Sidste runde
Tirsdag spillede vi sidste runde i klubturneringen og det plejer at være en aften med dramatik og spændende afgørelser. Dog ikke denne gang. Sidste runde flyttede ikke rundt på noget i præmierækkerne.
Før sidste runde stod det allerede klart, at Jens Fogh ville vinde ikke bare forårsturneringen men også klubmesterskabet, som er efteråret og foråret lagt sammen. Eneste spænding var faktisk, om han også ville lykkes med at vinde det hele med maksimumpoint. Meget passende hed modstanderen i sidste runde Søren Gam, som sluttede nr. 2 i den samlede stilling om klubmesterskabet. Jens vandt dog igen, igen og slutter med 15 sejre i lige så mange partier i denne sæson. Til sammenligning opnåede Søren 8½ point. Det er dog nok til en 2. præmie i efteråret og en 3. præmie her i foråret. Jens vandt tidligt en kvalitet og afsluttede med afgørende at ofre den tilbage ned mod Sørens kongestilling.
Eneste andet manglende parti i mesterklassen var et bundopgør mellem Brian K. og Martin. Brian havde undervejs lidt initiativ og kunne i slutstillingen godt have spillet videre ind i et lidt bedre slutspil, hvor Martin havde en svag bonde i centrum. Martin endte dermed på 1793 og det bør vel være nok til at beholde pladsen i mesterklassen til efteråret. Brian må finde sig i, at han skal ned at smadre løs i 1. klasse igen.
1. klasse blev, som tidligere omtalt, vundet i flot stil af Mads med 8/9, skarpt forfulgt af Søren L. med 7½. Henrik tabte i sidste uge det afgørende udsatte parti mod Søren på nærmest ingen tid. I tirsdags skulle Henrik så sørge for, trods alt, at sikre sig en præmie i turneringen. Han var et halvt point foran Jonas inden runden, og det forspring skulle han sørge for at bevare, da Jonas ville være bedst i tilfælde af ligestilling. Henrik var oppe mod Kristoffer, som egentlig var kørt lidt skaktræt her i foråret, men faktisk fin en fin afslutning. Partiet sluttede remis og det viste sig at være nok, da Jonas samtidig tabte til Eskild. Jonas havde egentlig en fin stilling ud af åbningen og havde mulighed for at vinde en bonde. I stedet gik han efter et større udbytte, men det viste sig at være en fejlberegning, som bare kostede en officer.
Henrik og Kristoffer.
Kurt og Mogens havde kun æren at spille for, men det var også nok til at skabe et spændende parti:
I 2. klasse var Jens (billedet foroven) også få millimeter fra turneringssejren, mens Anders var tæt på 2. pladsen. Det hele endte ret uforløst, da Anders var forhindret i at møde frem (husk at melde afbud også selvom der ikke er mulighed for udsættelse!), samtidig med at Jens lynhurtigt fik en vundet stilling mod Michael. Så Jens endte som sikker og fortjent vinder med 8p./10.
På trods af Jan Henriks sejr over Anders uden kamp, var det ikke nok til at snuppe 2. pladsen. Den tog Anders på bedre korrektion, primært fordi det lykkedes ham at slå Jens i det ene af deres partier.
3. klasse havde lidt spænding om 2. pladsen forud for sidste runde. Bastian skulle vinde for at hænge på Roberto. Samtidig skulle Roberto dog tabe. Bastian gjorde sin del af arbejdet, trods lidt forvirring til sidst:
Roberto gjorde dog selv sit arbejde med en remis mod Peter, som ellers har vist en stigende formkurve på det seneste. De enedes om remis i en stilling, hvor man sagtens kunne have spillet videre. Men der var åbenbart god tilfredshed med resultatet. Med god grund for Roberto, som sikrede sig 2. præmien og oprykning.
Peter og Roberto.
I det sidste parti i gruppen, mellem Jørgen og Rudy, bølgede det meget frem og tilbage. Jørgen havde ikke sin bedste aften og mistede på et tidspunkt en ren officer. I slutspillet satte Rudy dog alt over styr, først sin løber og siden et tårn. Dette burde selvfølgelig have været afgørelsen, men tanken var tydeligvis tom hos Jørgen og de to spillere enedes om remis. For Jørgen var det af mindre betydning, da han allerede havde vundet gruppen.
Vi har præmieuddeling for både efterår og forår på tirsdag.