Hørning 1 – Viby 3: 3-1
Året første holdkamp som stadig kunne gennemføres og overholde det aktuelle forsamlingsloft på 10 personer fandt sted da vores 3. hold var en tur i Hørning. Hørning er en mindre klub rent antalsmæssigt med kun en enkelt hold tilmeldt i D rækken. Men netop derfor kan man godt risikere svær modstand i D rækken derude. Vores modstandere lå således mellem 1450 og ned til 1250 i rating hvilket er en del over vores 3. hold.
4. Bræt: Kim Christensen spillede sit første officielle holdskakparti for Viby og kom hurtigt ud i alvorlige problemer med et fejltræk i dronningegambit som kostede en ren centrumsbonde. Partiet kom meget til at handle om en en åben linje som modstanderen havde besat med to tårne og siden en dronning og derfra kunne han bruge til at gå på togter ind i Kims stilling . Da Kim overså en fjern løber, og mistede en kvalitet, blev det snart for meget at skulle overleve for Kim, der desværre tabte i sin debut.
3. bræt: Ruben stillede sig ret solidt op i en engelsk åbning med hvid. Positionen var ret lukket, og det kunne længe ligne en remis…men desværre røg der en bonde og Rubens kongestilling blev meget udsat. Men Ruben fik vendt det til en lovende angrebsposition for Dronning, Tårn og Springer med de åbne linjer foran kongen. Desværre spændte Ruben buen for hårdt i forsøget på at sætte mat og endte ud i en stilling med et tårn i undertal. Nederlaget var dermed uundgåeligt.
2. bræt: Roberto kom lidt bagefter i udvikling og var sent ude med at rokere.. modstanderen straffede det dog ikke så hårdt. Men efterhånden fik det dog konsekvenser, idet modstanderen kom hurtigere med sit angreb end Roberto. Angrebet kostede Roberto et helt tårn, og med diverse afbytninger af bl.a. Dronninger gik det kun en vej i partiet. Mod tab.
1. bræt: Claus åbnede med dronningebonden og gik til angreb med taktiske momenter i partiet til følge. En “kæmpespringer“ på e5 der ikke lige kunne trues væk så ud til at give ham en god overvægt. Stillingen gik dog hen og blev meget lukket så Springeren var måske mere til pynt end til reel gavn. Efterhånden blev der dog løsnet op og spillet kulminerede i et vældigt taktisk “slagsmål” på dronningefløjen. Et slagsmål som Claus kom bedst ud af og endte med et par sunde sammenhængende fribønder på kongefløjen og løber mod springer. Claus afsluttede yderst elegant med at ofre sin løber med den pointe at hans randbønder løb i mål. Et flot point og en god skalp nappet af vores førstebræt!
– Nyheden opdateres senere med dette parti…