5. runde
Der var lidt mere gang i sagerne i denne runde, hvor der var tæt på fuldt program. Desværre har Bjarne Lysgaard-Egeberg måttet trække sig fra turneringen.Da Bjarne ikke har nået at spille halvdelen af partierne, vil han blive nullet ud i turneringstabellen. De afviklede partier vil dog blive ratet med de faktiske resultater.
Dagens runde:
Jeg (Steen) sad selv begravet i et parti, hvor jeg løb ind i en åbning som Benny åbenbart kendte ud og ind og hvor han spillede a tempo. Jeg følte at jeg spillede forkert i åbningen, men Benny kunne oplyse, at det var Karpov-varianten jeg spillede, i en hybrid af engelsk og hollandsk. Og hvis Karpov kan spille det, så kan jeg vel også… Hvid stod noget bedre, men i midtspillet fandt jeg noget rusk og fik gjort min stilling mere dynamisk ved at skabe en fribonde i centrum, som måske/måske ikke var en svaghed – eller måske en styrke.
Benny fik ikke spillet det bedste i fortsættelsen og endte med at tabe en løber. Det vil sige, jeg fik faktisk spillet den afvikling helt forkert i tidnøden, efter at jeg troede at jeg havde regnet en variant til ende, mens Benny tænkte. I stedet kunne Benny have lavet et mellemtræk med et tårn ind på 7. række med afgørende effekt. Vi havde dog åbenbart begge regnet på samme variant, hvor Benny så til gengæld havde overset, at jeg kunne dække en mat i bunden. Så det endte alligevel med tab af løberen og i sidste ende partiet.
Jeg så ikke så meget af hvad der ellers foregik, bortset fra at Jens Fogh ret hurtigt nedkæmpede Søren C. som sad med en meget trist “fransk” løber. Da Jens trængte helt ind i stillingen med sine tunge officerer, var det helt slut.
Heldigvis havde Martin et kort parti og gjorde nogle observationer:
Ove Kehlet vandt da han kunne lave en fribonde på randen, som kostede Eskild dyrt.
Hans Ewald vandt over Roberto med en bonde i overtal – igen med en fribonde som han kunne realisere.
Lars og Per spillede et ret lukket parti, hvor stillingen så låst ud i midtspillet. Der var ingen der reelt havde stor lyst til at åbne op for ballet, da det ville give modstanderen en bedre bondestruktur og terræn – derfor remis.
Mogens forsøgte sig med Trompovskij mod Uffe, men gik desværre helt galt i byen med en springer, som Uffe bare kunne nappe med dronningen i stedet for randbonden, som Mogens havde bundet…
Brian Kristensen fik med hvid godt angreb ned mod Karsten Fyhns kongeborg. Han valgte dog at tage remisen med et tårnoffer mod bg6, og efterfølgende evig skak med dronningen.
Mod undertegnede spillede Brian Sørensen en Larsen-åbning. Han gik aggressivt frem med h3 og truede løber g4, og da denne gik til h5 fortsatte han fremmarchen med g4. Opfølgningen på bondeangrebet gav ham dog second thoughts, og han kom i stedet til at stå lidt udsat med kongen. Helt galt gik det da han rokerede langt og tillod et dræbertræk, Lf3, som koster Dronningen. Det ville han ikke spille videre på, og opgav: