tilsnigelse at tale om topopgør allerede i runde 2, men ikke desto mindre, så har Viby og Evans 2 lagt sig i spidsen med 5 point efter første kamp. Samtidig er det dog også de to oprykkere som mødes i denne kamp, så man må jo nok forvente at den øjeblikkelige placering er til låns for de to hold. I sidste ende kan denne kamp jo også blive ret afgørende for nedrykningen. Efter Evans’ sejr over Varde i 1. runde må vestjyderne allerede have positioneret sig som favorit til en af de to nedrykningspladser, men taberen af denne kamp skal klart nok også kigge nedad i tabellen.

I det lys vil en sejr i hvilken som helst størrelsesorden være ganske brugbar for os. Skal vi imidlertid forblive helt med fremme i rækken, så kræver det nok en klar sejr. Så det bliver en kamp der kan blive meget definerende for vores sæson.

Kampen spilles i Vejle kl. 12 på søndag.