To præmier ved Aarhus Sommerskak
Aarhus Sommerskak er slut og det blev endnu en fin turnering, som Martin fik i stand i Sct. Paul kirkens sognehus. Det blev også til 2. pladser til Viby.
Martin lagde selv hårdt ud ved at vinde de fire første runder i Basis 3. Imponerende nok, i betragtning af at han også var turneringens primus motor og også havde en arbejdshverdag i huset. Men man kan vel sige, at han også havde en hjemmebanefordel.

I sidste ende tabte Martin dog topopgøret i runde 5 og måtte så nøjes med en 2. præmie. Undervejs (allerede i 1. runde) løb Martin og Jonas ind i hinanden i et parti, hvor Jonas var lidt for optimistisk og rundhåndet med sine bønder. Det kunne godt være et nøgleopgør i forhold til at tilkæmpe sig en af de yderste pladser til efterårets mesterklasse i klubben. Der var kun 7 ratingpoint imellem de to spillere før turneringen, men Martin fik nu skabt afstand igen og er på ny over 1800. For Jonas var det en lidt ærgerlig turnering. Resultatet 2½/5 lyder måske ok, men han var uheldig med at vinde de to sidste partier uden kamp (og uden at blive ratet). Han kunne så i stedet få tid til at hjælpe Kim og Brian K. i kantinen – hvor vi også så Søren Larsen give en hånd med noget af tiden.
I basis 5 havde vi også to Viby-spillere (billedet foroven) i kamp mod hinanden, i form af vores nye mand Niels Kristian Berg, som lige nøjagtigt kunne nå at repræsentere Holstebro da turneringen startede 30. juni, imod vores knapt så nye mand Mogens Engsig-Karup. Mogens vandt det indbyrdes parti og snuppede dermed også en 2. præmie i turneringen.
Vi havde desuden deltagelse af Karsten Fyhn i Basis 1 og Roberto Gonzalez i Basis 6. Begge sluttede i det slagne felt.
Alle resultater fra turneringen kan ses her.
