Status i klubturneringen
Vi er nu godt halvvejs i vores efterårsturnering. Tirsdag spillede vi opsamling til de første fire runder og der begynder at tegne sig et billede af top og bund.
I mesterklassen har John (billedet) gjort kort proces. Ikke alene har han vundet de første fire partier – det har også set forbavsende let ud. I det udsatte parti fra 2. runde i tirsdags lagde John meget pres på Sørens C.s stilling og efter en kombination med slag i centrum faldt korthuset sammen. I 4. runde vandt John desuden topopgøret mod Steen, efter at sidstnævnte spillede en alt for passiv åbning. Steen er dog stadig det bedste bud på en med-præmietager med sine 3 point. Lars følger derefter med 2½ point, mens Per endelig fik en sejr over Martin i 4. runde i et parti, hvor han pressede det meste af aftenen mod Martin, inden de så havnede i et remisagtigt tårnslutspil, som Per havde mest styr på.
Søren L. har haft en svær start som oprykker. Fire nuller indtil videre. Med en forventet score på 0,85 i alt, kan han dog stadig nå at få en acceptabel turnering. Bjarne og Martin har stadig et udsat parti og vinderen der kan kæmpe sig op i midterfeltet.
I 1. klasse er det Brian der har lagt sig i spidsen efter fire runder. Da Claus jo desværre måtte udgå er det dog ikke alle der har spillet fire partier. Bjarne Lysgaard er den eneste ubesejrede spiller med scoren 2/3. Men det er lidt tidligt at han er begyndt at køre resultatet “hjem”. Det har været to meget korte remiser i runde 3 og 4.
Ellers må man sige, at klassen forsat er meget åben. Kun Viggo, som ellers kommer lige fra mesterklassen, ser ud til at være ude af spillet med scoren 0/4.
2. klasse ser meget spændende og jævnbyrdig ud. Henrik har fået en fin start med 3/4, men også oprykkeren Tobias er i en fin position med 2½/3. Samme score har Hans Jørn Juhl, dog efter 4 partier. Hans Jørn fik en fin kombination ind mod Jørgen i det udsatte parti tirsdag. En løber slog en dækket bonde og truede både dronning og et tårn. Desværre for Jørgen var dronningen overbelastet, for hvis han slog løberen var der en mat i bunden. Meget fikst. Jørgen har ligesom Søren L. i mester og Viggo i 1. klasse måttet erkende at modstanden er hård.
Vi har et stort midterfelt i 2. klasse. Eskild, Jens og Torben har alle 2 point og Ove kan slutte sig til dem, hvis han vinder det udsatte parti mod Tobias.
3. klasse har været lidt uoverskuelig, fordi Bente udgik og der er blevet tildelt point for alle fremtidige runder. Lige nu er vi dog midtvejs, hvor alle (på nær et udsat parti mellem Cristian og Malte) har spillet en gang alle mod alle. Ruben har startet frygtindgydende med scoren 4½/5 og har dermed lavet et hul ned til de næste. Men som Christian viste i det udsatte indbyrdes parti tirsdag, så kan det godt lade sig gøre at spille med. Christian kom i slutspil med en bonde ekstra, men læren til deres næste møde er så, at han ikke skal sætte en officer i slag derfra!
Forfølgerfeltet er tæt: Roberto (3/5) og Hans Ewald (2½/5), mens Malte og Christian begge har 2/4. Malte skal lige have trænet reglen om rørt brik. Det er ærgerligt at smide gode stillinger væk på den konto.
Vi holder opsamling for nogle af de tilbageværende udsatte partier på tirsdag. Næste ordinære runde er den 25. oktober. Ugen efter er der som bekendt valg. Det er samtidig første mulige spillerunde i holdturneringen for 2.- og 3. holdet. Vi venter stadig på at se det færdige program, men mon ikke det bliver uden holdkampe den 1. november.