3. runde af klubturneringen

Der var godt gang i løjerne denne aften hvor 3. runde blev spillet.

M:

Her var der topkamp mellem Steen og Jens Fogh. I en sjælden variant af Caro-Kann hvor begge spillere vist ret tidligt var ude i ukendt terræn lurede et offer på f7. Måske ventede Steen på at Jens skulle rokere så han kunne sætte ind med det ene eller andet angreb alt efter rokadens side. Men Jens valgte i stedet at beholde kongen på midten, så hverken offer eller angreb kom på brættet. Hvad der siden skete ved jeg ikke men Jens må have gaflet nogen bønder da han mod slut førte med et par stykker. Det stod ikke til at redde for Steen, der opgav hvad der blev aftenens sidste parti.
Steen udtaler om sit parti: “Jens spillede overraskende Caro-Kann, som vist skulle være en overraskelse. Jeg fik egentlig en fin stilling (ca. +1 da den var bedst), men vi brugte begge meget tid og så var det ikke overraskende at Jens var bedst, da vi “skiftede” til en hurtigere tidskontrol. Jeg fandt ikke den bedste måde at gå ind i slutspillet på og hurtigt var det bare tabt.”

Mogens havde hvid mod Brian Sørensen. Flere iagttagere meldte, at Brian så ud til at stå nærmest til gevinst med nogen meget stærke fribønder. Men Mogens fik dog lavet modspil med et par fribønder som i stedet for at hænge sammen stod med så stor afstand på hver sin fløj, at det sikrede tilstrækkeligt modspil til en remis. Tilsyneladende ret godt reddet hjem af Mogens.

Lars Hougaard havde hvid mod undertegnede Martin. I en lidt fredelig åbning med en slags hybrid mellem Londonsystem og kongeindisk gik jeg galt i byen i midtspillet med en længere afbytningssekvens, hvor jeg havde overset, at Lars havde et bisset mellemtræk med en dronningeafbytning, som overbelastede mit tårn, hvorved han fik en centrumsbonde. Senere gik han igang med at plukke bønder fra mig som var det fløjlsgræs og ridderspore… mine forsøg på sidenhen at få etableret noget aktivt modspil pillede han ned med præcise forsvarstræk og ved træk 42 måtte jeg smide håndklædet i ringen.

I denne stilling ved træk 23 havde jeg netop spillet Sf6-d5 i håb om enten at vinde bonden på b4 eller ved modtrækket a3 i det mindste at kunne slå løberen på f4 og komme ud i et slutspil med uligefarvede løbere og en af Lars merbønder konverteret til dobbeltbonde .. Stadig tabt men dog mindre nemt for Lars i givet fald…  Lars fandt dog det bedste træk i stillingen: b5! som forpurrer alle mine planer.

Der fulgte 24. b5-Tc5, 25. Ld6-Sb4, 26. LxTc5-SxTc2 og Lars bevarede sin store fordel intakt…

1 kl: 

Der blev spillet et par partier jeg ikke fik set meget til. Søren Gam så ud til at stå godt mod Søren Christensen, men trods den optiske fordel så han sig ikke i stand til at konvertere stillingen til en gevinst, hvorfor der toges remis.
Søren Gam - Søren Christensen

Niels Jürgensen vandt over Jørgen Poulsen uden at jeg heller der fik set meget til det. Men det lader til at Jørgen har fået sin sag for i denne klasse. De øvrige partier i klassen er udskudt.

2 kl.:

Her vandt Ruben over Roberto. Ruben er i storform for tiden lader det til, og Roberto blev vist ifølge løse rygter udsat for en træls binding af en officer, som kostede dyrt.
Kim vandt med hvid over Hans Ewald, der så ikke fik sin 4. remis i træk.
Vores to nye medlemmer, Jan Henrik og Jonas (billedet øverst) mødtes denne runde. Her bemærkede jeg Jan Henrik relativt tidligt i partiet fik sat en giftig afdækkerskak ind med sin springer, som slog en springer på c6 med skak hvorefter Jonas’ dronning stod udækket. Meget naturligt slog Jonas tilbage på springeren og måtte vinke farvel til dronningen. I bagklogskabens ulideligt klare lys var “håndledstrækket” nok alligevel en fejl, da Jonas måske kunne have nøjes med at miste springeren hvis han havde gået frem med kongen til e7 og dækket dronningen på d6. Men stilingen havde dog stadig kostet en springer og rokaden, og med en konge ude midt på brættet været usigelig svær at redde skal siges. Nederlaget var derfor også en realitet kort efter. Sidenhen fornøjede de to sig med at spille noget lynskak. Det er nu dejligt at mærke en sund skaksult hos vores nye klubkammerater!

Alt i alt en spændende aften i klubben hvor Mogens’ remis mod Brian Sørensen nok var største overraskelse skarpt forfulgt af Søren Gams velfortjente remis mod Søren Christensen.