1. runde

Så kom vi rigtigt i gang med sæsonen! Og som altid (med en enkelt undtagelse) blev det en kamprunde.

I Mesterklassen fik vi tre favoritsejre til Benny, Lars og Jens. I partiet mellem Brian S. og Benny stillede Benny sig op i noget der lignede pindsvineopstilling (bønder på g6, e6, d6 – der manglede dog en på b6) og Brian prøvede da også energisk, at gribe initiativet. Da Benny valgte at lade være med at rokere, virkede det dog som om Brian løb tør for ideer – og dermed også til sidst tid. Til sidst stod Brians officerer bare ret dumt på linje på 3. række og Benny kunne tage over med fremstødene g5 og f5, som lammede den hvide stilling.

Lars spillede et langt og længe meget lige parti mod Søren C. De endte i et tårnslutspil med fire bønder hver og selvom sort stod lidt bedre, så burde det have været remis. Men det kan være tricky og forskellen blev nok Lars’ rutine og spillernes tidsforbrug til sidst.

Partiet med Jens og Brian K. blev også langt og Jens virkede, trods god stilling, ikke helt så komfortabel og brugte meget tid. Uffe sad ved samme bord og har skrevet lidt her:

Brian og jeg kom til at sidde ved siden af hinanden overfor Fogh-familien. Brian skulle spille mod Jens Fogh og jeg mod hans far, Torben Fogh. Fogh familien havde hvid, og kom bedst ud af det. Jeg syntes, Brian hang godt i, Jens stormede frem med sine bønder på dronningefløjen, mens Brian forsøgte med et angreb på kongefløjen med sin f-bonde – måske lidt impulsivt, i hvert fald øjnede Jens en ofring, hvor han afgav en løber for en bonde – jeg så ikke resten, da jeg selv skulle koncentrere mig en del om mit eget forehavende.

Jeg syntes, jeg havde godt styr på spillet lige indtil de sidste 2 træk. Jeg fik passiviseret hans løber, tårn og delvist springeren, men alligevel formåede jeg at få det sat over styr af en simpel løber og dronningemat på g7.

Om de øvrige partier i 1. klasse: Vi sagde goddag til Niels Jürgensen (billedet), som blev sat lidt under pres af Jens J. der havde en vis kontrol over de hvide felter på Niels’ banehalvdel. Niels løste problemet fint ved at afvikle de tunge brikker og give en bonde, så man sad tilbage med uligefarvede løbere. Det gad Jens ikke at hugge videre i ret længe, så remis.

Henrik pakkede totalt Mogens sammen i deres parti. Sjældent har jeg set så positionelt overlegen en stilling. Henrik glemte bare den gyldne regel, at man skal tage alle med til festen. En rettidig lang rokade kunne have ændret på udfaldet af det parti. Henrik overivrede sig og pludselig kom Mogens’ dronning i spil med skak og dødelig effekt. Som en bibemærkning kan jeg nævne, at begge spillere var i tvivl om det var lovligt for Mogens at rokere langt, når b8-feltet var truet af en løber. Men det er fuldt ud lovligt. Det er kun kongen, der ikke må stå i skak eller bevæge sig henover et truet felt.

Dagens fuser var partiet mellem Bjarne og Søren L. Jeg nåede et hurtig blik på stillingen og synes det så interessant ud, inden de tog remis efter et kvarter. Nå, men hver sin lyst.

I 2. klasse fik vi nogle spændende partier. Ruben kom godt ud af åbningen mod Eskild. Han erobrede initiativet og kontrol i centrum. Men så skruede Eskild ellers op for spillestyrken og vandt faktisk et ganske flot spillet parti, hvor jeg bemærkede at han spillede nogle meget præcise træk i sin gevinstføring.

Ove og Kristoffer spillede et omskifteligt parti, hvor Ove havde en vis åbningsfordel, men blev lokket til at spille en bonde frem til e5, hvorfra den ikke rigtig kunne forsvares få træk efter. En bonde nede holdt Ove alligevel fast i lidt initiativ ved at få plantet først sin dronning og siden sin springer i hjertet af den sorte stilling, på d6. Objektivt havde han nok ikke tilstrækkelig kompensation for bonden, men Kristoffer fandt ikke den bedste måde at befri sin stilling på og han endte med at ofre/tabe to bønder i den proces. Det gav Ove et sæt fribønder i a- og b-linjen, hvilket afgjorde partiet.

Jørgen havde tilsyneladende en let aften med de hvide brikker mod Hans Ewald. I hvert fald fik vi en flot demonstration af, hvorfor man skal sørge for at udvikle sine officerer. Det så meget mærkeligt ud, det som Hans Ewald havde gang i, bl.a. med bondestrukturen h6, g5, f6 og e5 foran egen konge, samtidig med at næsten alle officerer stod på baglinjen. Jørgen driblede ind og snuppede et tårn på a7 med sin springer og derefter var det egentlig slut, både positionelt og materielt, selvom der blev spillet helt til mat.

Endelig havde vi et opgør mellem to nye medlemmer, Abdurrahman Gümüs og Kim Christensen (billedet øverst). Kim er selvfølgelig ikke helt så ny, da han blot har væk fra klubben i et år. Abdu har spillet skak online og har tydeligvis et godt blik for spillet. Men samtidig er det også bare en ny verden at sidde rigtigt overfor sin modstander og at skulle håndtere skakur og noteringsliste. Men det blev et fint parti:

2. runde spilles på tirsdag!