4. runde
Endnu en runde, hvor det var begrænset, hvad jeg fik set rundt på de enkelte brætter. Men folk er da flinke til at aflevere deres partier.
I mesterklassen har undertegnede, Steen, besluttet at være solidarisk med AGF og være lidt afventende med at vinde nogen kampe. Spillet er dog langsomt blevet bedre. I sidste uge blev kampen mellem Jens og jeg afviklet og til stor afveksling var der denne gang ingen klare tabstræk fra nogen af siderne. Faktisk mener computeren ikke, at der opstod en gevinststilling til nogen af spillerne undervejs. Jens var dog ved at oparbejde et tryk, men en overseelse kostede alle gevinstchancer. Til sidst troede vi begge, at jeg havde visse chancer med en stærk løber mod en indespærret springer og jeg kunne nok have testet Jens lidt mere i det slutspil, men computeren havde for længst dømt 0.0:
I tirsdagens 4. runde var der igen hård modstand på programmet i form af Nina. Jeg troede egentlig at jeg var ved at komme galt afsted i åbningen, men det var åbenbart ok at flytte dronningen lidt rundt på må og få og lokke Nina til at spille brikkerne frem på banen. I overgangen fra midtspil til slutspil følte jeg at jeg var ved at få fat, da Ninas tårne ikke var koordinerede og jeg burde have fået mere ud af det, da Nina spillede et overraskende træk, som ofrede en bonde. Ideen var dog god nok, hvis jeg valgte at gå direkte efter bonden, hvad da også var det min hjerne rakte til på det tidspunkt. Det gav et aktivt tårn til Nina og ret simpel udligning. Havde jeg udskudt at tage bunden, ville der derimod have været gode chancer (+1.5 siger computeren). Men altså endnu en remis.
I toppen blæser Jens og Henning M. stadig afsted, nu med 3½ point hver. Hennings kongestilling så en overgang lidt presset ud på de hvide felter, men da Johnny ikke lykkedes med at finde noget konkret, afgjorde Hennings bondeovervægt på dronningefløjen ret hurtigt. Johnny er dermed stadig kun på et halvt point og i næste runde venter Jens. Samme Jens havde et, udefra set, spændende kampparti mod Lars Noe, hvor Jens tilsyneladende havde set længst op mød tilnøden, hvor han gik på bonderov med sin dronning og i sidste ende kunne stå helt nede i fjendens linjer og forsvare mod den mat som som Lars truede. Derefter var det vist lige præcis bare vundet for Jens. Det blev i hvert fald resultatet.
Brian Sørensen vandt sit 2. parti i turneringen og kom dermed op på halv score. Ganske fint, når den samlede forventede score kun er 1,7. Brian fik ret hurtigt en fordel mod Henning Brøgger og i løbet af forbavsende få træk var Brian i gang med at føre to bønder ned mod mål.
Så status her hvor vi lige har passeret halvvejsmærket er at Jens og Henning M. fører med 3½/4, Nina har 2½ mens Brian og Lars begge har 2. Henning mangler både Jens og Nina, så det er stadig åbent i toppen.
I 1. klasse har vi stadig tre udsatte partier, så stillingen er ikke helt så overskuelig. Ole har dog fået et godt udgangspunkt med 2½/3. Det blev til en overraskende hurtig sejr over ellers solide Karsten i denne runde. Samme score som Ole har Jonatan, dog for en ekstra spillet kamp. I 4. runde var Jonatan oppe mod Benno, som virkelig har skruet op for det solide spil i denne turnering. Fire remiser indtil videre! Jonatan opnåede et vist initiativ, men der så ikke ud til at være sprækker i det solide forsvar.
Martin tog en tiltrængt sejr over Brian K. Egentlig kom Brian godt ud til kampen, men gassen gik vist ud af ballonen, da initiativet gik tabt.
Johnny meldte igen afbud på selve kampdagen og Adam fik lov at vælge om han ville have det gratis point. Han er dog kommet for at spille skak og det er jo prisværdigt. For en god ordens skyld skal jeg repetere, at afbud skal meldes senest mandag aften kl. 21. At sygdom så kan opstå på selv dagen, må vi prøve at have forståelse for.
I 2. klasse kører vi på med topopgørene. Anders var sidste spiller med maksimum efter 3 runder og han måtte se den serie slutte efter en remis mod Claus. Jeg fandt aldrig helt ud af, hvordan Claus klarede sig ud af situationen hvor han lavede et løberoffer for en bonde. Men noget må være gået galt for Anders, for de tog remis ret hurtigt efter.
Dermed kunne Jonas komme tilbage i toppen med en sejr over Torben. Det blev et spændende parti, hvor Torben faktisk fik en god fordel efter åbningen, men derefter reelt blev nedspillet af Jonas, især i slutspillet:
Lige under toppen spillede Søren L. og Henrik om at hænge på. Søren missede en totalt vundet stilling i 3. runde og den bedrift gentog han denne aften, hvor han kunne have afgjort partiet ret tidligt. I stedet kom spillerne ud i et tårnslutspil, som er en vanskelig disciplin indenfor skak. Her svingede stillingen konstant mellem stor fordel til hvid og noget der var til at holde for sort. Da spillerne tog remis var stillingen fortsat vundet for hvid:
I kampen mellem de to gange Niels havde Niels klar fordel undervejs. Slutspillet var så ved at løbe ud i en remis, da Niels så pludselig vandt på teknisk knockout med det sidst lille bondetræk i partiet:
Christian er langsomt ved at spille sig tilbage i turneringen, nu med 50% score, efter sejren over Michael. Der virkede til at være sort kontrol hele vejen.
Endelig lykkedes det så for Jens at vinde opgøret mellem de hidtil slagne, i en spændende kamp mod Peter. De to spillere rokerede til hver sin side og så er der jo altid dømt slagsmål. Jens var dog foran på point allerede på det tidspunkt, hvor Peter fik tabt sin dronning og definitivt måtte opgive:
I 3. klasse blæser Storm derudaf. Kim fik tæsk denne gang og Storm står nu med 4½/5 og ligner en kommende vinder af gruppen. Jan Henrik var ellers også ubesejret, men måtte i 4. runde ned imod Jørgen. Jan Henrik vandt ellers en officer i åbningen og kunne have vundet en ekstra samtidig med en afvikling til et ret simpelt slutspil. I stedet satte han selv en officer i slag og så kom Jørgen for alvor tilbage i kampen:
Det var dog en trøst, at Jan Henrik ugen før vandt det fremrykkede parti mod Amanda:
Amanda har allerede nået at få spillet seks runder, med respektable 4 point på kontoen. Her i 4. runde blev det til en hurtig sejr over Lars.
Bertram fik en af de triste sejre, da Anthony vist havde glemt at få meldt afbud. Vi håber at Anthony ikke er blevet mærket af de sidste par hårde kampe mod de unge løver, Storm og Amanda.
I sidste uge fik vi også spillet et udsat parti mellem Kim og Lars, som var ret omvekslende:
På tirsdag er der opsamling samt alternativ turnering. Steen laver desuden undervisning fra ca. kl. 18.20.
