5. runde
Det blev en stille aften pga. en del afbud. I 2. klasse har Christian desværre måttet trække sig fra turneringen. Da Eskild også tidligere har trukket sig, bliver gruppen noget decimeret. Heldigvis var vi dog 10 spillere fra starten og vi kan jo desuden også kun opfordre til at man spiller alternativ turnering, hvis man sidder over og gerne vil spille skak.
I mesterklassen sad jeg selv (Steen) med et kompliceret parti mod Benny, hvor jeg brugte lidt for meget tid på at vælge mellem en række ca. lige gode træk. Stillingen havde en dynamisk ligevægt, hvor vi begge havde lidt svagheder, som modstanderen kunne spille på. I den begyndende tidnød (mest min) spillede Benny lidt unøjagtigt og jeg vandt en bonde. Jeg kunne også have taget bonde nr. 2 (det siger computeren selvfølgelig at jeg skulle), men jeg prøvede i stedet at stabilisere min stilling. Vi kom i slutspil, hvor Bennys løber var noget bedre end min springer, men da jeg fik sat gang i min mer- og fribonde var min stilling vundet. Det lykkedes mig imidlertid ikke at finde bare et af flere totalt afgørende træk i den afsluttende tidnød og det endte med at fuse ud i en remis.

I denne stilling spillede Benny 69.Lxc4 og jeg forpassede min sidste gevinstmulighed i partiet ved (vildt nok) at spille 69…Sf4. I stedet havde 69…Sc1! afsluttet partiet ret hurtigt. Utroligt så dårlig påvirkning på ens spil, sådan et ur kan have. Og jeg havde endda et par minutter + 30. sekunder pr. træk. Så sådan en overseelse bør man ikke lave.
—
Det kun andet parti i mesterklassen denne aften endte med en sejr til Jens over Brian. Jeg så ikke så meget af det, udover at Brian så ud til at komme noget uheldigt ud af åbningen.
I 1. klasse fortsætter Martin og Brian S. med at vinde og de ligner pt. favoritter til at tage oprykningen. Martin spillede et kompliceret parti mod Indradeep, hvor Martin fik to bønder for en kvalitet, hvilket jo er ca. materiel ligevægt. Positionelt var der dog også en fordel til Martin og han trak pointet ret sikkert hjem. Torben havde ikke en af sine bedste aftener i partiet mod Brian. Ret hurtigt så han ud til at tabe en centrumsbonde og da jeg kiggede igen lidt efter manglede der en hel officer. Siden blev der smidt yderligere en officer og så var det selvfølgelig slut.
Bag de to førende jagter Bjarne Lysgaard og Søren C. Søren vandt forholdsvis hurtigt (i hvert fald på uret, for de spillede faktisk 50 træk) i opgøret mod den anden Søren, Larsen. Sidstnævnte stod egentlig fint nok, indtil han pludselig fik sat en centrumsbonde i slag. Derefter væltede korthuset for hvid.
Bjarne spillede endnu et hårdt udkæmpet parti mod Mogens. I efteråret havde de jo et dramatisk sidste-runde parti, som det er muligt at se her. Denne gang lignede det noget mere kontrolleret, hvor Mogens havde en ekstra bonde. Jeg så ikke slutningen af partiet, men det lød som om Bjarne fandt en god måde at holde kontrollen på. Nu møder Bjarne Martin og Brian i de næste to runder, så her kan meget blive afgjort i toppen af gruppen.
2. klasse havde kun to partier denne aften og jeg nåede ikke at se afslutningen på dem. Jørgen valgte overraskende at tage remis mod Kurt i en stilling med en officer ekstra. Der må jo stadig have været nogle komplikationer i stillingen. Hans Ewald lykkedes med at få Ruben ned med nakken efter et langt parti. Det luner sikkert godt at vinde lige det parti. Ruben ser omvendt ud til at have mistet noget af den form han ellers har vist henover vinteren. Men omvendt ved vi jo at han kan, så måske venter der et come-back i de sidste runder.
Oprykningen ser ud til at blive en kamp mellem Kristoffer, Kurt og Ove.
