Træk fra Viby Skakklubs historie (1)

Jeg har længe ønsket at samle noget historisk materiale om klubben her på hjemmesiden. Helt tilbage i årene 1985-87 skrev vores daværende formand (og klubbladsredaktør) Henning Samuelsen en artikelserie, kaldet “Træk fra Viby Skakklubs 50 år”, i forlængelse af klubbens runde fødselsdag i 1984. Der er en række sjove anekdoter og naturligvis også en masse historiske fakta at hente i artiklerne.  Så jeg vil starte den historiske samling med at genudgive disse artikler. Det er så min plan at supplere med nogle af min egne oplevelser med klubben, hvor jeg selv blev medlem i 1979 og overtog formandsskabet fra Samuelsen i 1987. Til min gru opdager jeg jo, at klubben nu er blevet 84 år gammel og at jeg selv i høj grad er blevet historie. Tiden går.

Indledningsvis vil jeg gerne skrive et par ord om forfatteren af de første artikler, vores mangeårige formand H. Samuelsen. “Samuel”, som de nærmeste fik lov at kalde ham, blev medlem af klubben tilbage i 1957 og forblev medlem frem til sin død i 2004. Det blev til 33 år i bestyrelsen, heraf 18 år som formand, fra 1969 til 1987. Sammen med Bent Overgaard var han i 1975 initiativtager til at starte klubbladet, og fra blad nr. 5 var Samuelsen redaktør for bladet, helt frem til 1989. Som mangeårig typograf ved Stiftstidende, var opgaven naturligvis i gode hænder, og vi fik et klubblad i meget flot kvalitet, også godt hjulpet af Rudolf Werk, som stod for trykning og teknik. Samuelsen har desuden en rekord, som næppe nogensinde vil blive slået, da han er blevet klubmester hele 18 gange!

I 1974 var Samuelsen desuden primus motor bag den første udgave af Festugeturneringen, som blev afholdt i forbindelse med klubbens 40 års jubilæum. Billedet foroven er taget ved den lejlighed, og Samuelsen beskriver selv omstændighederne i en af sine artikler. Her skal blot nævnes, at det er klubbens allerførste formand, E. Bitsch, som udfører første træk ved brættet. Samuelsen ses stående ude til højre, ved siden af klubbens yngste medlem, 9 årige Karsten Rasmussen, som – da artiklen blev skrevet 13 år senere – havde udviklet sig til at være en af landets absolut stærkeste spillere.

Ordet gives videre til Henning Samuelsen, anno 1985:

FOR DEN IHÆRDIGE læser af Dansk Skak Unions blad i disse år, er det ikke usædvanligt at se en notits om skakklubber, der fylder 50 år. Man får let den opfattelse, at trediverne må have været en blomstringstid for skakklubber landet over. Også i forstaden Viby, der på det tidspunkt har været af en beskeden størrelse, startede Viby Skakklub. Desværre har vi forgæves efterlyst klubbens første forhandlingsbog, der kunne fortælle lidt om det nøjagtige tidspunkt på klubbens start, størrelse og tilholdssted. Men ved nærmere læsning i den gamle kassebog fremgår det, at man gentagne gange har haft udgift til en ny forhandlingsbog, så der findes sikkert intet bevaret fra de første år.

I forbindelse med klubbens 40 års jubilæum i 1974 reagerede flere på avisomtalen af jubilæet, hvor vi appellerede til “offentligheden”, f.eks. tidligere medlemmer, der havde mulighed for at hjælpe os med vores “dåbsattest”. Og der kom flere henvendelser, bl.a. fra den kendte skakspiller Hartvig Nielsen, der kunne oplyse, at Demokraten den 18. november 1934 omtalte starten af en klub i Viby.

Den mest konkrete oplysning fik vi fra klubbens første formand og medstifter, J. Bitsch, der selv gjorde opmærksom på sin eksistens. Desværre gav han sig så sent til kende, at det kun blev til en kontakt pr. telefon, inden vores første Festuge-turnering løb af stabelen. Men vi fik ham overtalt til at møde frem til stævnets åbning, hvor vi i hast gjorde ham til æresmedlem af klubben. Efter turneringen var slut, gled Bitsch desværre i glemmebogen, og vi nåede aldrig at få yderligere oplysninger om tiden både før og under krigen. Ifølge Demokraten kunne man få den opfattelse, at der har været tilløb til to Viby-klubber, idet Bitsch antydede, at starten skete under private former, mens Demokratens notits i januar 35 skriver om en klub, der spillede på Rosenvangskolen.

I forbindelse med det sidste lokaleskifte sidste år, der skete i huj og hast, vidste vi ikke, om vi kunne få anvist plads til andet end vores materialeskab, hvorefter jeg bl.a. tog klubbens gamle demonstrationsbræt med hjem. Det er ikke så ofte, det har været i brug, men mere stået til “pynt”. For første gang fik jeg lejlighed til at se bagsiden på brættet, og her stod med store malede bogstaver: Skakklubben af 1934! Hermed skulle i hvert fald mange års usikkerhed om det nøjagtige årstal være bortvejret.

Klubbens første tilholdssted står således noget uvist. Starten var som antydet måske under private former. Senere spillede man på det nu nedrevne Viby Hotel, hvor man havde et ganske fortrinligt lokale til rådighed på 1. sal ud mod Skanderborgvej, når lokalerne ikke skulle bruges til andet formål. Så måtte vi ned i restaurationen, men det tjente restauratøren nu ikke noget ekstra ved!!!

