Opsamling 4/4

På kyllingeproducentens fødselsdag, fjer i fjer (undskyld, men det er jo ved at være påske), fik vi samlet lidt op på udsatte partier i klubturneringen.

Vi havde fire partier i gang og de var ret interessante. I mesterklassen vandt Jens over Bjarne i et parti der ellers så ret fredeligt ud, indtil Bjarne nærmest selvdestruerede på få træk, da han nok fik sat sin løber forkert og derefter fik åbnet centrum for tidligt.

I 1. klasse vandt Bjarne Lysgaard en bonde i åbningen mod Indradeep. Det lignede lidt at der måtte være kompensation, men det blev aldrig åbenlyst, hvad det var. De byttede dronninger og flere andre officerer, så Bjarne havde en simpel bondemajoritet, 3 mod 2 på dronningefløjen. Og så tilbød han ellers remis! Det kunne altså være spændende at se Bjarne i en turnering, hvor der er forbud mod remistilbud. Det kunne blive giftigt.

Jørgen spillede et rigtig fint parti mod 2. klasses duks, Kristoffer. En bonde blev vundet, dog stadig med en meget spændende og kompliceret stilling til følge. Pludselig overså Kristoffer så en simpel mat-i-en trussel. Han er altså menneskelig, kan vi konstatere!

Desuden fik vi et rigtig spændende parti i vores alternative turnering. Desværre også det eneste denne aften. Igen skal jeg gøre opmærksom på, at ALLE er velkomne til at deltage og muligheden er der igen næste tirsdag, hvis ikke du har et udsat parti fra klubturneringen der skal spilles.

Tryk på et træk for at åbne popup-diagram