Benny Lauridsen er død

Vi kan desværre berette, at Benny Lauridsen er død efter kort tids sygdom, bare 58 år gammel.

Benny meldte torsdag i sidste uge fra til divisionskampen i sidste weekend og jeg var i kontakt med ham så sent som i forgårs, hvor vi aftalte at udsætte partier og hvor han gav udtryk for, at han var i bedring. Så det var et chok at få denne besked nu.

Benny blev medlem af klubben i 1984 og kunne således markere 40 års medlemskab i år. Han var samtidig et af klubbens mest aktive medlemmer, heldigvis også i vores egen klubturnering de seneste år, hvor han så sent som i efteråret sluttede på en delt 1. plads i mesterklassen. Samtidig var han et stort aktivt på klubbens divisionshold, hvor han i sidste sæson var topscorer og fik klubbens holdfighterpokal.

Som uddannet journalist havde Benny også ordet som sit værktøj. Han var velartikuleret og ofte også meget underfundig. Han skyede heller ikke at gå ind i en diskussion og var i perioder også meget aktiv i (skak)debatter på Facebook.

I forbindelse med Børges død, for et par måneder siden, skrev Benny også et rørende farvel her på siden. I det hele taget fik man nogle gange indtrykket af, at vi “gamle” medlemmer af klubben var en slags familie for Benny. Han var i den grad en integreret del af klubben, selvom meget af den skak han spillede, foregik udenfor klubbens rammer. Især i storhedstiden for Chesshouse.

Det var alt for tidligt Benny. Du vil blive savnet.

Æret være Benny Lauridsens minde.

2 Svar til “Benny Lauridsen er død”

Uffe Eriksen

6. februar 2024 hos 1:20 pm

Det er da et vildt chok! Han var kun to år ældre end mig

Brian Sørensen

8. februar 2024 hos 2:36 pm

Det er et KÆMPE chok for mig!!! Det er jeg meget, meget bedrøvet over! Jeg kender Benny fra lang tid tilbage i skakklubben, altid meget imødekommende og med et lunt glimt i øjet. Jeg havde virkelig set frem til at spille mod Benny med de sorte brikker i næste uge. Selvom jeg godt nok har fået tæsk mange gange af Benny, de fleste gange med det sædvanlige førstetræk: 1) c2-c4. Benny, jeg havde lige forberedt noget slemt mod netop din engelske åbning. Men det bliver en anden gang….. Æret være dit minde! Måtte du få en god smøg i det hinsides, og måske et skakparti mod Børge.