B-række: Viby 2 – SK 1968 4 1½-6½
Det blev 2. holdet, der skulle skyde årets holdturnering i gang. Det blev lidt en fuser, med et stort nederlag.
Det skal siges, at vi var ramt af afbud, især i toppen af holdet, samt at vi også var oppe mod et stærkere hold ifølge ratingtallene.
Kampen startede også skævt, da der åbenbart var opstået en forglemmelse eller misforståelse, så Niels J. ikke mødte frem. Så allerede 0-1 efter en time. På det tidspunkt så det dog allerede skidt ud på flere brætter.

På billedet har Brian lige opdaget, at han har begået en stor fejl.
Brian var hoppet i en art fælde, da han snuppede en forgiftet bonde i centrum med sin springer i den viste stilling. Johnny havde lige spillet Dc2-c4 og her ville det jo være en god ide at overveje, hvad ideen var med det. Stillingen er ret lige, hvid har noget terrænfordel, men også nogle problemer med at udvikle sine brikker og at få rokeret. Et normalt træk vil være Sbd7. Brian spillede dog Sxe4?? og Johnny besvarede det selvfølgelig med Db5+. Eneste træk var så at bytte dronninger og efter Lxb5+ var der ikke længere en binding på den hvide springer på d2, som kunne gnaske løs på e4.
Hans modstander, Johnny Sparvang, kunne besvare dette med en skak og så stod det klart, at springeren ville gå tabt. Brian kæmpede videre, men det var selvfølgelig håbløst.
Mogens fik snuppet modstanderens dronning, men det var ikke nogen fantastisk handel, når modstanderen fik 4(!) lette officerer i bytte. Det gik også hurtigt galt. Niels Berg smed to bønder undervejs og da spillerne lystigt byttede officerer af, kunne det kun gå en vej. Michael var lidt passiv, men holdt skansen materielt et godt stykke af vejen, indtil modstanderens pres kostede en officer og siden endnu mere.
Anders gav lidt tidligt en løber for en springer, men han havde ellers en stilling med noget mere terræn og med forskellige trusler på brættet. Modstanderen spillede dog påpasseligt og Anders smed først en bonde og lavede senere endnu en fejl, der kostede materiale. Og så var det slut.
0-6 og kun de to øverste brætter var tilbage (i forgrunden på det øverste billede). Benno var trådt ind som reserve på bræt 1 med de sorte brikker, mod en højere ratet modstander. Det blev lidt passivt, men Benno holdt balancen hele vejen. I slutspillet med en springer og to bønder hver, hvor Bennos ene bonde dog var en fjern fribonde, var det vel Benno der havde små gevinstchancer. Men sådan nogen ender som regel remis og det blev også tilfældet her.
Dagens solstrålehistorie blev derfor Jonas på bræt 2. Jeg ved ikke helt, hvor modstanderen fejlede, men de endte ud i et tårnslutspil, hvor Jonas havde 3 bønder mod 1 på den ene fløj og modstanderen 2 mod 1 på den anden. Afgørende var dog, at Jonas havde sit tårn på 7. række og afskar den sorte konge fra at komme med i spillet. Det kunne derfor vindes på flere måder og Jonas virkede sikker i sin eksekvering.
Dermed altså en skidt start på sæsonen, men vi må bare op på hesten igen. Den anden kamp i gruppen, mellem VRS og Silkeborg, endte 4-4. I næste runde, den 17. november, får vi besøg af Silkeborg.
