Kristoffer

Vi er i gang!

Så fik vi skudt foråret i gang med nogle skaktræk. Vi fik, som nærmest altid, en 1. runde med masser af kamp og dramatik.

I 2. klasse fik vi turneringsdebut til Kristoffer (billedet for oven), som spillede et rigtig fint parti mod Roberto. Den sorte konge blev fanget i centrum og det blev dermed aldrig muligt for Roberto at få sit tårn i spil, samtidig med at han havde bundne og overbelastede springere. Til sidst røg der en kvalitet (tårn for springer) og Kristoffer færdiggjorde partiet på sikker vis.

Kurt fik også et helt point, men det blev lidt dramatisk med tiden, da han udover at spille med blindebræt også var handikappet af, at hans eget ur ikke var klar til vores ændrede tidskontrol. Vi hjalp ham lidt med at fortælle, hvor meget tid han havde tilbage, men ved et par træk var han, blindt(!) nede på 5 og 10 sekunder tilbage, da han trykkede på uret. Stillingen på brættet var også længe uklar. Hans Ewald havde vundet en kvalitet, mens Kurt til gengæld havde en farlig fribonde. I denne stilling lavede Kurt (sort) et stærkt træk, som fik Hans Ewald til at opgive:

Kunne du også “se” det? Kurt spillede Sb2! og det er ikke muligt på fornuftig vis at stoppe a-bonden fra at gå i forvandling. Det ville dog også vinde at bringe kongen op til bonden med Kb5 osv.

Jens J. og Christian spillede et omskifteligt parti, hvor Christian så ud til at stå ret godt med en fribonde og måske endda en tårntrussel mod Jens’ ubeskyttede konge. Men pludselig var der byttet en masser brikker af og det var Jens der var oppe med en bonde i et slutspil med et tårn til hver. Christian måtte give sit tilbageværende tårn for en fribonde, men håbet var at Jens til gengæld måtte ofre tilbage, da Christian også havde en bonde der kunne løbe. Stillingen var dog umiddelbart vundet for Jens, da han lige kunne nå at stjæle en bonde og skabe endnu en fribonde, men Jens fejlvurderede stillingen og de tog remis.

Lang tid forinden havde Eskild og Ove vundet deres partier over hhv. Jørgen og Ruben. Jørgen fik ikke rigtig udviklet sine brikker og Eskild vandt efter energisk spil. Ove sad tilsyneladende bare og tog Rubens brikker og det blev spil til et mål denne aften.

I 1. klasse fik vi dagens eneste “stormesterremis” og det var ikke overraskende Bjarne, som tidligt tilbød Hans Jørn en fredsaftale. Det tilbud behøvede han ikke at gentage.

Brian Sørensen (billedet) var tilbage ved brættet efter 10 års pause. Det stod dog hurtigt klart, at han ikke har glemt, hvad skak går ud på. Nedrykkeren fra mesterklassen, Søren Larsen, fik hvad der lignede en lektion i positionel skak. Først fik han en dobbeltbonde på c7/c6 og der blev plantet en hvid springer på c5. Løberen fra b7 måtte ned på a8 og melde sig helt ud af partiet. Så fik Søren en isoleret bonde i centrum og Brian gav sig bare tid til at stille sine brikker rigtigt. Det så meget overbevisende ud.

Torben slog Mogens i et parti, hvor Mogens lidt umotiveret forlod dækningen af en springer og derefter måtte prøve at finde rusk i en stilling, hvor han kun fik en enkelt bonde i bytte. Det havde Torben dog styr på. Søren C. vandt også ret sikkert over Indradeep. Allerede efter 8 træk blev der vundet en bonde og da der senere faldt endnu en, uden at der var nogen form for kompensation, valgte Indradeep at strække våben.

I mesterklassen skulle de to oprykkere Brian K. og Benno mødes i 1. runde. Det blev et parti, hvor Brians springer blev fanget i en løberdiagonal, hvor han havde et udækket tårn stående for enden af diagonalen. Brian forsøgte at stå imod nogle træk, men det var håbløst.

Gruppens to favoritter, John og Jens, kom på hårdt arbejde denne aften. Jens kom dog fint fra åbningen mod Benny og havde ret beset en vundet stilling. Det var dog ikke en tør teknisk stilling, men tværtimod en dynamisk, hvor Benny fik modspil med sin dronning inde i Jens’ stilling. Op mod tidnøden til træk 40 havde Jens en bonde ekstra, men han spillede stillingen lidt for forceret og med høj risiko. Benny, som ellers nåede op på tre remistilbud undervejs, var knivskarp i denne fase af partiet, greb chancen og fangede pludselig Jens’ konge inde på midten til noget der enten ville være mat eller officerstab. Et noget unødvendigt nederlag for Jens.


Benny og Jens – “nye” i mesterklassen i foråret.

 

Endelig spillede Per og John et interessant parti, hvor Per med de hvide brikker havde noget terrænovervægt i centrum, mens John lavede flankeangreb med sine bønder på begge sider. Jeg syntes det virkede til at John havde den letteste plan i tidnøden, men Per fik vist at han er meget solid og en spiller vi skal regne med i denne turnering. Han fik et mini-initiativ og endte med at stjæle en bonde. Samtidig valgte han dog, med et ur der alvorligt begyndte at tikke ned, at tilbyde remis, hvad John modtog uden længere betænkning. De efterfølgende analyser tydede dog også på at sort (John) havde tilstrækkeligt spil og muligvis endda ville vinde bonden tilbage.

Således kom vi godt i gang og der venter sikkert lige så meget drama på de 64 felter, når vi spiller 2. runde næste tirsdag.