8. runde – knald på
Der var gang i løjerne fra start denne tirsdag aften. Allerede efter en time havde vi 5 afgjorte partier, heraf to i mesterklassen.
Det var Brian K. og Søren C. der begge kom skidt ud af deres åbninger mod hhv. Per og Steen. Søren endda med de hvide brikker. I en Benoni-agtig struktur fik Steen givet Søren en dobbeltbonde på f3 og besat feltet f4 med sine officerer. Derefter var den hvide konge efterladt til at håndtere sit eget forsvar og det går sjældent godt mod dronning, løber og springer. Heller ikke her.
Brian fik pludselig et problem på f7 da bonden ikke rigtig kunne dækkes og et springerslag dernede desuden var en gaffel på konge og dronning. I stedet for at prøve at ofre lidt mindre end det, valgte Brian bare at opgive.
Aftenen var ellers begyndt med lidt undervisning, hvor tilskuerne blev mødt af disse stillinger. Hvid trækker og hvad bliver resultatet? Nr. 2 er ret svær. Har hvid en gevinst? Den første kan også ved første øjekast se umulig ud, men hvid har en ressource,
Opgave 1, hvid trækker:
Opgave 2, hvid trækker:
Løsninger nederst i artiklen.
Tilbage til mesterklassen, så vandt Lars tidligt en bonde imod Karsten. Senere blev Karstens bondestruktur yderligere beskadiget med en dobbeltbonde og der var aldrig tvivl om resultatet, selvom det blev et af aftenens længste partier.
Stillingen her efter 8. runde er stadig ret uoverskuelig, da der mangler en del udsatte partier:
Steen har 5½/7, mens Lars, Benny og Jens alle har 4½/6. Per har 3/5 og mangler altså hele 4 partier.
I 1. klasse var det Hans Jørn, der fik en lyn-sejr over Jens J. Jeg nåede at kigge en enkelt gang og der så Jens’ udvikling meget alternativ ud, så det var ikke et helt overraskende udfald.
Niels og Mogens spillede et (for de to) usædvanligt kedeligt parti. Der var spredt buh’en fra tilskuerne, da de tog remis i et dødt slutspil med et tårn og 6 bønder til hver.
Torben vandt ret hurtigt en officer for to bønder mod Søren L. og det er som regel en god byttehandel – egentlig også denne gang. Torben førte en bonde frem og Søren måtte give yderligere en kvalitet, så Torben nu havde et helt tårn ekstra. Eneste kompensation var at Søren havde to bønder der begyndte at løbe ned af brættet. Den kritiske stilling var denne, med hvid i trækket:
Med Ta1! ville hvid true Ta8+ efterfulgt af bondeforvandling. I stedet fulgte 1. Ta5(?) b3 2. Tc5? (Tca1 var stadig det bedste) Kxd7 med remistilbud, som Torben takkede ja til. Hvids ide er at slå på c2, hvis sort spiller Tb1. Slutstillingen er nok meget lige.
Dermed er der stadig lidt spænding i toppen af klassen. Torben er meget tæt på oprykning og en sejr i dag kunne have afgjort det. Stillingen i toppen er: Torben 6½/7 (2 partier tilbage), Mogens 5½/8 (men mangler Torben), Hans Jørn 5/7 (mangler Torben og Uffe), samt Uffe 3½/5 (og altså med hele 4 partier i hånden). Meget kan stadig ske. Bemærk, at turneringstabellen er rettet til, så alle Bjarnes partier er udgået, da han ikke nåede at spille 50%. Det betyder, at forventede scorer ikke helt passer og at Bjarnes spillede partier nu mangler, men det vil blive opdateret inden sidste runde.
I 2. klasse var det Eskild der stod for aftenens hurtigste sejr, mod Hans Ewald, efter omkring en halv time. Sort spillede g5 og det er sjældent en god ide, når hvid så kan spille Dh5 skak! Og slet ikke, når hvid i forvejen har en løber på c4, som også peger ned på f7.
Den førende spiller, Ove, havde svært ved at opstøve nogen chancer mod Roberto og de valgte at tage en remis tidligt på aftenen. Til gengæld spillede Kristoffer og Ruben et spændende parti, hvor Ruben for alvor skruede op for den spillestyrke vi ved han har – og slukkede Kristoffers drømme om oprykning. De to pladser skal nu afgøres mellem Ove, Eskild og Jørgen. Eskild har spillet færdig med 6,5, Ove har 6 + et parti mere, mens Jørgen har 4,5 og to partier tilbage.
——-
Fik du løst de to opgaver?
Den første virker ved første øjekast umulig, da den sorte bonde tilsyneladende bare kan løbe i mål, mens sort har helt styr på den hvide bonde. Men hvid spiller på to heste og for at løse opgaven skal man nok have en evne til at se en stilling lidt rummeligt. Der er nemlig lige langt for den hvide konge op til bonden, uanset om den tager en “omvej” ind mod midten af brættet:
1.Kg7 g4 2.Kf6! Hvis sort nu spiller 2…g3 så kommer 3. Ke6 og hvid kan hjælpe sin egen bonde ned til forvandling. Ellers: 2…Kb6 3.Ke5! Fornyer truslen om at hjælpe egen bonde til forvandling, samtidig med at det truer Kf4, som vinder den sorte bonde. Remis!
Opgave 2 skal næsten løses ved udelukkelsesmetoden, for alle forsøg på direkte at hjælpe en af de to bønder til forvandling fejler. Det er jo remis, hvis sort kan ofre løberen på den sidste hvide bonde. Så motivet er i stedet træktvang!
1. e7!! Sætter bonden og springeren i slag! 1…Kxe7 2. f6!+ og nu enten 2…Kxf1 3.Kh6 Ke1 4. Kg7 og hvid vinder både løberen og bonden på f7 (prøv selv), eller det mere listige forsøg: 2…Ke1 hvor kun 3. Kh5! vinder (siger til sort, at han gerne må trække igen, tak). Næste gang kommer så Kh6 og samme variant som før.