Hurtigskak i Viby sognegård i august
Kære medlemmer af Viby skakklub
Selvom vores egne lokaler på Lokalcentret ikke åbner før 1. september er det alligevel blevet tilladt igen at mødes over et spil skak! Derfor har vi lagt os i selen for at låne et egnet lokale i august til at spille en hurtigskak-turnering over 3 aftner: 11. 18. og 25. august. Lokalet er i Viby Sognegård, Grundtvigsvej 4, 8260 Viby J. Lokale 4 på 1. sal (der er elevator).
Vi arrangerer det som en monradturnering, og det er muligt at deltage i fx 2 aftner og blive noteret for remiser på en aften man har afbud.
Det er ikke en koordineret turnering, der er ikke officiel rating på spil. Det er en intern træningsturnering. Der er heller ikke noteringspligt.
Da der er begrænset antal pladser i lokaliteterne har vi brug for din forhåndstilmelding. Den kan du lave online ved at klikke her
Tilmeldingsfrist: tirs. d. 4. august 17:00
På grund af pladsbegrænsning kan vi heller ikke love, at der bliver plads til hyggeskak for medlemmer der ikke ønsker at deltage i turneringen.
De tre aftner byder hver på 3 runder, med start kl. 19:30, 20:30 og 21:30. Der spilles med 25 minutter til hver spiller uden tillæg.
Deltagelse er gratis for medlemmer af Viby Skakklub. Gæster i klubben kan tilmeldes efter aftale med formanden. Pris for gæster er 100 kr. Præmien for den samlede vinder er en købmandskurv med lidt forskelligt godt.
Vi håber på at se dig i august!