Viby – VRS 2½-5½

De sidste partier i årets holdturnering er nu spillet. For 1. holdet har det været en trist sæson og det ændrede sidste runde ikke på.

Som i de øvrige runder var vi igen reserveramt. Denne gang var det Per, Martin og Karsten der manglede. Så vi måtte finde tre reserver til bræt 6-8. Det var Benno, Mogens og Jonas der trådte til og selvom det blev til 3 gange 0 skal der alligevel lyder en tak for at i stillede op!

VRS stillede et stærkt hold til denne kamp. Kun ét afbud, men til gengæld kunne de stille med en reserve der var højere placeret end ham de manglede. Det var undertegnede, Steen, der fik fornøjelsen af deres reserve, på bræt 4. Jeg fik ikke spillet den skarpeste åbning med hvid og efter dronningafbytning tilbød jeg remis i en meget lige stilling. Jeg synes det var lidt trælse spilleforhold med 64 spillere i et lokale, hvor to kampe ville have været passende og hvor solen endda bagte ind gennem lokalerne. At sidde ved et bræt, hvor to halvdele var på hvert sit bord er heller ikke optimalt. Men jeg er måske bare bedre vant.

Knapt havde min modstander taget imod, før der også blev taget remis på bræt 5, hvor Bjarne med sort havde overrasket sin modstander med at spille den italienske opstilling lidt alternativt. Inden den første time var gået fik vi imidlertid også to nuller. Jonas lavede en kæmpe overseelse og tabte et tårn. Mogens’ parti nåede jeg ikke at se, men også dér må der være blevet tabt afgørende materiale ret hurtigt.  Dermed lynhurtigt 1-3.

Det var stadig stillingen, da jeg forlod spillestedet. De sidste 4 partier så stadig meget lige ud. Positionelt kunne jeg dog rigtig godt lide Hennings parti (billedet foroven). Det blev lidt en blanding mellem nimzoindisk og dronningindisk, hvor Henning spillede b6 og e6. En opstilling der har fået et lidt dårligt ry efter at computeren Alpha zero smadrede Stockfish. Henning fik dog rigtig meget positionel kontrol og vandt i sidste ende partiet. Desværre dagens eneste Viby-sejr.

Lars mødte et af vores tidligere medlemmer, Eivind. Lars stod egentlig meget behageligt, men det endte ud i en remis. Desværre sluttede vi af med to nederlag, til Jens og Benno.

Dermed sluttede vi på en skuffende 7. plads i mesterrækken. I gamle dage ville det have betydet nedrykning. Havde det været en aktuel trussel, havde vi nok også set lidt mere engagement fra vores hold i de sidste runder. Men afslutningen bliver lidt flad, når der ikke er et spændingsmoment.

Kampen i tal her.

Det blev Randers der vandt gruppen og måske lidt overraskende, men ret fortjent rykker op.

Slutstillingen her.