Viby-Viborg 4-4

Også i 2. runde af 1. division fik vi et tæt og spændende opgør. Vi tog tidligt føringen 2-0 ved sejre af Martin og Benny (billedet), men derefter lignede det længe et snævert nederlag efter nederlag til Brian K. og Per, efterfulgt af remis til Karsten og Steen.

Både Jens på 1. brættet og især Henning på 4. bræt havde vanskelige stillinger. Det viste sig dog, at Jens’ stilling indeholdt en masse dynamik og frem for alt en farlig diagonal ned mod modstanderens konge. Derfor endte modstanderen med at tage en trækgentagelse og remis. Henning så ud til at være i store problemer med en modstanderbonde i fart mod forvandling. En fingerfejl fra Viborg-manden gav dog total afvikling af de sidste bønder og dermed remis.

Om mit eget (Steens) parti kan jeg skrive, at jeg med sort kom ind i en skarp variant af dronninggambit, som jeg har spillet nogle gange på det seneste og derfor kender ret godt. Jeg kunne godt se på nogle af mine holdkammerater, at de så bekymret på stillingen, hvor min springer var bundet af en løber og en bonde truede springeren. Lidt efter stod der en sort springer og tre bønder ved siden af brættet. Det var dog ikke hele historien, da jeg selv kunne vinde en springer tilbage, mens min modstander begyndte at moppe bønder op. Det var alt sammen teori som jeg tilsyneladende kendte lidt bedre end min modstander, som bruge en del tid.
Da røgen var lettet havde jeg udlignet, men da det jo er lidt kedeligt, valgte jeg at spille det næstbedste træk et par gange og min modstander begyndte at få en lidt bedre stilling. Han fandt dog nok heller ikke den mest kritiske fortsættelse, så på et tidspunkt var jeg begyndt at blive en smule optimistisk, med en bonde ekstra. Min kongestilling var dog lidt luftig og i sidste ende tog hvid en evigskak. Stockfish virker til at være ret enig med udfaldet.

Benny skriver selv om sit parti:
Første skalp i 1. division.
Så lykkes det! Dagens sejr med de sorte klodser mod en modstander med 128 mere i rating/styrketal medførte min første gevinst i landets næstøverste skakdivision for klubhold. Vores helt, mig :), fik lokket modstanderen med ud i en åbningssump fyldt med kviksandshuller – og sumpen fik Vores Helt (stadigvæk mig!) trukket med videre ind i midtspillet.
Indtil modstanderen løb tør for tid, før han kunne finde træk 30. Og han skulle jo gerne være nået frem til træk 40 for at få den ekstra halve time udløst…
Så efter første rundes remis i overkanten mod Silkeborg, blev det altså til en gevinst i dag mod Viborg.
Begge holdkampe endte 4 – 4, hvilket jeg og mine med-helte på Viby Skakklubs førstehold godt kan være tilfredse med som nyoprykket underhund i 1. divisions-gruppen. 
Jeg tog mig i hvert fald lige en sejs-jig på stuegulvet, da jeg så, vi havde fået et matchpoint også 🙂

Karsten Fyhn:

Jeg spillede remis med sort mod en lidt højere ratet spiller, og det er jeg godt tilfreds med, selvom computeren påstår, at jeg stod bedst hele vejen og på et tidspunkt overså jeg vist ovenikøbet en ekstra bondegevinst, der kunne have givet mig sejren. Min modstander spillede Morragambit og ofrede altså en bonde i åbningen for at få officererne hurtigt i spil, hvorved Sort kommer under pres. Men hvis Sort kan modstå presset og holde fast i den ekstra bonde, kan Sort have gode chancer i slutspillet. Det var lige præcis hvad der skete, men desværre endte vi op i et ulige farvet løber slutspil, og selv med en ekstra bonde er den slags slutspil svære at vinde, så det blev remis.

Men nu kan jeg så skrive 1. divisionsspiller på CV’et!

 

Brian:
Brian kom ud i et midtspil, hvor modstanderen fik rigtig godt fat med sit løberpar. Brians bedste chance bestod efter hans vurdering i, at ofre sin løber for at få gang i noget angreb. Det viste sig dog meget svært at følge angrebet med hans tårn op med flere angribere. Så da modstanderen fik presset Brian til et kvalitetstab var det forbi. Brians modstander var i øvrigt Jens Lysgaard, som har en fortid som medlem her i Viby.

Per
fik hurtigt en vanskelig stilling, selvom der egentlig blev byttet en del brikker af og man havde en symmetrisk bondestilling. Per kom bare bagud i udvikling og modstanderen erobrede initiativ og et åbent centrum med sine tårne. Så selvom stillingen var simplificeret, så halsede Per bare hele tiden et træk efter, virkede det som. Vi kender alle det med at sidde et helt parti, hvor man prøver at afværge modstandernes trusler, indtil det til sidst ikke er muligt længere.

Afbuddet fra Lars til denne runde skabte i øvrigt en lidt pudsig ærgrelse hos Viborg, da min modstander, Jes Harholm, havde glædet sig til at møde sin gamle formand fra SK 1968-tiden, Per, mens Hennings modstander, Claus Rossen, havde set frem til at møde mig og få revanche for et forsmædeligt nederlag han led til mig, mens vi begge sad i 6. hovedkreds’ bestyrelse tilbage i starten af århundredet.

Martin:

Jeg havde egentlig forestillet mig at skulle møde overmagten i form af en modstander på ca 2100, men endte dog med at få en modstander på mit eget niveau. Her kom vi ud i et spansk parti, som ligner noget jeg har spillet en del gange før. Ikke fordi det er specielt fantastisk, og min modstander undgik behændigt de indlagte faldgruber, men det kan stadig godt mærkes positivt på tiden, når man kan blitze de første 15-20 træk ud…

I en presset stilling, hvor jeg har en pæn og relativt nem fordel at håndtere på dronningefløjen, træder min modstander helt galt og mister et helt tårn, hvorefter han opgiver. 

Partiet forløb således:

Martin Frøkjær-Jensen vs Erik Laursen

– godt nok en lidt brat slutning, men sort kiggede trods alt ind i en stilling med meget triste udsigter, efter DxD, Ta1xD, Lc8, Tcxa6 1-0

Kampen i dag kunne betragtes som en slags forkamp til den store Viby-Viborg kamp samme aften i superligaen i fodbold. Også her tog Viborgensere skuffet hjem fra Jyllands hovedstad idet de blev sendt hjem med et nederlag på 2-0 til AGF.

Men tilbage til skakkampen: med 2X 4-4 er vi rigtig godt fra land i puljen, og har fået to matchpoint, og ligger pænt på en delt 4-5. plads.

Kampen i tal.

Et svar til “Viby-Viborg 4-4”

Benny Lauridsen

14. november 2023 hos 3:22 pm

Viborg har også skrevet lidt om holdkampen. Se her: https://www.facebook.com/ViborgSkakklub