Slutspil

Vi nærmer os afslutningen på efterårsturneringen og nu er alle udsatte partier afviklet, så vi kun mangler sidste runde på tirsdag.

I mesterklassen fik vi afviklet tre partier tirsdag aften. Benny fik færdigspillet sin turnering med sin sejr over Martin, hvor det igen var pindsvinet der fik det sidste stik, da den hvide stilling havde blottet sig for meget. En fin positionel præstation. Benny slutter dermed på imponerende 7 point og kan nu bare afvente at se, hvilken præmie det kan række til.

I hælene på Benny har vi Jens og Steen med 6½ p. og et parti i hånden. I tirsdagens opsamlingsrunde vandt Steen over Per i et parti, hvor Steen hurtigt fik stor fordel trods de sorte brikker. Per var under pres og satte en kvalitet (tårn for springer) i slag. Men derfra kneb det noget med gevinstføringen for Steen. Det endte til sidst ud i et slutspil med tårn mod springer, men bare en bonde til hver. Der var absolut remischancer, men partiet sluttede brat, da Per fik sat sit springer i slag.

Et endnu længere slutspil fik vi mellem Brian S. og Lars (billedet). Klokken var halv et, før Lars måtte opgive at få ført sin sidste bonde i mål i et springerslutspil. Så remis. Det var nok vundet lidt tidligere i slutspillet. Til gengæld havde Brian en rigtig fin stilling det meste af aftenen. Han fik bare aldrig realiseret fordelen. Lars er dermed, som den eneste, stadig ubesejret. Men med 5 remiser halter han lidt efter toppen med sine 5½ point.

I sidste runde spiller Jens mod Lars i et parti som også har perspektiver i forhold til kampen om klubmesterskabet (efterår og forår lagt sammen). Steen møder Martin og har i tilfælde af ligestilling, med Benny eller Jens, fordel af at have vundet de indbyrdes partier. Men det bliver en spændende afslutning.

I 1. klasse kan vi allerede nu ønske Torben tillykke med 1. præmien og oprykning med sine 7 point! En imponerende turnering han har gang i. I tirsdagens runde kom der aldrig rigtig gang i topopgøret mod Hans Jørn. Dermed slutter Hans Jørn turneringen med 6 p. og han må nu afvente begivenhederne i sidste runde og se om det rækker til præmie og/eller oprykning. Uffe snublede imod Jens i tirsdagens parti, og skal sætte sin lid til en sejr over Niels, samt at korrektionen holder til at passere Hans Jørn. Søren Larsen kan også komme med i den pulje med en sejr over Henrik. Til gengæld har Mogens skæbnen i sin egen hånd, men for at nå 2. præmien og oprykningen kræves nok en sejr over Torben i sidste runde.

I 2. klasse har Eskild spillet færdig med sine 6½ point. Ove er et halvt point bag, men med fordel i at have vundet det indbyrdes parti mellem de to, i tilfælde af ligestilling. Det kan dog ende med en korrektionsberegning mellem tre spillere, hvis Ove spiller remis og Jørgen samtidig vinder over Kristoffer.

Vel mødt til en spændende afslutning på tirsdag!