6. runde

Det spidser til i toppen af de enkelte grupper, hvor de førende bare vinder og vinder.

Der blev kun spillet et enkelt parti i mesterklassen denne aften. Jens Fogh og Henning Matzen havde spillet deres indbyrdes kamp forud, med en sikker sejr til Jens til følge. Jens har dermed allerede sikret sig turneringssejren med sine 5½/6, så for Jens handler den sidste runde mere om, hvor vidt han skal passere 2200 i rating.

Nina holdt sig med i kampen om 2. pladsen med sin sejr over Henning Brøgger. Det lignede en hvid sejr hele vejen, men Henning kunne måske godt have gjort gevinstføringen mere besværlig end det blev tilfældet, hvor han valgte at give en dronning for tårn og løber i en i forvejen svær stilling. Nina har dermed 4 point, ligesom Henning Matzen og det ligner at det står mellem de to at slutte som næstbedst. Brian, Steen og Lars har alle udsatte partier og de kan alle maksimalt nå 4½ point.

I 1. klasse har vi tre spillere, som kæmper om de to præmier og oprykningspladser. Bedst står Adam, som spillede et rigtig fint parti mod Karsten i 6. runde. Karstens dronning var tæt på at blive fanget og han måtte ofre en springer for midlertidig overlevelse. Adam er dermed på 5/6. I nakken på ham puster dog Ole og Jonatan. Ole blev den første i turneringen, der lykkedes med at få knækket Benno. Det var lidt usædvanligt at se Benno smide to bønder med de hvide brikker. Men alle kan jo have en dårlig dag.


Sådan en havde Martin også, da han tabte en springer nærmest ud af åbningen imod Jonatan. Martin kæmpede videre og fik en bonde op tæt på forvandling, men der manglede lige det berømte ekstra tempo i alle de forcerede varianter og Jonatan kunne skrive endnu et point på kortet. Dermed har Jonatan allerede inden sidste runde sikret sig yderligere 24 ratingpoint til sin samling og da hans officielle DSU tal allerede er 1878, kan vi godt allerede konstatere, at han kommer til at være klubbens nye mesterspiller (+1900), når turneringen er slut. Jonatan er så også i gang med turneringen i Nordre og selvfølgelig holdturneringen, hvor han også begge steder har fået en fin start.

Brian K. fik revanche mod Johnny S. i forhold til holdkampen i sidste uge. Brian havde så også hvid denne gang.  Han fik en overvældende stilling, vandt en officer og det så helt slut ud. Johnny kæmpede dog videre og lykkedes med at komme i et rent tårnslutspil med et par bønder mindre. Slet ikke lige så simpelt. Brian fik dog hanket op i sig selv og kørt det fint hjem.

I vores 2. klasse har vi også en tæt om præmier og oprykning. De førende, Jonas og Anders, gjorde begge deres arbejde denne aften, med sejre over Niels J. og Henrik. Begge har dermed scoret 5 point og mangler kun 7. runde.

Jonas udnyttede en fejl fra Niels til at udføre et kamikaze-angreb på den hvide konge. Egentlig havde Niels kun tabt en bonde, men Jonas valgte at ofre en løber for endnu en og selvom Stockfish måske kunne have fundet en løsning for hvid, så var den en virkelig vanskelig stilling for Niels. Der gik også kun få træk, før han ganske enkelt gik mat. Det hele varede ikke meget mere end en time.

Anders kom ud af åbningen med en vundet stilling mod Henrik (billedet øverst). Men det blev en lektie om, at man skal bevare koncentrationen hele tiden. For pludselig var Henrik tilbage og der var kamp til stregen, inden Henrik så alligevel smed det hele i få træk til sidst:

Claus og Torben er de nærmeste forfølgere med hhv. 3½ og 3 point. Deres indbyrdes parti blev udsat til næste uge. En vinder her vil stå med en god præmiechance. Vi har jo tre præmier i toppen og derudover en ekstra præmie til bedst placerede spiller blandt de 7 lavest ratede i 14-mands gruppen. Den præmie er Torben selvfølgelig også i betragtning til og det samme må Linnea siges at være efter sin sejr over Jens J. i denne runde. Vi fik en lidt “sjov” episode, hvor jeg måtte tilkaldes, fordi Jens havde lavet et ulovligt træk, som begge spillere i første omgang havde overset. Jens havde flyttet sin konge to felter i retning af sit tårn, men glemt at fuldføre rokaden ved at flytte tårnet… Linnea lod sig dog ikke gå på af det og vandt ret hurtigt. Hun har nu 2½/5 og møder Mogens i et udsat parti i næste uge.


Samme Mogens spillede ellers et ret fint parti det meste af vejen imod Søren L. Sørens bønder var blevet spredt og isoleret rundt på brættet efter åbningen og Mogens kunne begynde at plukke dem. På billedet ovenover er Mogens klart ovenpå. Han missede dog en god mulighed for at bytte nogle tunge brikker af, da Sørens kongestilling tillige var ret presset. Og når man ikke udnytter sine chancer, giver man jo altid modstanderen en mulighed for at komme tilbage. Søren fandt en måde at ofre sig ind på den sorte kongestilling med sit tårn, men selvom det var smart, vandt det dog umiddelbart kun en enkelt bonde tilbage. Mogens mistede dog koncentrationen og tabte sin dronning i en ellers stadig rimelig gunstig stilling.

Endnu et opgør i kampen om ratingpræmien stod mellem Niels B. og Michael. Det endte med en sejr til sidstnævnte efter et ret omskifteligt parti:

3. klasse er godt med i forhold til afviklingen. Der var kun programsat et enkelt parti denne aften, mellem Anthony og Jan Henrik. Desværre blev det til endnu et nul uden kamp til Anthony. Jeg er klar over at han er lidt presset af skiftende vagter tirsdag aften, men det er altså vigtigt af få meldt afbud, så ens modstander ikke skal sidde og vente i en halv time. Jan Henrik fik et point og står nu med 4½/6. I spidsen har vi stadig Storm med 5½/7, mens Amanda har færdiggjort sin turnering med 4½/7.

Se alle stillinger her: https://turnering.skak.dk/TournamentActive/Details?tourId=30547

På tirsdag har vi opsamling og endnu en runde i den alternative turnering. Det er stadig muligt at være med her – også for helt nye spillere.

Skriv din kommentar her

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *