Klar til turnering
Så er vi klar til start på en ny klubturnering. Ligesom i efteråret har vi 31 deltagere, men vi har 5 udskiftninger og heraf spiller de 4 af dem deres første klubturnering i klubben. I 3. klasse er det Bertram Aastrup og Lars Pinz, mens vi i 2. klasse har deltagelse af Anders Lemming og Thomas Hansen. Vi glæder os til at se hvad I kan! Den 5. “nye” i turneringen er undertegnede, som vil prøve at jonglere mellem at være turneringsleder, underviser for 3. klasse og at spille nogle partier. Det vil være fint, hvis man kan tage lidt hensyn til, at jeg denne gang prøver at spille med. Jeg håber også at kunne lave noget undervisning for alle af og til. Det bliver så inden rundestart, fra kl. 18.15. Mere omtale, når det bliver aktuelt.
Et ulige antal deltagere medfører jo altid at vi skal have en gruppe med en oversidder. Det bliver denne gang mesterklassen, som må nøjes med at have 9 deltagere. Det gode ved at være et ulige antal er så til gengæld at alle får lige mange hvide og sorte partier. Det samme gør man i 2. og 3. klasse, som er med 6 spillere i hver gruppe, som mødes dobbeltrundigt. Altså i alt 10 partier. Vi prøver at nå det hele. 1. klasse bliver en traditionel 10-mands gruppe.
Alle grupper kan ses her – og man kan i øvrigt også finde dem under menupunktet Klubturnering. Ligesom sidst er der lidt knas med at få vist forventet score på et par nye spillere, som endnu ikke er registreret i DSUs system, men det prøver jeg at få på plads hurtigst muligt.
HUSK også at tjekke om du er blevet ramt af et afbud. Aktuelle afbud kan ses her eller via menupunktet Afbud for oven. Afbud skal sendes til turneringslederen senest mandag aften kl. 21 eller skrives på listen i klubben.
Vi starter 1. runde på tirsdag. Kl. 19 starter mester, 1. klasse og 2. klasse, mens vi indleder 3. klasse med noget undervisning og derefter starter 1. runde ca. kl. 19.45. God turnering til alle!