Så kom vi i gang!

Vi fik en fin start på vores hurtigskakturnering. Glædeligvis fik de helt nye spillere vist, at de godt kunne være med på klubniveau.

Aftenen startede med at Martin udtalte nogle mindeord om netop afdøde Svend Aage Jensen og derefter bød velkommen til især de nye spillere. Derefter blev runden fløjtet i gang.

Vores fire nye ansigter fik en blandet start. Katrine og René (billedet ovenfor) havde trukket hinanden allerede i 1. runde. Det blev et langt og fornuftigt parti, bortset fra en overseelse fra Katrine, som kostede en let officer. Derefter trillede René pointet hjem efter en række afbytninger. God start for ham, men sådan som turneringsformen er skruet sammen, så betød det også at René straks kom op mod de stærkere spillere. Så det blev til to efterfølgende nederlag.

Michael Binder har jeg haft til skoleskak for næsten 40 år siden (ja tiden går) og nu kom endelig tiden, hvor klubskakken skal afprøves. Michael er også aktiv i Cafe Parasollen, hvor vi jo har et lille samarbejde kørende. Han fik vist, at evnerne bestemt ikke fejler noget. I 1. runde tabte han godt nok til Jan Henrik, men det var på tid i en ret enkelt vundet stilling med en springer i overskud. Men vi har altså kun 25 minutter. Michael fulgte dog stærkt op med sejre i runde 2 og 3.

I 2. runde kom Katrine så på tavlen ved at vinde det uofficelle vibymesterskab for kvinder, imod April. På billedet ses bagerst også Jørgen (tv.) og Michael.

Katrines kæreste, Jonatan, fik denne aften demonstreret at han ikke spiller efter det olympiske motto om, at det vigtigste er at være med. Nej, han er sandelig kommet for at vinde! Han gjorde simpelthen rent bord i de tre første runder, afsluttende med en fin gevinst mod formand Martin. Vi kan lige se et nedslag fra afgørelsen i partiet:

Martin har lige spillet sin dronning fra d4 til c3, hvilket er en stor fejl. I stedet skulle han have spillet sin konge til g2. Sorts trussel var at spille Sxf3 med udækkelig mat på h2. Det tema vender nu tilbage, for Jonatan fandt det meget stærke træk: Tårn til c8! Tårnet er i slag og Martin fandt heller ikke noget bedre end at tage det. Men det afleder dronningen fra dækningen af feltet f3. Computeren vil ofre dronningen på springeren på e5, men det er jo også håbløst. Efter Dxc8 kom Sxf3, Kg2, Dg4+!, Kh1 og Dh3. Mat kan ikke undgås og Martin opgav. Der var god grund til at være tilfreds med det parti for Jonatan. Billedet herunder er taget under efteranalyserne.

I næste uge kan Jonatan se frem til en række topopgør og det bliver spændende at følge. Indtil videre er det kun vores klubmester (og kasserer) Lars, som kan følge med i det opskruede gevinsttempo. Lars fik dog vist små tegn på rust, men han er jo en erfaren rad i de her slutspil i tidnøden. I 3. runde tabte Lars en kvalitet (tårn for løber) til Uffe, men endte med at vinde på tid. Dejligt, i øvrigt, at se Uffe tilbage efter sin langvarige “skakskade” (dårlig ryg). Det lignede egentlig ikke på spillet, at han havde været længe væk. Bortset altså fra at det er vanskeligt at håndtere de her mange træk til sidst med meget lidt tid. Men med 2 p./3 er han jo stadig med.

Uffe (tv.) mod Lars

Med fremme i toppen er også Søren C., som kun har sat et enkelt halvt point til, hvilket er det samme som ratingfavoritten Jens, samt Søren Gam. De to sidstnævnte endte med at dele pointet i aftenens sidste runde.

Jens Fogh og Søren Gam

Uanset hvad, så er intet endnu afgjort. Vi har både en præmie til vinderen og til bedste spiller op til 1500 i rating og i en turnering som denne vil en god slutspurt altid blive belønnet. På tirsdag gælder det runde 4-6.

HUSK at melde afbud, hvis du ikke kan komme en af de to næste aftener. Så vil du blive belønnet med tre halve point i stedet.

Se turneringstavlen her. 4. runde lægges først på tirsdag, når vi kender til evt. afbud.