Status på holdturneringen

Årets holdturnering sluttede officielt i går, da sidste runde af Skakligaen blev spillet. Specielt en kamp i sidste runde der var interessant for os forud for næste sæson.

Status på sæsonen for Viby Skakklub blev en 1. plads og to 2. pladser til vores tre hold. Det må siges at være godkendt, selvom det også skal siges at både 2. og 3. holdet var blandt ratingfavoritterne i deres grupper.

3. holdet var i en meget tæt gruppe og det faktum at vi sluttede nr. 2 ud af 8 med “bare” 7 matchpoint i 7 kampe fortæller også en historie om, hvor tæt det var. Kun et halvt point foran nr. 3 og 4, som begge havde flere matchpoint end os. Kendetegnende for alle hold – og således også 3. holdet – så oplevede vi meget få afbud i sæsonens løb.

Scorerne for 3. holdet blev (i parentes ratingudvikling):

Eskild Ebbesen 3½/7 (samt 1/1 for 2. holdet) (-38)
Torben Fogh 2½/7 (-52)
Hans Jørn Juhl 6/6! (117)
Ruben W. Nielsen 4½/7 (120)
Roberto Gonzalez 0/1 (-12)

2. holdet fik endelig lov til at vinde kampe igen efter at vi de seneste år har været placeret i (bunden af) gruppe 2 (den gamle A-række). I år hed det gruppe 3, hvor vi så til gengæld var favorit til at vinde. Det lykkedes som bekendt ikke helt, da 1968′ juniorhold (selvfølgelig) præsterede en del over forventet score. Den afgørende faktor for slutplaceringen blev de to holds kampe mod bundholdet Silkeborg. Vi tabte overraskende 3-5 til dem i 2. runde, mens 1968 vandt 7½-½ i runden efter.

Scorerne på 2. holdet:

Bjarne Jensen 2½/3 (-1)
Karsten Fyhn 1/2 (-15)
Søren G. Christensen 3/5 (-21)
Benno Markussen 2/5 (-55)
Finn Laursen ½/1
Brian Kristensen 3/5 (14)
Bjarne Lysgaard-Egeberg 2/4 (-9)
Uffe Eriksen 3/4 (9)
Søren Larsen 3/5 (14)
Mogens Engsig Karup 1½/5 (-112)
Eskild Ebbesen 1/1

Årets succeshistorie var selvfølgelig 1. holdet. Som oprykkere til 2. division var en ny oprykning ikke det vi tænkte mest på inden sæsonen, men vi kunne da omvendt også godt se på ratingtallene, at vi ikke burde komme i nedrykningsfare. Vi var nok lidt “heldige” med at hold som Fredericia og Skanderborg stillede meget ujævnt op og derfor også fik ujævne resultater. Herning som var nedrykker fra 1. division spillede også en meget anonym turnering, med scorer under forventet. Omvendt blev vi jo markant forstærkede inden sæsonen med to mesterspillere i form af John og Per. Sejren i 1. runde over Haderslev var nok ret vigtig for vores sæson. Dels endte Haderslev jo til sidst som nr. 2 og dels gav det en tidlig tro på at vi kunne spille med, hvor det var sjovt.

Scorerne på 1. holdet:

Jens Fogh 3½/7 (-22)
Kristian K. Jensen 1/1 (7)
John Hansen 2½/5 (-8)
Lars G. Hougaard 4½/7 (-2)
Steen Andersen 3/6 (-19)
Per Jensen 4½/6 (8)
Henning Matzen 5½/6 (36)
Benny Lauridsen 6½/7 (45)
Martin Frøkjær Jensen 4½/6 (21)
Søren G. Christensen 0/1 (-15)

Til sidste runde havde Kristian, Steen samt Bjarne Jensen oprindeligt givet tilsagn til at spille, men vi behøvede kun at stille med 5 mand, da Varde ikke kunne stille med mere end 5.

1. holdet kan altså se frem til at spille 1. division til næste sæson. Det bliver selv sagt en spændende udfordring og det vil jo ikke gøre noget, hvis vi atter kunne få en forstærkning eller to inden der går løs. Selvom det jo skal siges at det var de nederste brætter der bidrog heftigt til at vi kunne rykke op og derfor også har fortjent at være en del af holdet i næste sæson.

Hvis vi kigger på de mulige kommende modstandere i 1. division, så ser de således ud (ratinggennemsnit i år i parentes):

Nordre (2177) – nedrykker fra skakligaen
Jetsmark (2164)
Evans Vejle (2139)
Esbjerg (2072)
Silkeborg (2050)
Aarhus/Skolerne 2 (2055)
Aalborg (2095)
Viborg (2040) – oprykker fra 2. div. gruppe 4

Vores eget (nye) gennemsnit: 1998

Som den skarpe iagttager vil bemærke, så er der nævnt 8 hold ovenfor, hvilket skyldes at Evans i denne sæson spillede i 1. div. gruppe 1 (øst-rækken). Og som det ser ud, skal et af de 9 hold over at spille i den række næste år. Jeg formoder at Evans ikke er aktuel igen og spørgsmålet er, om ikke de nordjyske hold (Jetsmark/Aalborg) også er fritaget. Det kan blive lidt for spændende at følge den afgørelse. For Evans i denne sæson betød inddelingen at de fik to ture til København og en enkelt til Odense. Frem fra Odense rykkede så op i skakligaen, men til gengæld rykkede Læseforeningen, ligeledes fra Odense, op fra 2. division og de må formodes at skulle ende i østkredsen. For en god ordens skyld kan jeg godt nævne de syv “østhold” i 1. divison:

Øbro (nedrykker fra skakligaen)
Odysseus (Søborg)
Øbro 2
Caissa Gladsaxe
Furesø
BMS 2 (Ballerup) – oprykker fra 2. div. 1
Læseforeningen (Odense) – oprykker fra 2. div. 2

Her kan jeg så vende tilbage til det jeg skrev i indledningen, for SK 1968 stod nemlig også til at rykke ud af Skakligaen før sidste runde i går. De havde dog en direkte kamp om nedrykningen imod Øbro i sidste runde (som de skulle vinde) og der sikrede de sig heldigvis endnu en sæson med en overraskende klar 6-2 sejr, selvom københavnerne var svage ratingfavoritter. Så i det mindste blev der ikke 10 jyske hold i 1. division.

Ellers kan vi jo konstatere, at vi tidligere har spillet ret lige kampe i 2. div. mod hold som Esbjerg, Silkeborg, Aarhus Skolerne 2 og Viborg. Men vi kan også godt se, at de pt. har lidt stærkere hold end dengang vi mødte dem. Vi må se, hvordan alting ser ud, når vi kommer ind i den nye sæson. Vi er kommet langt i denne sæson med at være stabile og måske kan det også bære os igennem næste sæson.