3. holdet med fremme

Både 2. og 3. holdet har spillet i denne uge. Det blev til en uafgjort og en sejr.

I mandags spillede 2. holdet sidste runde i fællesstævnet hos VRS. Opgaven var at undgå sidstepladsen i gruppen og det blev klaret med et 4-4 resultat mod Århus/Skolerne. Jeg har ikke så meget viden om de enkelte kampe, men jeg kan notere mig at der må have været en misforståelse eller forglemmelse, da Jonas tabte uden kamp på bræt 1. Til gengæld fik vi et par gode sejre på bræt 2 og 3 til Søren og Henrik (som var med som reserve denne aften). Søren spillede endda sort imod en mesterspiller.

Eskild fik en sejr over Amanda, som vi jo kender fra vores egen klubturnering. Amanda er i øvrigt også tilmeldt vores forårsturnering (husk i øvrigt at vi har sidste frist for tilmelding i morgen, den 30. januar). Endelig fik vi så også et helt point til Salomon på bræt 8. Salomon er holdets topscorer med 4p./5. Der er også 45 gode ratingpoint på vej i kassen, når holdturneringen slutter i marts måned.

Holdleder Torben udmærkede sig som chauffør for holdet, men desværre var der ikke point på tavlen denne aften. Det var der heller ikke for Anders, der tilsyneladende blev helt slået ud af at skulle spille hvid, hvor han ellers havde forventet at spille sort! Det burde ellers være en behagelig overraskelse.

Niels havde egentlig gode muligheder for at have kunnet forvandlet kampens resultat til en Viby-sejr, men i sidste ende lykkedes det ikke helt:

2. holdets kamp i tal her.

3. holdet (billedet) spillede tirsdag næstsidste runde og det lykkedes vores hold at spille os direkte til en finalekamp i sidste runde! I denne runde vandt vi hjemmekampen mod VRS med 3-1.

Vi kan ikke komme udenom at omtale vores to topbrætter, Brian K. og Christian. De har nu simpelthen lavet rent bord i de første 4 kampe og det er jo en god hjælp for et 4-mands hold. De to har hver deres stil. Brian giver som regel sin modstander en chance for at vise hvad han kan, inden der så bliver skruet op for spillestyrken og kniven sættes ind. Christian vinder sine partier meget mere kontrolleret, således også i denne runde:

Brian vandt som sagt også sit parti. I sidste ende takket være en fribonde der ikke kunne stoppes.

På 3. og 4. bræt var det som sædvanlig lidt mere rodet. Holdkaptajn Jan Henrik havde egentlig en fin stilling, men fik så rodet sig ud i noget snavs, som kostede en kvalitet (tårn for let officer). Han havde dog stadig ret aktive brikker og pludselig satte modstanderen (til højlydt ærgrelse for ham selv) et helt tårn i slag. Kort efter blev der opgivet.

Peter på bræt 4 kom ganske fint ud af åbningen men i en lidt lukket stilling lykkedes det ikke Peter at finde den rigtige plan videre frem i en stilling, som computeren ellers betragtede som vundet. Ideen var, at der var fri bane til at udføre et kongeangreb mod modstanderen uden at denne selv havde noget modspil. I stedet spillede den unge modstander sig op og overtog initiativet. En stor fejl af Peter kostede så dronningen for tårn og springer og derfra var stillingen håbløs:

Kampens tal her.

Med 3-1 sejren rykkede vi op på 2. pladsen i gruppen. Vi er nu 1½ point efter Randers og da det er dem vi skal møde i sidste runde, er kravet for at vinde gruppen, at vi snupper en 3-1 sejr mere i sidste runde. Randers har dog vundet alle deres kampe hidtil, så det bliver ikke en simpel opgave.

 

Et svar til “3. holdet med fremme”

Partier fra 3. holdet – Vejlby-Risskov Skakklub

31. januar 2026 hos 2:17 pm

[…] Som beskrevet, så havde tredje holdet en mindre god kamp imod Viby. Her følger et parti udsnit fra Carstens kamp kommenteret af ham selv, og så Mattis gevinstparti. Nogle partier kan også ses på Viby Skakklub. […]