Status på holdkampe
Ugens holdkampe bød på nogle lyspunkter efter en ret dårlig start på turneringen for 1. og 2. holdet. Som beskrevet i en anden nyhed, lykkedes det endelig med at vinde for 1. holdet søndag. Tidligere på ugen var både 2. og 3. holdet i kamp og 2. holdet fik en tiltrængt sejr, mens 3. holdet tabte til et (for) stærkt hold fra Aarhus/Skolerne.
For 1. holdet betød denne rundes resultat, at der nu “kun” er 4 point op til 1. pladsen. Det hidtidige tophold fra Skanderborg tabte overraskende 6-2 til Randers i denne runde. Søndag den 12. januar får vi netop besøg af Skanderborg og i den efterfølgende runde skal vi til Randers. Så det er nu vi skal slå til, hvis vi vil med op, hvor det er sjovt i tabellen.
2. holdet var en tur i Skanderborg for at møde gruppens, på papiret, svageste hold. Det lykkedes da også vores hold at vinde kampen snævert med 4½-3½. Den forventede score var 4,89, så det var nogenlunde indenfor skiven. Der var sejre til to gange Søren, Torben og Michael, mens reserven Benno gjorde det endelige udslag med sin remis. Holdets store oplevelse indtil videre har været Søren Gam, som har scoret maksimum og lige nu står til at have passeret de 1900 i dansk rating, når man medregner hans resultat i klubturneringen. I denne runde måtte han svede i åbningen, hvor modstanderen spillede Albins modgambit.
2. holdets kamp i tal kan ses her.
Den næste kamp for 2. holdet er allerede mandag den 6. januar, når turen går til Studenternes Hus til revancheopgør mod SK 1968.
3. holdet havde hjemmekamp og som kampleder havde jeg bedre muligheder for at følge med i de enkelte partier her. Det blev til et 1-3 nederlag mod Aarhus/Skolerne og det var heller ikke langt fra den forventede score på 1,31. På et tidspunkt frygtede jeg dog at det ville blive et 0-4 nederlag.
På bræt 1 kom Jonas hurtigt galt afsted med de sorte brikker. Hans dronning blev fristet af en bonde på b2 – af gode grunde også kendt som testamentebonden. Modstanderen fik et tårn i b-linjen og efterfølgende ned på 7. række. Jonas spillede lidt for optimistisk fremad og glemte sin egen urokerede kongestilling, hvor der pludselig også dukkede en fjendtlig dronning ind. Der kom en kongevandring til 6. række, men så var det også slut. En hård omgang mod en +1800 ratet spiller, som nok ikke burde spille i D-rækken.
Salomon på bræt 2 var også oppe mod en modstander med en del mere i rating. Men også en mere forsigtig en af slagsen. Eller klog kan man måske også sige. Salomon busede frem, først med d-, c- og b-bonden i åbeningen. Efterfølgende kom også a-bonden med og stillingen så lovende ud. Men måske blev det lidt for meget, da også h- og g-bonden gik til angreb. Modstanderen afværgede i hvert fald alle trusler og pludselig gik trafikken den anden vej og Salomon måtte ned:
På bræt 3 måtte Thomas også ned mod en højere ratet modstander. Det så ellers ret tilforladeligt ud, men Thomas fandt en forkert plan med at føre sin dronning ud på h5 via d5. Det så truende ud, men i virkeligheden var det dronning der var mest truet og Thomas endte med at måtte give den for tårn og løber – og det var ikke helt nok i det lange løb.
Endelig aftenens lyspunkt, holdkaptajn Kim (billedet), som vandt på bræt 4 efter et omskifteligt parti, hvor Kim havde store chancer for et kongeangreb, men glemte at benytte muligheden for at få åbnet h-linjen ned mod den sorte konge. Det medførte så i stedet, at Kim fik deplaceret sine tårne i d-linjen og skulle begynde forfra med at udvikle dem. Det kunne modstanderen godt have udnyttet bedre, da Kim var lidt langsom om at få tårnene på plads. Da det så endelig skete vandt Kim i få træk:
3. holdets kampkort kan ses her.
Trods nederlaget ligger holdet stadig på 1. pladsen efter to runder i en meget tæt række. Næste runde for 3. holdet bliver en tur til Silkeborg torsdag den 9. januar.