9. runde
Mens det meste var afgjort før sidste runde i 1. klasse, fik vi en yderst spændende afslutning på 2. klasse tirsdag aften. Kristoffer havde ført turneringen hele vejen og lå også i spidsen med et point ned til tre spillere inden det sidste parti. Turneringsplanlægningen magede sig så sådan, at de fire spillere i toppen skulle mødes indbyrdes. Kurt (billedet) mod Kristoffer og Ove mod Jens.
Ove havde en fin chance for at vinde materiale i midtspillet, men i stedet fik Jens etableret et voldsomt angreb med sin tårne ned mod Oves kongestilling og det overlevede hvid ikke. Kurt fik spillet et rigtig fint parti mod Kristoffer. Han endte i et dronningslutspil med en bonde ekstra. En farlig fribonde i centrum. Objektivt set en tabt stilling for Kristoffer, som dog fik chancen for remis ved trækgentagelse. Et resultat som ville sikre en udelt 1. plads til ham. I stedet løb skakkerne ud og Kurt vandt et flot spillet parti. Dermed skulle der laves korrektionsberegning og denne blev også ret spændende, da Jens og Kurt sluttede med samme korrektionspoint, foran Kristoffer som må nøjes med 3. pladsen! Dermed altså en delt 1. plads til Jens og Kurt.
De to afgørende partier:
I det sidste parti, der blev spillet i 2. klasse, vandt Jørgen over Ruben. To spillere der har haft omvendte formkurver på det seneste. Da jeg kiggede på partiet førte Jørgen med to lette officerer og det virkede lidt optimistisk at spille videre på det for Ruben. Omvendt får man jo sjældent point ved at give op!
1. klasse sluttede også, men her var spændingen ikke så stor. Martin satte en tyk streg under sin suverænitet ved at slå Søren L. i omkring 20 træk. Dermed en score på 8½/9 og Martin var endda den eneste spiller som også nåede at spille mod Uffe.
Brian S. blev også en sikker oprykker. I sidste runde fik han vist snydt Mogens, som prøvede at gå på bondejagt i åbningen, men endte med at sætte en officer i slag. 7½/9 til Brian på 2. pladsen. 3. pladsen blev afgjort til Bjarne Lysgaards fordel, da såvel Hans Jørn som Søren C. kun fik remis i sidste runde mod hhv. Indradeep og Torben. Bjarne sluttede med 5½/9 og førte dermed et stort midterfelt an, et stykke efter de to oprykkere.
Vi fik også spillet flexturnering. Her var det især spillere fra mesterklassen som var i kamp. Steen vandt over Per, Brian K. vandt over Benno og endelig måtte Uffe overraskende give en remis til Roberto. Det er jo også sådan noget den alternative turnering kan.
Husk, at vi spiller flexturnering de næste to tirsdage. Alle kan stadig være med. Stillingen i turneringen er netop blevet opdateret. Som bekendt er vinderen den, som scorer mest over sin forventede score i turneringen. Ring eller send en mail til turneringslederne senest søndag, hvis du gerne vil spille på tirsdag.

Et svar til “9. runde”
Jens A.L.Jørgensen
18. maj 2023 hos 11:27 am
Hej Steen,
jeg har lige en kommentar til mit parti mod Ove: mit(sorts) træk 13 er ikke Lb6,men La7!,hviket afliver ideen med hvids Lb5!
mvh.
Jens J