I 1960 blev vi bogstavelig talt slået ud af keglespillet, der havde fået en renæssance på grund af restaurationernes investering i indendørs baner. Vores klublokale blev inddraget til dette formål, og vi blev henvist til et tilstødende lokale, der var mindre og ganske uegnet til skakspil, når keglebanen blev benyttet. Den trivielle parodi på skakspillere, der falder i søvn over skakbrættet, kunne ikke finde sted i det år. Det var umuligt at lukke et øje!

Vi forsøgte længe, men forgæves at få foden indenfor på biblioteket. Først da afgørelsen faldt om, at Viby Hotel skulle fjernes til fordel for et rådhus, blev der åbnet mulighed for at få et lokale på biblioteket. Om det var personen eller sagføreren, der gjorde indtryk på bibliotekaren, ved jeg ikke, men vi overtalte sagfører Schrøder til at tale vores sag i forvisning om, at både personen og titlen kunne gøre større indtryk og indflydelse, end vi andre i bestyrelsen evnede.

Flytningen blev en kendsgerning, og vi rykkede ind i et stille og roligt miljø i et studieværelse, der kun havde vinduerne over jordniveau. Det var bedre end det vi forlod, men ikke større, og ventilation var kun mulig ved at åbne et vindue lige over hovederne på de, der sad langs facaden, og vinterdage var det ikke populært at være den, der åbnede et vindue.

Dengang var det almindeligt, at både gamle og unge røg. Som den eneste, der havde forskudt arbejdstid, kom jeg hver anden uge kl. 20.30, og havde man ikke henholdsvis holdt døren eller et vindue åben i den første time, er det ikke svært at forestille sig, hvordan det var, når jeg åbnede døren til lokalet. Man behøvede ikke selv at ryge for at nyde tobakkens glæder både i lunger – og øjne. Og når man kom hjem og hængte sit tøj i garderobeskabet var alibiet i orden for den skakaften. Det var ikke just parfume, man duftede af.

Apropos rygning vedtog man på et af DSUs delegeretmøder, at man skulle søge at stille lokale til rådighed for ikke-rygere ved skakstævner, og kunne man ikke det, skulle det annonceres. I den periode havde et af vore medlemmer, René, der var vores bedste spiller, fået så stor aversion mod rygere, at han ikke ville spille, hvis der blev røget. Uheldigvis syntes han, at dette skulle afgøres 10 minutter før vi skulle spille en holdkamp. Han meddelte mig kort og godt at jeg skulle skaffe et røgfrit lokale, ellers ville han ikke spille. Da jeg for det første ikke vidste, om hans modstander røg, var det problematisk i sig selv, og for det andet kunne jeg ikke forlange, at modstanderen skulle spille et helt andet sted end holdet, hvis jeg skulle opfylde kravet. Af hensyn til holdet måtte jeg bruge 20 minutter til at overtale ham til at spille, men det blev en af hans sidste kampe i klubben.

Før DSU etablerede divisions- og hovedkredskampe var holdkampe noget der blev arrangeret ret tilfældigt, alt efter hvilke klubber der tog initiativet til at invitere formodede jævnbyrdige klubber. Sidst i 50’erne havde vi en årlig dyst mod DSB, hvor vi prøvede kræfter. Men da den afgørende kamp skulle spilles om den udsatte pokal, mødte DSB med sine bedste spillere, der nok skulle afgøre, hvor skabet skulle stå.

Derefter havde vi en trekant-turnering, hvor de øvrige deltagere var Frederiksbjerg og Risskov. På det tidspunkt, var det os, der satte “tingene” på plads. Ejendommeligt at tænke på, at Risskov ikke kunne stille hold til den sidste kamp, og senere ophørte Frederiksbjerg Skakklub med at eksistere. Desuden deltog vi i Århus Skaksammenslutnings årlige holdturnering, der så vidt erindres blev afviklet over to runder. Det var et indslag i skaklivet der samlede mange spillere, og havde et festligt islæt over sig. Vore resultater er ingen kommentarer værd.

Holdkampene under DSU har været et spændende moment i klublivet – men ikke for alle. Mange af vore medlemmer har hørt til den kategori, der skulle have en hygge-friaften, hvor skakken nok var det væsentlige, men ikke mere end på klubplan. Det var den almindelige opfattelse endnu først i 60’erne, at det skulle være en hyggeklub, og man kviede sig ved at ofre penge på at melde sig ind i DSU. Og sandt er, at huslejen var en tyngende belastning på budgettet på et for lille medlemstal. Men da vi fik gratis lokaler stillet til rådighed på biblioteket, kom der lidt mere skred i tanken om indmeldelsen i unionen, hvilket måske kunne lette tilgangen af medlemmer. Om tilgangen var forårsaget af denne aktivitet skal være usagt. Men interessen for yderligere aktivitet steg med yngre spillere til rådighed.

At samle spillerne til holdene og få dem til at møde til tiden, kunne være en plage i sig selv. Ivan Busch, der hørte til blandt de bedste på vores hold, havde et dejligt humør og en fortælleglæde, der smittede. Engang jeg stod og ventede på Ivan, hvor det øvrige hold var taget afsted, kom han et kvarter for sent med armen i gips (eller var den kun bundet op?). Han var kommet galt afsted på sit arbejde, hvor han havde klemt den i en maskine. Han beklagede forsinkelsen – men han kom – direkte fra hospitalet!!! Og han skulle nok tage med for at spille. En måned senere, hvor man skulle forvente, ulykken var vel overstået, stillede han igen med armen i bind. Forundret spurgte jeg til armen. Jo, sagde han. Forsikringen havde været der, og da han skulle demonstrere, hvordan uheldet var sket, havde han fået armen i klemme igen!!!

fortsættes…