Træk fra Viby Skakklubs historie (2)

Her fortsætter historien om Viby Skakklub, med næste del af Samuelsens artikelserie. Som supplement til den første del af klubbens historie, kan jeg give nogle flere fakta, som jeg har snuset op gennem de gamle forhandlings- og kassebøger.

Det ældste jeg kan finde, er regnskabet for sæsonen 1945/46. Dette er lidt interessant, fordi der indgår en post der hedder “Indestaaende i Banken fra forrige Skakklub”. Hele 73 øre. Det antyder, som Samuelsen også kommer ind på nedenfor, at klubben i en periode under krigen har været lukket, hvilket måske er logisk nok i forhold til den spærretid om aftenen, som besættelsesmagten indførte. Et kuriosum for mig personligt, er at min farfar, som også var med helt fra starten i 1934, har givet 5 kr. i gave til klubben. Måske som en slags starthjælp, for der er også registreret en udgift på 5 kr. for leje af lokaler den 19/10-45.

Af andre notitser fra forhandlingsbogen kan nævnes, at et medlem i 1955 mener, at man skal få afskaffet, at der gives et skakur i præmie ved holdturneringen, da vi “ingen brug har for dem”! Spilletiden på klubaftener var i øvrigt dengang torsdage fra kl. 20-23. Det nævnes specifikt, at afbud skal meldes senest kl. 20(!), og så sent som i 1970 drøftes og vedtages det, at en spiller simpelthen skal kunne dømmes til tab, hvis han udebliver uden afbud. Frem til 1957 havde man i øvrigt generalforsamling to gange om året, inden man så gik over til den ene i foråret, som vi har haft lige siden. Sæsonen var også noget kortere. Først i 1974 gik man over til at spille en efterårs- og forårsturning. Inden da hed det vinterturneringen, og man startede oftest først i slutningen af oktober og havde afsluttende generalforsamling i slutningen af april.

Ud fra forhandlingsbogen er det også lykkedes mig at rekonstruere, hvem der har været formand for klubben i hvert fald fra 1953 og fremefter. Vi er jo ikke en klub som skifter formand så ofte:

1934-?? E. Bitsch
????-56 Bendt Hvolby
1956-57 Richard Christensen
1957-58 Gunnar Reinholdt
1958-60 J. Almskov (Samuelsen valgt som næstformand)
1960-63 Svend Aage Jensen
1963-67 J. Almskov
1967-69 H. Albertsen
1969-87 Henning Samuelsen
1987-95 Steen Andersen
1995-11 Lars G. Hougaard
2011-?? Jakob Kjær Jensen

Medlemstallet har også været meget svingende i starten. Helt fra klubbens start i 1934 berettes om 9 medlemmer. I regnskabet 1946 er der registreret 35 indskud til turneringen. I 1953 nævnes af medlemstallet var faldet til 24 fra førhen 40. I 1962 skrives at man blot har 18 medlemmer. Efter lokaleflytning til biblioteket i 1966 stiger medlemstallet tydeligvis igen, efter at man er begyndt at sætte annoncer og artikler i lokalaviserne. Der er en fast annonceudgift i regnskabet i disse år.  I tiden efter at Samuelsen bliver formand (1969) oprettede man ligefrem en juniorafdeling, som nåede op på 14 spillere, og pludselig var der igen pladsmangel, hvorefter det lykkedes at finde lokaler i Viby Centret i midten af 70’erne. Samtidig skiftede man klubdag til tirsdag, hvor man ellers i tiden på biblioteket havde spillet onsdag.

Billedet øverst, med plakaten “Spil Skak” er i øvrigt fra tiden midt i 70’erne, og den blev lavet af en professionel tegner (og tidligere bestyrelsesmedlem) Aage Vonsyld. I forbindelse med klubblad nr. 28 i 1986 lavede Samuelsen, udfra denne tegning, det logo som vi kender i dag, og som prydede forsiden af klubbladet i mange år fremefter.

Jeg overlader igen ordet til Samuelsen og fortsættelsen af hans beretning, fra 1986:

Da vi benyttede bibliotekets studieværelse i kælderetagen, havde vi adgang til et mindre værelse i den anden ende af gangen. Grossbøl Poulsen, der nu er præst i Ry, fik sin modstander overtalt til, i al deres ensomhed, at spille i dette lokale (røgfrit lokale). Samme aften var der musikøvelse i salen, der lå lige ved, hvorfor de lukkede døren til gangen. Den gene var man også gerne foruden.

