Opsamling og flexpartier 11 apr

Der var godt gang i skakken i klubben her lige oven på påskehøjtiden.

En meget hurtig fredsslutning skete mellem Kurt og Ove K. i 2. kl. Vist kun efter 8 træk. De ville tilsyneladende hellere spille skak uden fare for nederlag. En rigtig stormesterremis.

Jens Jørgensen spillede udsat mod Roberto, som spillede fint i åbningen og holdt balancen længe indtil det væltede med et lidt for dristigt springeroffer.

Jens Jørgensen vs Roberto Gonzales

 

Så fik vi til gengæld  et vaskeægte påskeoffer af Hans Jørn i hans udsatte parti i 1. kl, hvor offerlammet så blot var en hest. Her måtte Mogens igennem en længere lidelseshistorie mod Hans Jørn, der ikke viste nogen nåde. Se blot her:

Mogens Engsig Karup vs Hans Jørn Juhl

 

Hvad angår Per, så slog han mod Benno i deres udsatte parti i mesterklassen igennem på midten og fulgte op med dronningen, som lavede en masse ravage i Bennos stilling. Det hele afgjordes i sidste ende af at Bennos tårn på f7 var bundet af Pers hvidfeltede løber…

Per Jensen vs Benno

 

I flexturneringen havde vi gang i to partier denne aften. Brian leverede gedigen overfaldsskak i en dronningegambit mod Martin, der fik smadret sit rokade.  Det var dog ikke værre end, at det kunne modstås, og efter at Brian fik problemer med to fremskudte springere, der blev overbelastet af at skulle passe på hinanden endte det med en sejr til Martin.

Og så flexede Torben sine skakmuskler mod Kristoffer. Det var et vældigt taktisk parti i siciliansk forsvar, hvor Kristoffers Dronning kom til at stå (lidt for) udsat og med en masse bindinger ude på midten af brættet. Det endte i de komplicerede afbytninger med en sejr til Torben.

 

Spændende aften i klubben!