Generalforsamlingen 2025

Som de to foregående år indledte vi aftenen med en fællesspisning af smørrebrød. Det er hermed blevet en fast tradition. Hele 24 deltagere var der i år.

Kl. 19.30 startede så den egentlige hovedforestilling. Torben Fogh blev valgt som dirigent og formand Martin afholdt sin beretning, her gengivet i sin fulde ordlyd:

Et år er gået siden sidste generalforsamling. Viby skakklub har haft fuld gang i hjulene med masser af gode
aktiviteter såvel de faste traditionsrige som nye spændende tiltag.

Klubben holder et stabilt medlemstal omkring de 45 medlemmer, men har været gennem en tydelig og
måske lidt tiltrængt foryngelseskur. Nogen af de ældste er stoppet med at være aktive, men så er der
kommet en del nye og ikke mindst yngre spillere til. Det er min klare fornemmelse, at en rigtig god rygrad af
yngre skaksultne spillere har meldt sig ind i klubben og fået øjnene op for hvad rigtig nærskak kan. Der hvor
man ikke bare sidder foran en skærm og taber til et eller andet alias ude i den vide verden, men faktisk
sidder på en stol og har sig selv med på en helt anden måde. Hvor man må buge lidt mere tid for at opdage
hvor ufatteligt mange varianter og muligheder spillet giver, og hvor svært det kan være at beslutte sig når
man kun har 1 time og 45 minutter til hele 40 træk. Min fornemmelse er, at en del yngre og studerende er
vokset op i en tid, hvor man netop har fået fornemmelse for, hvor godt det er at spille i den virkelige verden
frem for i den virtuelle. Brætspil nyder i det hele taget stor opblomstring i disse år. Det har også været et
dejligt initiativ med samarbejdet med Parasollen om at få gang i noget skak. Et initiativ som begge steder
har haft stor glæde af. Nogen har endda den vej rundt fået lyst til at spille med i klubben, hvilket vi glæder
os over.

Vi har siden sidste år ladet vores interne klubratingsystem hvile til fordel for at spille med det officielle DSU
tal og åbne klubtureringen op udadtil.

Et rigtigt DSU ratingtal passer man altså bedre på end et virtuelt i en computer, og måske også bedre end et
klubratingtal. Jeg tror tiden har været moden til at vi tog dette skridt. Fx er der nu langt mere ro på centret
end tidligere hvor der var mange flere personalemæssige forstyrrende elementer, hvilket for nogen gjorde
en officiel DSU koordineret turnering tvivlsom.

Det har givet et frisk pust i klubben med de nye entusiastiske klubkammerater, som ind ad en kant bliver
bedre og bedre, og sværere og sværere at slå. De får også nu via klubturneringen hurtigere belønning for
deres stejle læringskurve. Hvad kommer den stejle læringskurve så af kan man spørge? Måske er det fordi
vores turneringsleder Steen trofast holder undervisning forud for mange klubaftner hen over en sæson. Vi
er blevet en ren rugekasse for nye habile klubspillere indenfor især det år der er gået. Derfor er det også en
glæde, at vi nu har fået både cafeen og det store lokale på 1. sal stillet til rådighed alle vores klubaftner. Vi
oplever i det hele taget en glæde fra centrets ledelse og de andre foreninger der holder til herude, over at
vi er her og har en stærk aktivitet kørende på fast basis. Og jeg tror det er godt, at man hurtigt og fx via
klubturneringen får sin DSU ratinggevinst.

Der har også i det forgangne år været udfordringer fra kommunens side om mulig nedlukning for
foreninger og frivillige på centret her. Det gav meget røre i andedammen og mange læserbreve, indslag i
lokale nyhedsmedier, fjernsyn fra Østjylland mv, inden de planer til sidste blev skrinlagt. For nu altså. Men
der ligger helt klart et krav ind over os om at skabe så meget liv i kludene herude som vi kan komme afsted
med, så nedlukningsspøgelset ikke kommer ud af skabet igen. Jeg har som formand og repræsentant for
klubben deltaget i den del møder her på centret for at klarlægge hvad der er godt og knap så godt ved
faciliteterne som skakklub eller frivilligaktivitet. Her har vi fx peget på indskrænkningen af P pladser,
indskrænkningen af toiletfaciliteter beregnet til cafeen, og indskrænkning af køkkenfaciliteterne som nogen
af de ting, der ikke ligefrem fremmer frivilliges oplevelse af at blive støttet af de ydre rammer. OG der lyttes

til os. En ekstra frugt af det arbejde er desuden, at de lille mødelokale på 1. sal igen åbnes for at kunne
bookes, hvilket fx kunne være interessant for en holdkamp der gerne vil have ro og fred omkring sig.
Viby skakklub har siden sidst haft 90 års fødselsdag. Det markerede vi med en jubilæumsturnering, der
samtidig indgik som sidste års festugeturnering for hele Århus. Det blev en velbesøgt og vellykket turnering.
Mange roser fik vi for arrangementet og for vores gode faciliteter. Bestyrelsen har i den sammenhæng
vedtaget at vi gerne vil byde ind igen i 2026 med en turnering i vores regi. Evt. i samarbejde med en af de
andre klubber i byen.

