Ny struktur i divisionerne
Da vi som oprykkere vandt 2. division sidste sæson, “trøstede” vi os med at vi ikke kunne rykke ud af divisionerne i år. Det er der nu lavet om på.
I weekenden vedtog DSUSs hovedbestyrelse et forslag til en ny struktur i divisionsturneringen, som skal træde i kraft allerede fra næste år, hvorfor årets turnering bliver en overgangsturnering. Fra næste år sløjfes 2. division helt og i stedet bliver der fire rækker i 1. division, mod de nuværende to. Der laves samtidig en ændring, så der kommer flere hold fra 1. hovedkreds (København) op i 1. division. Nr. 1-3 i 2. divisionerne rykker op og der er altså 5 nedrykkere i hver 2. division i år.
For årets 1. division betyder det, at den normale nedrykning (to nedrykkere fra hver række) annulleres og at kun et af de 16 hold i 1. division rykker ud. Vi undgår nedrykning ved at slutte som mindst nr. 7, eller ved at vinde en kval.kamp mellem de to 8’ere i rækkerne. Så overlevelseschancerne er blevet betydeligt bedre! Omvendt risikerer vi altså at rykke helt ud af divisionsturneringen, hvis vi slutter sidst i vores række og taber kval.kampen.
På sigt kan man sige, at denne ændring giver en klub som Viby lidt større mulighed for at etablere sig på landets næsthøjeste niveau, 1. division. Omvendt får vi nok også nogle rækker, hvor der bliver meget stor ratingforskel mellem holdene og vi må formode at den lokale mesterrække (hovedkredsturneringens gruppe 1 bliver noget stærkere, så det ikke bliver en walk-over at rykke op igen, hvis vi rykker ned.
Mere omtale her: https://nyheder.skak.dk/2023/10/01/divisionsreform/