ÅM – sådan gik det!

Viby skakklub kan være stolt over at have lagt rammer til et flot og velbesøgt ÅM arrangement. Mange spillere og gæster såvel som “officials” roste vores fine rammer til arrangementet og den gode stemning og den hyggelige cafe med liveskak vi fik stablet på benene. Samtidig viste det sig, at vi også er en klub, som er rig på turneringsledere! Faktisk en kæmpe ressource vi råder over der!

Skolernes skakklub og de øvrige samarbejdsklubber var også stærkt involverede med at få stablet dommere, invitationer på skak.dk, sat grupper op (herunder modtage hunderedetusinder af til- og frameldinger helt frem til kampstart), økonomi og andre sportslige forhold på benene.

Alt i alt blev det en rigtig fin turnering som gav mange af os en masse gode erfaringer med på vejen, når det nu er helt nyt for nogen af os at være med på arrangørsiden! Som fx. .at det er vigtigt med oversigtstavler og rundekort, men ligeledes når man kæmper til og med de allersidste timer op til start med at få grupperne til at gå op med et minimum af udeblivelser (oversiddere) pga sygdom eller andet, og da at have adgang til en fungerende printer … eller hvad gør man hvis det ikke på forhånd er fastlagt hvordan man afgør mesterskabet og titlen ved ligestilling EFTER korrektionsberegning…. og den slags. Men heldigvis tog alle det med stor ro og venlig forståelse med de uregelmæssigheder der nu engang opstod.

Mogens var rigtig god til at hjælpe med efter oplæring på en halv aften, at få livesystemet holdt i live under hele turneringen, selv om han aldrig havde rørt det før. Så også værdifuld læring der!

Brian og hans frue var en stor hjælp i køkkenet sammen med de øvrige frivillige der gav et nap med! Laurits Emil og hans ven Adam var også flinke at tage en hel lørdag i kantinen og fik sig også en god læring ud af det sammen med lidt gode lommepenge til vinterferien.

Og hvad så med det rent sportslige:

Jo vi kan faktisk også på den front lune os ved adskillige succesoplevelser. Det giver jo et lille kick indeni, når det er et par gamle Viby knajter, der går hen og bliver dels Århus Mester hhv. Århus Vicemester på 2. pladsen.

Århus Mester 2023 blev således Jens Albert Ramsdal. Og nr. 2 blev Filip Boe Olsen. Begge folk med tidligere medlemsskab i vores egen klub.

Hvordan så med de nuværende medlemmer af Viby? Jo her var der bestemt også flere succeser at sole sig i!

Største succes var klart Rubens delte 1. plads i basis 8.  Ruben måtte godt nok dele sin 1. plads med Noah Nørholm, der var den eneste han tabte til, ud over de 3 flotte gevinster.

Af pæne nydelige præstationer må også nævnes Søren G. Christensens og undertegnedes delte 2. pladser! Søren kunne på vej hen i banken med sin gevinst glæde sig over 15 gode ratingpoint ligesom undertegnede på samme tur kunne glæde sig over 8 ekstra points i ratingbanken.

Med to remiser som eneste udbytte måtte John kæmpe med tingene i Mester 2. Det var også hårde folk han var oppe mod der, og min fornemmelse var at John med lidt mere held i sprøjten godt kunne have hold sin forventede. Men tingene ville altså bare tippe den forkerte vej.

Benny var helt frem til allersidste time af weekenden med i spil om medaljer i sin gruppe. Det krævede dog at han kunne vinde sit sidste parti i den direkte duel om 2. pladsen. Remis ville give pladsen til modstanderen Asger Justesen. Benny havde visse lovende takter med en fribonde langt fremme og aktive officerer. Men trætheden efter så mange partier og så lange partier som Benny havde været ude i gav bagslag i form af nogen uheldige udfald kombineret med kravet om at SKULLE vinde for at få præmien. Det fik nok Benny til at spænde buen for hårdt og han endte med at tabe det afgørende parti og lande på en delt 3-5 plads med et ratingtab på kedelige 37 point til følge.

Heller ikke for Benno ville søndagens to runder byde på en turn-around. Han landede med 3 remiser på 1½ point som desværre var under det forventede.

Så kan vi til gengæld glæde os over, at Søren Larsen, som efter fre/lør stod med et rundt nul og kiggede ind i katastrofen faktisk fik vendt bøtten godt og grundigt her på søndagen med to gevinster. Han landede derfor i sidste ende meget tæt på sin forventede score – heldigvis med kun minus 4 rating point til følge. Godt reddet må man sige.

En pudsig detalje ved turneringen er, at der er hele 3 ud af slægten Ramsdal, der har vundet deres grupper. Dels blev Jens Albert som nævnt Århusmester i den bedste gruppe, dels vandt Lasse Andreas Basis 2, som undertegnede spillede med i (det var ham fra forrige nyhed, der lavede et “killermove” mod mig), dels vandt Mikkel – også Ramsdal basis 3 gruppen.

Men et stort tillykke og en lige så stor tak for det gode arrangement skal lyde! Vi har altså noget at være stolte over i Viby Skakklub.

Du kan se alle resultater her!

Og du kan takket være Mogens spille partierne fra livedækningen af mester 1 igennem her, og mester 2 igennem her.