Holdturneringen har vi også været godt repræsenteret i. 3 hold har vi stillet med i den sæson der har været
afviklet.

Førsteholdet havde bestemt ikke en mindeværdig sæson. Dertil var der for ustabilt fremmøde og mange
reserver, der skulle indkaldes. Men reserverne gjorde det nu faktisk fint men vil alligevel ofte få skubbet
faste spilere højere op på holdet end de egentlig har det bedst med. Og dermed har afbuddene nok
alligevel haft en negativ konsekvens for resultatet med 22,5 brætpoint og kun 2 matchpoint betød en trist
slutplacering som nr. 7 ud af 8 hold.

Andetholdet fik også en lidt trist slutplacering i deres 4 holds dobbeltrundige gruppe. De endte som nr. 3
hvilket ikke var det mest fantastiske resultat. Men ligesom med førsteholdet har der dog været nogen, der
klarede sig endnu dårligere.

Årets holdmæssige opmuntring stod tredieholdet for! De gik nemlig hen og vandt deres gruppe med 13,5
point lige et mulehår foran Århus/skolernes 3. hold. Det er simpelt hen godt gået af vores trediehold
(klapsalve). Jeg ser en lige linje fra den seriøse oplæring her i klubben ved Steen og så lige præcis D-
rækkeholdets succes! Det kan altså noget at få sporet de nytilkomne hurtigt ind på at tænke skak og lære
de finere finesser i spillet.

Godt nok er der ikke op- og nedrykning længere – hvilket der i øvrigt ikke længere er så stor opbakning til
som tidligere – men præstationen fra 3. holdet har været til UG!
Dette bringer mig til at vi skal have kåret årets holdfighter:
En af dem, der faktisk KUNNE have været kåret som vinder alt efter hvordan man gør det op er Thomas
Peter Hansen. Han spillede 6 partier for holdet og fik 5 point. Det var fremragende. Som I ved måtte vi
desværre tage afsked med Thomas Hansen da han pludselig afgik ved døden tidligere på året.
Men jeg har faktisk tænkt på, om I vil være med til, sådan som man også gør i fx fodbold, at vi her og nu
hylder Thomas med en stor taknemmelighed klapsalve for det han har betydet for såvel holdet som
klubben: lad os rejse os og give Thomas en klapsalve!

Men nu tilbage til holdfighteren. Den vi kårer spiller også for 3. holdet og fik 5,5 af 7 i turneringen. Det var
Jonas Bechtold Giv ham en stor hånd!


Jonas Bechtold, holdfighter og desuden vinder af 2. klasse i efteråret.

Nu vi er ved præmieuddelingerne har bestyrelsen også en pokal for årets initiativpris i klubben. En utroligt
smuk pokal, der vil kunne pryde enhver kaminhylde i snart sagt ethvert hjem. Årets initiativpris går til: Brian
Sørensen. Brian bød ind med et helt særligt og spændende arrangement om Bobby Fischer og hans relation
til Island, hvor vi fik lov at komme med på turen i Brians fodspor. Den slags aftner kaster glans over klubsæsonen og vi håber der kan komme flere af den slags initiativer hen ad vejen. Prik endelig en af os fra bestyrelsen hvis du har en lignende ide til en aften!

Her til slut i beretningen vil jeg tage et kig ud på skaksituationen i Århus og Danmark som helhed. Vi
indførte sidste år en ny kontingentstruktur hvor vi giver noget rabat til unge/studerende under 25 år. Den
rabat financierer vi så med at udskyde sneiorrabatten til folk rent faktisk når den nu gældende
pensionsalder. Det er faktisk en idé vi er i gang med at få taget helt op på DSU niveau. Det blev drøftet ved
seneste GF i hovedkredsen, og det kommer forhåbentlig på næste års delegeretmøde til vedtagelse. Alle
synes det er en fornuftig idé som man burde implementere generelt i Danmark. Studerende har altså mere
brug for at få rabat end dem, der er på slutløn i de sene år på arbejdsmarkedet.

Som tidligere nævnt er der mindre stærk enighed om at fastholde en holdturneringsstruktur uden op- og
nedrykning. Her har vi fra Viby hele tiden slået på det holdmæssige spændingsmoment, der ligger i op- og
nedrykning frem for den ordning man nu har hvor man sætter holdturneringen lidt bevidstløst efter rating
gennemsnit ved tilmeldingen. Som sagt har det for flere klubber vist sig at tage lidt for meget af holdånden
ud af holdturneringen og måske går man tilbage til op- og nedrykning. Men det kan måske også så blive i en
form, hvor alle grupper bliver gjort mindre og til gengæld dobbeltrundige (som også har fundet sted i år for
nogen af grupperne).

