Springeren – Viby 1: 3½-4½
Vibys førstehold var denne søndag en tur i Kolding for at spille mod springeren. Det lykkedes at hale en snæver sejr hjem med 4½ point til os. Men vi måtte da grueligt meget igennem før sejren kom i hus. Vi er stadig på førstepladsen med 5 sejre af 5 mulige! Det er altså forrygende!
Mit eget parti var relativt tidligt færdig – måske fordi min modstander trak hurtigt. Han spillede en solid engelsk åbning, og selvom jeg fik gang i noget angreb parerede han det flot og det kom alrdig ud over remisgrænsen. Jeg tog imod hans remisilbud ved træk 26.
I kantinen kom John imidleritd ud, og slog ud med armene idet han sagde, at den knægt han var oppe imod var igang med at give ham en lektion i skak. Det er aldrig nemt mod helt unge spillere som har haft en nærmest lodret opadgående kurve siden de begynde for få år siden. Johns unge modstander, som måske en dag ender som stormester, hvem ved, leverede dette flotte parti, hvor han slutter helt elegant af med at tilbyde John sin Dronning. Men det er alligevel helt væk. I respekt for dette unge åbenlyse talent viser vi efter aftale med John partiet her:
Adrian Stenstrop Thorsen (Springeren) vs. John Hansen (Viby):
Snarligt derefter kom endnu et par remiser i hus. Per, der havde været i Kolding for at feste igennem, havde måske en smule tryk (altså på modstanderens stilling) uden det dog virkede dramatisk, og remisen der var der vist ikke noget at klage over. Steens parti blev også taget remis omtrent på samme tidspunkt. Det var imidlertid et lidt mere “eksotisk” parti, som vi da lige kan bringe:
Christian Karstensen (Springeren) vs. Steen N. Andersen (Viby)
Vi var med andre ord nede med 2½ – 1½ her efter få timer. Og et kig på de restende partier lovede ikke decideret det helt store, ja faktisk troede eders udsendte ikke på en samlet sejr til os lige på dette tidspunkt.
Lars havde da et vist tryk mod modstanderens bønder, med et tårn til hver tilbage, men, da det alligevel mundede ud i lige antal bønder og et tårn pr mand var det stendød remis.
Henning havde gang i noget, der godt kunne ligne et angreb, ned mod hvids lange rokade. Men var det nok til at hive et helt point hjem og at udligne? Henning viste at det var det, endda med et fikst officersoffer mod slutningen, se blot her:
Jan Rosenberg (Springeren) – Henning Matzen (Viby)
Så var der udlignet, og tilbage sad Benny og Jens.
Bennys stilling så ud til at være lidt nervepirrende udefra set. Modstanderen havde en bonde ret langt fremme og den var hele vejen rundt omgivet af lette officerer. Hvad kunne det ikke koste, hvis modstanderen fik den længere frem? Men Benny lod det bare være og begyndte i stedet at stille modtrusler op på modstanderens konge og baglinje. Da modstanderen så fik lyst til at øge presset ved at tage tårnet med frem gav det bagslag for ham, og Benny kunne lave nogen afgørende trusler med enten mat på baglinjen, eller når modstanderes tårn kom hjem igen, da et afgørende slag med en løber på bonde f7 med skak på konge, og tårngevinst. Det havde modstanderen ikke noget modspil imod, så pointet gik til Benny, der nu ret så alvorligt med flotte 4½/5 rækker ud efter topscorertitlen i vores gruppe i 2. division, og ikke mindst pokalen som årets holdfigther i Viby (selv om Henning med sine 4/5 stadig ånder ham i nakken!).
Tilbage sad i dagens længste parti Jens med hvid på 1. bræt i en rigtig god stilling. Han havde en merbonde, og en superspringer mod en håbløst indelukket løber. Og tårn+ Dronning på hver side.
Efterhånden fik Jens udvidet føringen til hele 3 bønder. Det lignede en sikker sejr. Men mod slut skete det, der bare ikke måtte ske (men som vi nok alle har prøvet på et eller andet tidspunkt): Modstanderen fik gang i noget gedigent fusk. Faktisk så frygteligt noget fusk, at Jens måtte afgive en remis efter trækgentagelse. Modstanderen (og publikum i foyeren) bemærkede endda, at det vist endda kunne være gået helt galt for Jens et træk tidligere, med samme pointe med et “giftigt” tårn, der åbenbart bare kunne sættes i slag på g3 med skak, uden dog at kunne slås af h2 bonden. Vi må nærmest bekymre os for om Jens herefter får mareridt over noget med med løbske tårne der ikke kan slås…?! Det var som et lyn fra en klar himmel. Ærgerligt at det kun blev til den halve der.
Men sejren fik vi dog alligevel med denne remis reddet i land med 4½-3½. Og dermed fortsatte Viby sejrsstimen og har nu vundet alle 5 holdkampe de har spillet indtil videre. Havde samme regel om matchpoint før brætpoint været gældende i 2. div. (som det gælder nu i skakligaen) var Viby faktisk allerede tæt på at vinde puljen. Nu må vi se hvordan de sidste to runder spænder af!
Stillingen inden de to sidste runder:


2 Svar til “Springeren – Viby 1: 3½-4½”
5.runde Holdskak – det går op og ned i show business – Skakklubben Springeren Kolding – Skak for alle
31. januar 2023 hos 5:20 pm
[…] Adrian samtidig var færdig med at rundbarbere sin 2100-mand. Du kan se det flotte parti bragt på Viby Skakklubs udmærkede […]
Benny
1. februar 2023 hos 10:03 pm
Linked til Springerens dækning af vores holdkamp i søndags: http://www.skakklubbenspringeren.dk/5-runde-holdskak-det-gaar-op-og-ned-i-show-business