2. runde – fandt vi planen?

Vi startede aftenen, desværre med lidt få fremmødte kl. 18.15, med lidt teori. Steen havde fundet “Magnus Carlsens første skakbog” frem, som faktisk er en dansk skakbog skrevet af den danske legende Bent Larsen. Bogen hedder Find planen og som titlen antyder gælder det ikke i 1. omgang om at finde 1. trækket, men om at lægge en plan for, hvordan man vil fortsætte. Når man har fundet ud af det giver 1. trækket sig selv. Hvis du ikke var til stede, kan du jo overveje om du kan finde planen:


Sort trækker


Hvid trækker

Selvom det er et par af de lette stillinger i bogen, så er det ikke helt enkelt. Og som Larsen skriver i forordet, så er bogen ikke beregnet til hurtiglæsning. Efter sigende brugte Magnus også time efter time på at studere de 48 stillinger i bogen. Han foreslår følgende fremgangsmåde:

  • Find ud af hvem der står bedst, bedømt ved første øjekast.
  • Hvad er den rigtige plan?
  • Hvad er det stærkeste førstetræk?
  • Er fordelen lille, betydelig eller rent ud sagt afgørende?

Løsninger nederst. Men prøv nu selv, hvis du finder det interessant.

Ellers var det jo tid til 2. runde denne aften. Vi havde en lille håndfuld afbud, men vi havde jo også valgt at spille i skolernes vinterferie. Formand Martin var faktisk så overrasket over at der var runde, at han ikke var mødt frem kl. 19. Jeg kom ellers i tvivl om han havde meldt afbud, men nej han kunne godt komme og vi startede så bare kl. 19.30, hvilket faktisk passede mig fint, når der også var lidt turneringsleder-pligter at stå for ved rundestart. Partiet blev så også aftenens længste, hvilket primært skyldes at jeg overså en forceret matvariant i træk 24 og præsterede at lave tre dårlige træk efter hinanden i træk 28-30. Computeren kalder stillingen vundet allerede efter træk 12. Men efter mine unøjagtigheder har Martin remischancer med en anden plan end den han fandt i træk 37.

Det var begrænset, hvad jeg ellers fik set denne aften, men her er et bud:

Mesterklassen: Jens spillede hvad der lignede et meget tålmodigt parti med sort mod Søren C. Søren spillede lidt passivt med hvid og Jens trykkede bare på indtil at Søren nærmest var i træktvang og valgte at opgive. Brian K. og Søren Gam kom ret hurtigt ud i et tårnslutspil, hvor Brian nok stod lidt bedre, da Sørens bønder stod lidt spredt og Brians tårne var mere aktive. Men det endte som den slags ofte gør: Remis.  Benno kom egentlig ok ud af åbningen mod Brian S. som stod ret passivt med de sorte brikker. Men Benno skulle måske have studeret Find planen, for det begyndte at gå ned af bakke træk for træk og endte med en sejr til Brian.

I 1. klasse var der to partier med ubesejrede spillere involveret. Kurt var startet med en remis i 1. runde og var oppe mod Jonas, som vandt sit første parti. Det blev, så vidt jeg kunne se, et spændende parti hvor Jonas længe stod fint. Så pludselig må der være kommet en overseelse fra Jonas, for pludselig spillede Kurt med dronning mod tårn. Det holdt selvfølgelig ikke så længe i en stilling, hvor Kurt også kom ind i den sorte kongestilling. Flot resultat af Kurt!

Eskild-Mads var et ægte topopgør og et spændende, omskifteligt et af slagsen. Fordel var til begge spillere undervejs. Blandt andet kunne Eskild lave to forskellige ofre undervejs, som på hver sin måde havde været afgørende. I stedet lavede Eskild en buk der kostede hele stillingen i ét træk:

Sidste parti i gruppen stod mellem to tabere fra første runde, Henrik og Torben. Jeg så ikke så meget til stillingen, men Torbens forklaring i forhold til nederlaget var. “Jeg stod dårligt”. Vi stoler på den beskrivelse, Henrik vandt i hvert fald.

I 2. klasse mødtes to spillere, Anders og Thomas, som begge tabte 1. runde efter nogle lidt for hurtige træk. Denne aften virkede det faktisk til at der blev tænkt en del mere over stillingen. Den sidste gang jeg kiggede havde Thomas dog både en springer og en løber i overskud og så var det ikke overraskende at han også fik noteret sig et point. I det andet parti i gruppen var Kim egentlig godt med imod Jens, men der var vist en dronning der rent røg i slag. Man kan jo ikke altid gå op i den slags detaljer, når der foregår andre spændende ting på brættet!

3. klasse var lidt afbudsramt. Men Bertram kom i gang med turneringen med hele to partier denne aften. Først spillede han et rigtig fint parti imod Rudy, hvor det var tydeligt at Bertram var meget koncentreret og udnyttede alle de fejl der kom. Rudy skal lige have afpudset sit spil, så han kommer mere solidt ud af startblokken og får alle brikkerne med. Efterfølgende spillede Bertram et spændende parti mod Roberto. Det så længe lige ud, men Roberto er jo en rutineret klubspiller og der kommer ikke mange overseelser fra ham. Men nu kom begge spillere da på tavlen med et 1-tal denne aften.

Sidste parti stod mellem Peter og Bastian. Det blev et meget lige parti mellem to spillere, der var virkelig omhyggelige med at passe på sig selv. Det er som udgangspunkt godt i den her klasse. Bastian fik initiativet i det tårnslutspil der opstod, men næsten helt til sidst havde Peter chancer for at udligne. Chancerne blev dog forsømt og Bastian tog hele pointet:

Billedet for oven: To af aftenens vindere, Bastian og Mads.

I næste uge spiller vi endnu en runde i 3. klasse og der er også enkelte partier fra de andre klasser, hvor vi samler op. Kig under vores kalender for at se om du skal spille. Ellers har vi jo også holdkampe i næste uge. 2. holdet spiller mandag, mens 3. holdet spiller tirsdag.

Fandt du planen?
I den første opgave er sorts plan at gå efter hvids h-bonde med sin konge. Når man regner efter finder man ud af at hvid ikke kan nå at gå efter a- og b-bonden og føre b-bonden ned, før sort fører sin h-bonde i mål. Alternativt kan hvid stille sin konge ind på g1/h1 for at dække h2. Sort stiller sin konge på h3 og fører sin e-, f-, g- og h-bonde frem. Gennemfører h4 og g4-g3 og afbytter sorts h-bonde og kan vandre hen og tage e-bonden.
Så første træk er Kf6!

I den anden opgave står hvid tydeligvis bedst, men hvordan kommer han videre? Sorts plan er at spille Ld7-e8 og få fjernet den hvide springer fra h5. Den korrekte plan for hvid er at få endnu en brik mere i spil. 1. Sd1! efter Ld7 spiller man Se3 og så er det allerede for sent at spille Le8 pga. Sf5! der truer dronningen og bonden på g7 for anden gang.