Viby 1 – Evans 2: 4,5-3,5

Førsteholdets tur vil Vejle mundede ud en en sejr, der langt hen ad vejen ikke så selvfølgelig ud… Resultatet er heller ikke prangende sammenlignet med vores forventede (ca ½ point under) men da heller ikke katastrofalt! Hold øje med nyheden, der opdateres her med mere udførlige beskrivelser! Se kampen i tal her!

 

Først færdig var undertegnede. Jeg spillede lidt kyllingeagtigt mod et russisk forsvar, og stod meget passivt uden modstanderen dog fik afgørende fat. Da vi havde afbyttet alle lette officerer tillod jeg mig at foreslå remis, hvilket modstanderen takkede ja til.

Desværre gik der ikke så længe inden Søren, der var sprunget ind som reserve opgav sit parti. Han havde spillet et hollandsk stonewall forsvar men modstanderen kunne dog senere i partiet udnytte at han havde en løber i samme farve som murstenene i Sørens stonewall… hvilket han benyttede til at afmontere den.

Et kig på de øvrige brætter så ikke mere end lovende ud. Flere steder stod vi nærmest i underkanten. Dog lige med undtagelse af Bennys parti, der virkede meget lovende. Benny plukkede bønder som var det blomster på en sommereng. Og modstanderens modspil med konge og tårn løb til sidst ind i at Benny løb i mål med en af sine sammenhængende fribønder – den på a- linjen. Dermed gik pointet meget overbevisende til Benny!

Så var vi oppe på 1,5- 1,5. Men flere steder så vi ud til at stå i underkanten.

Det der først så lidt uklart ud blev imidlertid mere og mere lovende på vores 1. bræt! Jens fik både en bonde og Dronning og nogen lette officerer med frem i et kongeangreb. Du kan se Jens flotte angreb her

Dejligt Jens fik taget revanche fra første rundes nederlag.

Ikke så længe efter viste John igen klassen og vandt sit parti. Jeg så ikke ret meget til det, men synes ellers det så meget lige ud efter åbningen… men John havde nok set langt ud i fremtiden og skabte sig noget pres ved at marchere frem med kongebønderne. Samtidig fik modstanderens løber mere og mere klaustrofobi over ikke at have felter. Som en anden pyton kvalte John til sidst denne arme løber med sin snigende bondekæde, og satte i samme ombæring en dødelig gaffel ind på modstanderens to tårne og dermed indkasserede han et vigtigt point til os! Stillingen 3,5- 1,5  i vores favør blev kort tid efter til 4-2 idet Lars tog remis i et parti med springer mod løber og nogen bønder. Lars fandt i efteranalysen vist en måde han kunne have gået efter gevinsten, men man skal jo også være forsigtig i de her kampe mod en mulig direkte rival i stillingen. Vi var efter denne remis jo da sikre på ikke at skulle tage hjem til Århus med et nederlag!

Men kunne vi mon vride en sejr ud af det? De sidste to partier så bestemt ikke ud til at gå vores vej. Steen sad i lang tid med et tårn for to lette officerer i en meget presset stilling. Han virkede heller ikke til helt at tro på det. Men alligevel fik han kørt det ud i et slutspil med et tårn til hver, og så havde modstanderen en dobbeltbonde. Vi ved jo godt at med en enkelt bonde på f linjen kan det holdes remis. Men kan det også med en dobbeltbonde i f linjen? Vi var flere der ikke kendte det formelle svar på det, men som Steen noterede sig så kom han i den grad til at mangle “skakken i nakken” – altså de skakker man kan give med tårnet fra modstanderens baglinje. Fordi modstandens konge netop kan bruge den bageste af dobbeltbønderne til at gemme sig bagved… Så det endte med et nederlag til Steen. Og stilling 4-3 til os.

Tilbage sad Henning, der længe havde taget imod tortur en bonde i undertal og en vanskelig stilling at holde. Som om det ikke var nok havde partiet også været ramt af tekniske problemer, i form af et ur, der ikke gav den fastsatte ekstratid. Man havde så i kampens hede sat et almindeligt analogt ur ind, som jo desværre ikke kan give de 30 tillægssekunder pr udført træk. Situationen virkede kritisk da Henning havde den gamle vinge fra tårnuret højt oppe. Til gengæld havde han forsvaret sig så indædt, at han havde fået udlignet materialet. Vi var flere der skumlede lidt i krogene om det kunne være rigtigt at tabe på gammeldags vingefald, på tid, i en turnering med en andet tidsramme…?! Modstanderen der nok var lige så irriteret over såvel teknikken som spillets udvikling valgte da meget sportsligt at tilbyde remis, hvilket Henning takkede ja til. Vi undgik dermed også et muligt sportsligt efterspil på dette her uheldige tekniske uheld. Hennings stilling var nok også mere remis end den havde været i lang tid, så han ville formentligt også have kunnet kørt remisen hjem med tillægssekunderne…

Dermed sluttede kampen 4,5 – 3,5 til os, og vi ligger på en øjeblikkelig 2. plads, hvilket er en klart godkendt start for os. Næste runde venter så Herning, som ikke har haft den heldigste start på turneringen. Men man skal jo altid være varsom med et såret dyr! Så det bliver nok igen en spændende match i en ret så jævnbyrdig 2. division!

/ref. Martin