Runde 4-6
På hurtigskakturneringens anden aften kom vi nærmere en afgørelse. To spillere, Jonatan og Jens, har nu lagt sig i spidsen inden de sidste 3 runder og det ligner, at en af dem tager sejren.
I 4. runde var der topopgør mellem de to med maksimum, Jonatan og Per. Et opgør, som Per unødvendigt tabte på tid i et slutspil med løber og to bønder til hver. Per fulgte det op med et nederlag til Steen i 5. runde og så var han indtil videre sat af i topkampen. Jonatan fik et tilbageslag med et nederlag til Lars H. i 5. runde (billedet herunder) og pludselig var det Lars og Steen, der lå i spidsen efter 5 runder.

Steen fik fornøjelsen af tre sorte partier denne aften. I de to første viste det sig at Albins modgambit (1. d4 d5 2. c4 e5!?) var et godt hurtigskakvåben mod Lars Noe og Per, da det gav to point. I 6. runde blev der så vendt rundt på stillingen i toppen, da både Steen (til Jonatan) og Lars (til Jens) tabte deres partier. Lars havde ellers vundet en dronning(!) mod Jens, men endte alligevel med at tabe på tid. Steen (undertegnede) var ret baldret efter også at skulle bruge pauserne mellem partierne på at lægge runder og jeg fik spillet alt for hurtigt, hvor der egentlig var gode chancer for at have fået en god stilling. Men Jonatan spillede virkelig godt efter at han fik fordelen.
Lige nu ligner det som sagt en tvekamp mellem Jens og Jonatan i toppen, men feltet er trods alt så stærkt, at meget stadig kan ske. Efter de to førende har vi som nævnt Lars H. og Steen, men Anders har også sneget sig med i dette selskab efter at han startede med at stå over i sidste uge og denne aften lavede maksimum, hvilket har bragt ham på 4½ point, blot et halvt point bag de førende, som han stadig mangler at møde. Der bliver hård modstand i næste uge, men så kan han til gengæld selv afgøre det.
I gruppen af spillere med 4 point skal vi da lige (udover Per og Lars N.) nævne Uffe, som efter nederlag i runde 1 og 2 har vundet de efterfølgende fire partier! Flot comeback og i øvrigt et stort velkommen tilbage, da Uffe igen har meldt sig ind i klubben.

Johnny og Brian S. (billedet ovenfor) “roder” begge rundt på 50% score. Brian kunne glæde sig over en fin sejr i det indbyrdes parti, men han tabte til gengæld på tid i en klart vundet stilling mod Per i 6. runde.
I kampen om præmien til bedste spiller under 1600 gjorde Torben også noget af et comeback med tre sejre denne aften, efter at han eller var startet med en lang rokade på pointtavlen. De nærmeste forfølgere her er Mogens (som stod over denne aften) med 2½ point og derefter en række spillere på to point, Michael, Jan Henrik og Niels. Meget kan stadig ske.
De sidste tre runder spilles på tirsdag. 7. runde lægges mandag aften. Og HEY, husk at få tilmeldt dig til efterårsturneringen.