Vores adgang til lokalerne betingede at vi selv lukkede og låste efter os, og kl. 00.30, da jeg var nået hjem i seng, ringede telefonen. Det var Grossbøll, der blot ville fortælle, at der stod et vindue åben på biblioteket. Da de to spillere skulle hjem, var døren låst, så de havde ikke anden mulighed end at forlade biblioteket gennem et vindue. – Jo jeg tog afsted igen for at lukke!

Havde den samme hændelse fundet sted i vore lokaler på 1. sal i Viby-centeret kunne det have været nok så ubehageligt. Og det var vitterligt ved at ske for en person, der var på toilettet, da vi var ved at låse døren.

Klubbens motto gennem alle årene har været at skabe så gode resultater som muligt med de forhånden værende spillere. Dvs. spillerne skulle komme af egen lyst og trang. Og befandt de sig ikke godt, er ingen forsøgt overtalt til at blive. Og jeg er så naiv at tro, at de fleste. der forlader os, skyldes “naturlige” årsager. Desværre få man sjældent at vide, hvis det skyldes utilfredshed, men selvfølgelig er det da sket.

Mest ejendommelig var en kendt spillers entré for ca. en halv snes år siden. Han indfandt sig samme aften i oktober, som klubturneringen startede. Han meldte sig ind i klubben og kom til at spille sit første parti samme aften. Kl. 23.30 havde han tabt partiet til Carsten Hansen, og da han rejste sig og takkede for kampen, meddelte han samtidig, at han alligevel ikke fik “tid” til at gennemføre turneringen! Og så meldte han sig ud igen.

Viby Skakklub har gennem årene fostret flere kendte spillere, som vi har måttet afgive til andre klubber. Enten har de forladt byen, eller også har de ønsket at prøve kræfter med stærkere spillere, end klubben kunne byde på.

Gert Iskov, der blev dansk mester i 1979, havde kometagtig fart på, fra han startede i vores begynderklasse, til han blev klubmester. Året efter havde jeg fornøjelsen at støde ham fra tronen igen, inden han fløj fra “reden”. Hans nationale og internationale resultater er således opnået, efter at han forlod os. Men vi har selvfølgelig fulgt hans resultater og syntes, det var naturligt, at han var den første professionelle, der blev inviteret til Festugeturneringen, da vi første gang fik økonomisk støtte fra Festuge-komiteen.

I 1980 sendte vi en lykønskning til ham, da han opnåede sin IM-titel, og vi fik en hilsen og tak fra ham fra Johannesburg, hvortil han var inviteret. Desværre svigtede han os, da vi inviterede de sidste 10 års vindere til vort jubilæumsstævne.

Karsten Rasmussen startede hos os som 9-årig, og hans karriere er gået lige så hurtig som for Gert Iskov. Hans talent blev hurtigt opdaget inden for skoleskakken, hvor han naturligt fandt sit tilholdssted, hos både skakligt og aldersmæssigt ligestillede. Han nåede at spille en sæson i vores mesterklasse og deltog i holdturneringen på vort bedste hold, inden han forlod os.

Selv om man ikke skal more sig over folks alder, så var det morsomt at se, når Karsten f.eks. i holdturneringen mødte en betydelig ældre spiller, der endnu ikke kendte ham. Han fyldte ikke meget på stolen, og hans modstander så meget skeptisk til ham. Men som partiet forløb, steg både respekten – og blodtrykket!

Det skal heller ikke glemmes, at vi i Bent O. Kristensen (kaldet Overgaard i klubben) har en danmarksmester for svagtseende. Han har været dansk mester 4 gange i 1979, 82, 83 og 84. Første gang blev han desuden nordisk mester og dansk mester i korrespondance. I år skulle han have været til olympiaden for svagtseende i USA. Men den blev desværre aflyst på grund af pengemangel – i USA! Til gengæld kom han til Spanien.

Overgaards gode humør har aldrig fejlet noget, derimod har hans syn(!) på tilværelsen nok ændret sig! Var den for grov, så lad mig citere ham selv: ”Jeg har aldrig set så meget af verden, som efter at jeg er blevet svagtseende!”

Overgaard har selvsagt kastet sig over korrespondanceskakken med stor ihærdighed og er sikkert klubbens stærkeste ud i teorien. I nogle år har Samuelsen forsøgt at give de helt unge lidt teoriundervisning, og senere overtog Overgaard hvervet. For nogle år tilbage havde vi 14 drenge, der deltog i undervisningen, men uheldigvis startede TV i januar måned en længere serie, der hed Guldrøverne. Desværre var det på klubbens spilleaften, så TV ”røvede” næsten alle de unge spillere.

