1. runde: Outsiderne bed fra sig.
Så kom turneringen i gang og trods en start med en del afbud fik vi også meget af god kampskak og et par favoritsejre, som kom i mål med lodder og trisser.
I mesterklassen var det oprykkeren Mogens, som havde hele pointet indenfor rækkevidde mod formanden. Martin havde lavet et helkiks, som kostede både kvalitet og en bonde og med lidt mere agtpågivenhed burde Mogens have kørt den hjem, selvom Martin bestemt havde modspil. Men Mogens fik ikke stillet sin konge i sikkerhed og så endte det hele i at Martin kunne sætte mat.
I 1. klasse var det oprykkeren Eskild, der var godt på vej til at få skovlen under Brian K., da tiden så pludselig løb ud omkring træk 30. Eskild var ellers både foran materielt og på vej med et farligt kongeangreb. Men man skal altså nå træk 40 inden første tidskontrol løber ud. Heldigt for Brian må man sige, for stillingen var lige til at opgive.
En anden favorit i 1. klasse, Søren Christensen, kæmpede også lidt med det mod Jens, men endte dog alligevel med den ventede sejr. I det sidste parti i klassen var det et nyt ansigt, Søren Gam, som knuste Jørgen med et par giftige diagonaler på tværs af brættet og et afgørende bondestød frem i centrum. Det så overbevisende ud.
En ny spiller havde vi også i 2. klasse, Jonas Bechtold, som i sit første klubparti var oppe mod Roberto. Det hele så faktisk ret fornuftigt ud til et godt stykke ind i midtspillet, hvor en stor fejl direkte kostede to bønder. Det udnyttede Roberto til at tage hele pointet. Men Jonas skal nok komme igen, der er masser af partier endnu, herunder også en mulighed for at få revanche mod Roberto.
Vi sagde også goddag til endnu en ny spiller, da Jan Henrik Radl dukkede op og gerne vil deltage. Vi prøver at få ham med i 2. klasse. Det giver lidt ekstra kampe, men vi har også noget bedre tid her i foråret. I første omgang får Jan lov at møde Ruben på tirsdag, når der ellers spilles 2. runde som planlagt (Roberto har afbud). Ruben indledte med en sejr over Hans Ewald i et parti der ellers længe så ret lige ud. Aftenens runde var startet med en forholdsvis hurtig remis mellem Kurt og Kim. Så er de da både kommet i gang og kommet på tavlen, må tanken vel have været.
Sidst færdige og samtidig aftenens egentlige overraskelse, var partiet i mesterklassen mellem Lars Hougaard og Henrik Schrøder. Henrik (billedet) er jo også nyt medlem, men han har tidligere været i klubben i en del år, så det var mere et comeback. Lars stod bedst det meste af aftenen og da han på et tidspunkt snuppede en bonde, begyndte det at ligne en af den slags partier, som han bare ville vinde stille og roligt. Henrik kæmpede dog forbilledligt, fandt modspil og fik elimineret alle bønder på den ene fløj. Tilbage med 3 bønder og løber mod 2 bønder og springer, var det et vanskeligt slutspil at vinde, først og fremmest fordi Lars’ løber ikke bevægede sig på den rigtige farve til at kunne understøtte en randbondes vej mod mål. Henrik ofrede sin springer på den næstsidste hvide bonde og trods løber og bonde i overskud måtte Lars erkende at stillingen var remis. Et godt resultat for Henrik i et svært parti med de sorte brikker!