Sidst men ikke mindst kan jeg fortælle, at der arbejdes i den mikrolille forening ”Århus Skakunion” som
består af klubformændene i byen minus Åbyhøj, med at finde en mulighed for en evt. genetablering af et
fælles skakhus a la Chesshouse. Dog i en mere tryg skattefinansieret version hvor kommunen er inde over
at stille lokaler mv til rådighed. Der arbejdes her på flere scenarier, men særligt et er ret spændende: det er
en ide om at skabe et fælles hus ”koncentrationssportens hus” i Århus nede tæt ved strandvejen ud mod
Århus Ø. Her vil skakken måske kunne få lokaler sammen med bridge, billard og flere andre minder
sportsgrene der alle forudsætter koncentration. Det har lange udsigter stadigvæk men kræver en hel del
medvirksomhed fra formandens side, hvis I undrer jer over hvad han dog går og laver for sin hyre.
Men dette nye kommer I måske til at høre mere om ved fremtidige generalforsamlinger.
Her er blot tilbage for mig at sige, at det har været et dejligt år i klubben og vi glæder os til hvad det
kommende år har at byde på!

Der var en kort men konstruktiv debat om beretningen. Jonas kunne fortælle at han var blevet positiv i forhold til DSU-rating. Brian K. mente at klubben burde reklamere mere for at turneringen nu er åben for medlemmer fra andre klubber.
Steen nævnte, at der er planer om at arrangere et turneringslederkursus i klubben. Datoen er endnu ikke fastlagt.

Beretningen blev godkendt.

Regnskab:

Lars Hougaard fremlagde et regnskab med et overskud på 4.211 kr. Et overskud der svarer nogenlunde til overskuddet i vores kaffekasse. Kontingentindtægterne er steget, selvom medlemstallet er uændret. Men der er færre pensionistmedlemmer.

Der var en kort diskussion om vores forsikring, som koster 1.446 kr. årligt. Selvom det kan lyde af meget er det dog ikke noget vi kan undvære, da vi ellers vil stå med en udgift på mindst 50-60.000 kr. i tilfælde af brand eller tyveri af materialerne.

Regnskabet blev godkendt.

Budget:

Der blev foreslået og vedtaget uændret kontingent.

Omkring næste års regnskab bemærkede Steen, at man skal notere sig at vi laver en ændring, så vi udbetaler præmier for efteråret til vore julefrokost, i stedet for at vente til generalforsamlingen i maj. Det gør at der på næste års regnskab vil fremgå en udgift på præmier for 3 turneringer, da præmierne der blev udbetalt denne aften hører til næste års regnskab.

Valg:

Martin Frøkjær-Jensen blev genvalgt som formand (2 år)

2 bestyrelsesmedlemmer. Jens Fogh og Steen Andersen var på valg men opfordrede andre til at melde sig som kandidater. Kim Christensen tilbød sig og blev valgt for 2 år sammen med Jens. Steen udtræder af bestyrelsen, men fortsætter i øvrigt  med sine andre hverv, som webmaster og turneringsleder.

Jonas Bechtold blev valgt som ny suppleant til bestyrelsen (1 år)

Revisor: Genvalg til Henning Matzen

Revisorsuppleant: Genvalg til Jens Jørgensen

Eventuelt:

Brian K. fortalte at han og Benno arbejder på at starte et tilbud om eftermiddagsskak i cafeen på en fast hverdag (sandsynligvis ikke tirsdag). Der vil komme mere information. Det er selvfølgelig især udsprunget af et behov for at give klubbens pensionister et tilbud for at kunne hænge ved skakken. Benno udtrykte desuden en tak til bestyrelsen for arbejdet i det forgangne år.
Martin nævnte og opfordrede til deltagelse i sommerskakturneringen i Skt. Pauls kirke i starten af juli.

Herefter takkede dirigenten for god ro og orden og man gik over til præmieuddeling for efteråret 2024 og foråret 2025.

Kim Christenen, nr. 2 i 3. klasse i efteråret og ny mand i bestyrelsen


Salomon Givoni. Vinder af 3. klasse i efteråret (og hæderlig placering i 1. klasse i foråret)


Hans Jørn Juhl, vinder af 1. klasse i efteråret

 


Søren Gam, nr. 2 i mesterklassen i efteråret og nr. 3 i foråret.

Roberto Gonzalez, nr. 2 i 3. klasse i foråret.


Jens Jørgensen, vinder af 2. klasse i foråret


Søren Larsen, nr. 2 i 1. klasse i foråret


Mads Starup, vinder af 1. klasse i foråret


Steen Andersen, nr. 2 i mesterklassen i foråret


Jens Fogh, klubmester og vinder af både efterårs- og forårsturneringen!


Peter Skjødt vandt den alternative turnering i foråret.

Vi sluttede aftenen af med lynskak i to grupper med hver 6 spillere. Jens Fogh vandt “A-gruppen”, mens vores nye mand, Niels Kristian Berg, vandt den anden gruppe efter omkamp mod Michael Binder.


Jens Fogh vandt “A-lyn”


Niels Kristian (nr.2 fra højre vandt “B-lyn”)


April holdt skansen med en remis mod Torben i lynskakken.

En stor tak til Søren Gam for de fremragende billeder!