Overgaard har beredt os mange glæder og få skuffelser, henholdsvis når han brillerede i sit åbningsrepertoire eller klarede sig ud af dårlige stillinger, og når han i vundne stillinger desværre ikke kunne se diagonalen så klart som vi andre og tabte. Vort nuværende klubblad startede med Overgaard som redaktør, og han forsøgte at få alle 1. holdets partier nedskrevet, men måtte desværre holde op med disse aktiviteter. Hans elskværdighed kender ingen grænser, og han lagde ikke skjul på, at jeg gerne måtte fortsætte med at skrive bladet!

Det hører vel med i billedet af gode Vibyspillere at nævne René T. Jensen, der blev elite-spiller i en af vore første Festuge-turneringer. I det hele taget har flere af Vibys spillere klaret sig pænt i Festuge-turneringerne, siden klubben ved 40 års jubilæet i ’74 har stået som arrangør. Per Hansen, Overgaard og H. Samuelsen har alle opnået mestertitel. Og mange flere har været blandt præmietagerne.

I 1966 fik vi uventede penge af Århus Skaksammenslutning. I stedet for at klubbernes bestyrelser som nu spiller lyn om et skakur, blev der trukket lod om en pengepræmie, og vi vandt 50 kr. Pengene blev anvendt til køb af en æres-stage, der i de følgende 10 år skulle fungere som en vandrepokal, som tildeltes en af klubbens medlemmer, der havde gjort en særlig indsats for Viby Skakklub. Navnene blev indgraveret, og efter de 10 år var gået, skulle den opbevares i klublokalet.

Det vil vel være naturligt her at nævne de 10, der gjorde sig fortjent til at få sit navn på stagen:

1967: W. Blond
1968: J. Almskov
1969: H. Samuelsen
1970: Nina Brandes
1971: E. Blell
1972: R. Werk
1973: Kr. Jakobsen
1974: T. Schrøder
1975: B. Overgaard
1976: M. Stidsen

Havde vi fortsat længere, ville alle medlemmerne efterhånden have fået sit navn på stagen. Men senere, da midlerne var til det, har vi mere sporadisk uddelt opmærksomheder til ”særligt fortjenstfulde personer” i form af naturalier. Det gælder bl.a. Bent Jensen, Børge Hansen, J. Almskov og Berno Hansen, der alle fortsat er fuldt aktive og solide støtter for klubben.

Den første regnskabsbog fra klubbens start er delvis i behold. Desværre er de første sider, der dækker perioden indtil 1945 rykket helt ud, men helt inde i ryggen kan man se stemplinger fra 30’erne. Tilsyneladende har klubben ligget stille i en periode under krigen, og da klubben starter igen, har man begyndt på en frisk ved at rykke de skrevne sider ud.

Den nuværende forhandlingsbog går tilbage til 1954, og giver et nogenlunde billede af de sidste 30 år både hvad angår økonomi og medlemstal. Hvad økonomien angår, har huslejen til Viby Hotel været ret belastende. I 1945 betalte man 5 kr. om måneden, 1950 10 kr. og 1960 15 kr. om måneden. Det medførte flere års diskussioner, om man skulle være medlem af DSU eller ej, og i 1958 så man sig nødsaget til at melde sig ud. Givet er det, at spillestyrken for de fleste ikke har været stor nok til, at man mente, det var pengene værd for de, der tog det hele som en hygge- og friaften.

Den sidste indmeldelse skete i 1963, hvor den nuværende holdturnering under DSU var den væsentligste årsag til at vende tilbage. I et optimistisk øjeblik blev der endda på et tidspunkt tilmeldt tre hold, men det var dog ét for meget, og det måtte udgå. I 1974 vovede vi igen at stille tre hold, og det har vi haft siden – med skiftende held. I 1978 vandt både andet- og tredjeholdet et skakur, og førsteholdet rykkede i 1976 op i mesterrækken. For et par år siden ændrede hovedkredsen strukturen, så der i stedet for to mesterrækkehold kun skulle være ét, og vi måtte ned i A-rækken.

fortsættes…

2 Svar til “Træk fra Viby Skakklubs historie (2)”

Benno Ørvad Markussen

28. september 2018 hos 8:13 pm

Rigtigt godt, Sten

Sebastian Gråbæk

29. september 2018 hos 5:57 pm

Meget spændende læsning – også for et ungt medlem!