Klubturneringen 4. rd.

Der var gang i sagerne i klubturneringen herpå forårets første skakdag i klubben.

M klasse:

Her fortsatte hjemvendte Henrik sin stærke stime i turneringen mod ligeledes hjemvendte Brian. En afbytningsvariant i Caro Kann med det ubalancerede c4 træk, der skaber en del dynamik i stillingen kom på brættet. Den var ret lige indtil et enkelt unøjagtigt træk blev straffet rigtig hårdt af Henrik. Jeg fik lov at fremvise partiet, som du kan se her:

Brian Sørensen vs Henrik Schrøder

  0-1

 

Jeg selv (Martin) havde sort mod Per. Jeg huskede alt for godt hvordan jeg blev grillet over en sagte ild i åbningen sidst jeg mødte ham, og spillede derfor ultra forsigtigt. Per derimod gik rigtig frisk til den med 4-bonde angreb hvor både c4, d4, e4 og sågar f4 blev ført op for at skaffe masser af god terræn. Risikoen er naturligvis en lidt mere løs kongestilling. Efter et stærkt træk af Per med Dronningen, som truede flere steder samtidig, fandt jeg eneste redning med et bondefremstød med f5, som dog også gjorde min egen stilling lidt mere ustruktureret. Men det holdt sammen på skidtet, og efter lidt flere træk stod vi begge med ret kaotiske bønder og ellers helt lige materiale. Med en pænt stor tidsfordel valgte jeg dog at tilbyde remis, som Per tog imod. Stillingen dømtes da også helt lige af maskinen.

Jens F. spillede mod Mogens. Jens førte ret tidligt sine kongefløjsbønder frem. Også på Dronningefløjen blev bønder sendt ud til fronten, og det lignede næsten at Jens havde tænkt sig (igen) at holde Kongen på midten af brættet: Han rokerede dog kort idet Mogens trods de fremskudte bønder havde lang vej til at komme til at angribe på kongefløjen. Mogens kæmpede dog imod ret længe og helt inde i osteklokken af skakvariantberegninger ænsede han ikke fruen, der ventede ude på gangen (vel i den tro, at Mogens hurtigt ville være en færdig mand mod overmagten). Mogens måtte dog til sidst ned og tabte partiet til Jens. Men det var ikke uden kamp!

Sidst færdige parti i gruppen og på aftenen var Torben mod Steen. Her blev vi vidne til aftenens største overraskelse idet Torben efter at have stået i underkanten fandt et ret flot dronningeoffer, hvor han dog indkasserede et tårn og en løber og siden hen fik etableret to lynendes farlige sammenhængende fribønder. De kostede snart Steen en kvalitet, og sidenhen stod stillingen ikke til at redde. Meget flot spillet af Torben! Måske et af hans bedste partier i klubben – modstanderen taget i betragtning.

 

1 klasse: 

Jens J. mod Søren L:

Her fik Søren sat et giftigt angreb ind ret tidligt på aftenen. Da han gratis kunne slå bonden på f2 med skak og med et tårn med helt fremme valgte Jens at opgive. Han så angiveligt ingen grund til at trække pinen ud…

Niels mod Ove: her var der taget 3 bønder for en officer, så det gik vel materielt op. Måske kunne der angribes flere bønder, men det virkede til at begge parter var ret tilfreds med en remis denne aften.

Brian mod Jørgen: Det endte med en favoritsejr til Brian, der er inde i en ret god stime, ikke mindst hvis man også skeler til hans aktuelle præstationer udenfor klubben. Han er igang med et plankeværk, med 4/4, og ligner et godt bud på en oprykker til Mesterklassen.

Gruppens anden oprykkerfavorit målt på rating, Søren Christensen vandt over Christoffer.

En af dem, der måske kan drille de to ratingfavoritter i gruppen er Søren Gam, der med endnu en sejr og 3,5/4 holder trit med Søren Christensen. Denne aften vandt han over Eskild i et parti jeg ikke fik set så meget til.

Indbyrdes har Søren og Søren i gruppen spillet remis, og Søren Gam har stadig til gode at møde Brian. Så spænding om oprykning er der stadig masser af i 1. klasse!

2 klasse: 

Kim vandt et flot parti over Jan! Selv om Jan havde stillet sine to tårne klar i samme linje til at tilbageerobre de tabte officerer måske endda med gode angrebsmuligheder, fik han dog ikke lov til dette, idet det forreste tårn på e4 stod bundet af løberen fra b7 med kongen stående megatræls på g2. Da det derfor ikke måtte flytte sig brasede det helt sammen for Jan, der ret hurtigt måtte opgive partiet.

Roberto med hvid mod Kurt så ret lige ud, selv om Kurts springer vel på et tidspunkt var lidt langt væk fra begivenhederne oppe på h7. Men det kom dog ikke til at afgøre noget og partiet mundede ud i remis.

Det sidste parti, der blev færdigt i denne gruppe var Jonas mod Ruben. Det blev et maratonparti og meget tid gik nok med at regne på de mange varianter, som den uhyre komplicerede stilling med masser af officerer inde omkring centrum krævede. Partiet gik dog ud i et ret interessant slutspil, hvor Jonas har Løber + en merbonde mod Rubens Tårn. Jonas lykkedes faktisk med at føre denne fribonde ret langt frem mod forvandlingen inden Ruben fik slået bremserne i for dens fremmarch. Men med en så fremskudt fribonde var der dog heller ikke udsigt til at Ruben kunne begynde ligefrem at spille på gevinst, så det var vel rimeligt nok, at de tog remis.

Alt i alt en spændende aften i klubben, som jeg nok tænker at særligt Torben vil kunne huske til sine dages ende.